Debat: Obligatoriske dagtilbud grænser til det grundlovsstridige

Af Karen Helveg Petersen
Økonom og selvstændig konsulent

På Folkemødet på Bornholm udtalte venstrepolitiker Marcus Knuth som det selvfølgeligste af verden, at der er skolepligt i Danmark. Mange i forsamlingen protesterede. De vidste det, som ethvert folketingsmedlem bør vide, nemlig at vi har undervisningspligt hertillands.

Men Knuth, der insisterede på sit ordvalg, kom uforvarende til at rejse spørgsmålet, om ghettoplanen og mere præcist aftalen om obligatorisk læringstilbud til et-årige i udsatte boligområder bryder med princippet om undervisningspligt og i stedet forudsætter skolepligt og det endda på et tidligt trin i et barns læringsforløb. Aftalen blev indgået mellem regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti 28. maj 2018.

Undervisningspligt
Lad os først se på det obligatoriske. Grundlovens paragraf 76 lyder: ”Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen.”

Hvis det ikke er en pligt for forældre at sende deres børn i skole, når de når den undervisningspligtige alder, må det være mere end frivilligt, når de er i førskolealderen.

Bemærk også, at børn i den undervisningspligtige alder ifølge Grundloven har ret til fri undervisning. Men vore dages børnehave og vuggestue er ikke ’fri’ forstået som gratis eller som modsætning til obligatorisk. Det er rigtigt, at det nævnte obligatoriske tilbud for børn i et-årsalderen med behov for sprogstimulering skal være gratis, for så vidt angår ’det pædagogiske indhold’ i 25 timer om ugen. Men det er ikke et argument for at tvinge børn under den undervisningspligtige alder i et læringstilbud, selvom det uden tvivl gør det mere attraktivt.

Desværre er domstolene i dette land uhyre forsigtige med at underkende love og retslige tiltags overensstemmelse med grundloven.

Karen Helveg Petersen

Formentlig for at undgå anklager om, at det obligatoriske tilbud kan være i strid med grundlovens paragraf 76, er der i aftaleteksten inkluderet: ”Forældre, der selv ønsker at varetage indsatsen, har mulighed for dette, så længe den står mål med indsatsen i det obligatoriske læringstilbud”.

Men udgangspunktet er altså læringstvangen på et tidligere tidspunkt, end hvad man i folkeskoleloven har defineret som den undervisningspligtige alders begyndelse (seks år). Så det er noget juridisk rod, selvom der sikkert har været mange retslærde ind over.

Lighed for loven
Lad os se på ’tilbuddet’. Her støder man ind i problemet om lighed for loven. Ghettoplanen opstiller kriterierne for status som udsat boligområde og ghetto (det vil sige ekstra udsat).

Et af dem går på, om ’andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 pct.’. Bemærk, at der ikke sondres mellem, om de pågældende har dansk statsborgerskab eller ej. Derfor kan spørgsmålet stilles, om kategorien ’ikke-vestlig indvandrer’ bryder med princippet om lighed for loven, eller hvor grænsen går til de vestlige. Er alle med oprindelse i et EU-land vestlige?

Det forekommer, at aftalen end ikke har sigtet rettet korrekt i forhold til sine egne præmisser. Mange familier, som har nøjagtig de problemer, som aftalen vil løse, vil falde under radaren, fordi de ikke bor i udsatte områder. Til gengæld kan etnisk danske familier i udsatte boligområder i princippet blive udsat for samme overdrevne bekymring med hensyn til, om deres et-årige nu også er stimulerede nok. Det giver et skin af lighed.

Men måske er problemerne med læringsniveauet endog endnu større i en del familier med både vestlig og ikke-vestlig baggrund, der bor isoleret. ’Ghettoerne’ derimod har et socialt liv, der i høj grad er med til at udvikle børnene, om end måske ikke altid i den ønskede retning. Man får på fornemmelsen, at planen mere tænker på ubehaget for andre ved nærheden af ghettoer og deres potentielt højere kriminalitetsniveau end på ghettobeboernes velbefindende.

Disse kategoriseringer, der skal have retskraft, bryder med princippet om lighed for loven. For at dække over det foregives, at der er lighed for loven i snæver forstand, nemlig inden for de udsatte boligområder.

Desværre er domstolene i dette land uhyre forsigtige med at underkende love og retslige tiltags overensstemmelse med grundloven. Denne har mærkværdigvis ikke nogen direkte bestemmelse om lighed for loven. Princippet blev stadfæstet allerede i Jyske Lov fra 1241, og det fremhæves altid som en grundpille i dansk ret, ja, det indgår ligefrem som en af værdierne i den Danmarkskanon, som Bertel Haarder satte i værk.

Derfor ville det være værd at få efterprøvet, hvilke ulighedsskabende love man kan tillade sig at vedtage i dette land.

...

Karen Helveg Petersen (f. 1944) er uddannet cand.scient.pol og har en ph.d. i økonomi. Hun har blandt andet arbejdet for FN og har siden 2005 været selvstændig konsulent.