Debat

Det vil Sverigedemokraterna med EU: ”Vi tager det næste skridt mod Swexit”

DEBAT: Sverigedemokraternas gruppeskift i Europa-Parlamentet til ECR-gruppen, hvor DF sidder, afspejler den vækst, SD har haft i Sverige. Det er på tide at skaffe samarbejdspartnere på samme niveau for at kunne skabe alliancer i EU og i det lange løb forlade Unionen, skriver medlemmer af Europa-Parlamentet for Sverigedemokraterna, Kristina Winberg og Peter Lundgren. 

Sverigedemokraternas medlemmer af Europa-Parlamentet Kristina Winberg og Peter Lundgren.
Sverigedemokraternas medlemmer af Europa-Parlamentet Kristina Winberg og Peter Lundgren.
Julie Arnfred Bojesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kristina Winberg og Peter Lundgren
Medlemmer af Europa-Parlamentet for Sverigedemokraterna 

Sverigedemokraterna er et meget EU-kritisk parti. Den overstatslige union er en ganske mægtig modstander med et enormt budget, der bygger på unionsmedborgernes skattepenge. Derfor er det vigtigt at finde ligesindede og skabe alliancer, som kan hjælpe os med at føre vores sverigevenlige politik i EU.

Gruppeskifte i Parlamentet
I juli blev det netop derfor offentliggjort, at vi byttede partigruppe i EU-Parlamentet til den tredje største gruppe, ECR. Nu, hvor vi er på vej til at blive ét af Sveriges største partier (måske det største), må vi have samarbejdspartnere, som også er på dette niveau. Vi er dog meget glade og taknemmelige overfor EFDD-gruppen og specielt for vores samarbejde med UKIP, hvor vi har haft stor frihed til at udtrykke vores egen politik, samtidig med at vi har fået støtte af dem.

Indblik i Storbritanniens og Polens regeringsarbejde
Når vi nu til efteråret kommer til at få stor indflydelse på, hvilken regering Sverige vil få, og hvilken politik den kommer til at føre, er det vigtigt at have et godt indblik i andre landes regeringsarbejde. Det er derfor naturligt, at vi sidder i samme partigruppe som Storbritanniens og Polens regeringspartier.

Kristersson ”sidder fast i sandkassen”
Den indenrigspolitiske vinkel er meget interessant her, eftersom det konservative parti i Storbritannien faktisk er de svenske Moderaternas søsterparti. Det er fascinerende, at mens Kristersson, Billström og Svantesson vakler mellem standpunkterne og eksperimenterer med, hvordan de skal forholde sig til os, så samarbejder vi aktivt og systematisk med deres venner i Europa-Parlamentet. De sidder fast i sandkassen, mens vi bygger broer i Europa.

Behøvede ikke indgå kompromiser
Mange tror måske, at vi blev nødt til at komme med indrømmelser for at bytte til en mere etableret gruppe i Europa-Parlamentet. Det er faktisk helt omvendt; vores politik er bundsolid, og det er snarere sådan, at flere og flere i EU kopierer den politik, vi har ført helt fra starten af. For eksempel angående det vigtigste spørgsmål, migrationsspørgsmålet, er det nu sådan, at både EU-topmøderne og EU-Kommissionen nu går mere i vores retning. Hjælp på stedet og kvotesystemer udelukkende for rigtige flygtninge i regi af UNHCR er delvist den nye linje.

Samarbejde uden overstatslighed
Vores linje, når det kommer til EU-spørgsmålet, er stadig krystalklar. Sverigedemokraterna ønsker, at Sverige forlader EU. Dette skal ske via en folkeafstemning, hvor det svenske folk endelig får lov til at tage stilling til den overstatslige union, som EU faktisk blev, og ikke det, som folket blev solgt i 1994.

Vi tror på frihandel og et fortsat dybt samarbejde med resten af Europa, men uden overstatslighed. Det indebærer, at vi kan handle med hinanden, men vi vil ikke have en ikke-valgt EU-Kommission, som sammen med Rådet og Parlamentet kan overtrumfe medlemsstater, selv om de siger nej. Vi vil gerne se et kraftigt reformeret EU, som fokuserer udelukkende på handel og fri bevægelighed for varer, tjenester og kapital, men ikke personer. Men for at være ekstra tydelig: Uanset hvad vi i regering kan forhandle frem, kommer folket stadig til at skulle tage stilling til dette i en folkeafstemning. Vi tror på folkeafstemninger, og at folket faktisk bedst ved, hvad der gavner Sverige.

Tættere samarbejder med vores danske og finske venner er også en fordel, og Europa-Parlamentets tredjestørste gruppe er én måde, hvorpå vi kan fremme denne politik.

Indlægget var først bragt hos Altinget Sverige

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00