En blå sejr kan give den mest kerneborgerlige politik i årtier

Under Poul Schlüters (K) ledelse i 80'erne konkurrerede Konservative med Socialdemokratiet om at blive det store folkeparti, og Schlüter drejede sit partis økonomiske politik ind mod midten. Med Søren Pape Poulsen ved roret er Konservative derimod kommet tilbage til sin traditionelle position, som ligger til højre for Venstre i fordelingspolitikken.  

Søren Papes frontalangreb på Arne-pensionen var ikke en fodfejl, men en del af en målbevidst konservativ politik. Et andet eksempel er arveafgiften, som Konservative nu kræver fjernet, mens partiet tidligere blot ønskede den lempet.

Konservative er ret upåagtet er drejet klart til højre på det økonomiske område.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Støjberg melder rent blåt
Ser man på Danmarksdemokraternes økonomiske politik er den ikke ligefrem krystalklar, men hvis man dechifrerer Inger Støjbergs udtalelser, begynder der alligevel at tegne sig et mønster.   

Støjberg har lagt afstand til Pernille Vermunds ultraliberale økonomiske politik, og hun står også bag Arne-pensionen. Men det betyder ikke, at Danmarksdemokraterne lægger sig samme sted som DF på den fordelingspolitiske akse.

Det er givetvis en af grundene til, at DF's afhoppede sundhedsordfører Liselott Blixt alligevel ikke tilsluttede sig Danmarksdemokraterne, som hun ellers havde haft planer om. Blixt hørte til den mere socialdemokratiske del af DF og har beskrevet sig selv som "halvt rød og halvt blå". Det er Støjberg bestemt ikke.

Man skal mærke sig Inger Støjbergs stil og ordvalg, da hun dannede Danmarksdemokraterne. Stik mod sin natur valgte Støjberg en næsten "stueren" og pragmatisk stil, hvor hun lagde stor vægt på at fremstille sit nye parti som entydigt blåt. Støjberg lukkede ikke døren for skattelettelser, og intet tyder på, at hun vil stå i vejen for en langt mere blå økonomisk politik. 

Moderaterne under Lars Løkke Rasmussen har brandet sig som det nye midterparti, men Løkke har aldrig haft en midterposition i den økonomiske politik.
Løkke var i sin statsministertid i front for velfærdsreformer, og det var på hans vagt, at dagpengeperioden blev halveret og efterlønsordningen rundbarberet tilbage i 2011. Lige præcis det år var undtagelsen fra reglen om en midterorienteret velfærdspolitik under VK-regeringerne fra 2001-2011.

Tættere på Uffe end Fogh
Tilbage står Venstre, der – bortset fra det sønderskudte DF – er det nærmeste, man kan komme på et midterparti i blå blok.

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen ligger på det økonomiske område nærmere sin far, Uffe Ellemann-Jensen, der som Venstre-formand gik til valg på en meget liberal politik, end på Anders Fogh Rasmussen, der i sin formandstid lagde sit parti tæt op ad socialdemokraterne i velfærdsdagsordenen.

Venstres nye boligudspil – med et skattefradrag til førstegangskøbere samt en massiv opprioritering af byggeri af ejerboliger – har en klar ideologisk profil. Udspillet sælges under en frihedsdagsorden, men har utvivlsomt også den bagtanke, at boligejere i højere grad har tendens til at stemme på partier med en blå økonomisk politik. Akkurat som Margaret Thatcher konkluderede i 80'ernes Storbritannien.

Mandag indrykkede Venstre annoncer med teksten "En kontanthjælpsfamilie kan hvert år få 466.800 kr. Det er ikke fair over for dem, der går på arbejde."

Samme dag kom det frem, at Venstre vil droppe dagpengeforhøjelsen i de første tre måneder af dagpengeperioden. Igen ud fra devisen, at det skal kunne betale sig at arbejde.

Mens kritikken af kontanthjælpsydelsen kan appellere ret bredt, er angrebet på den forhøjede dagpengeydelse anderledes risikabel for Venstre. For meget store lønmodtagergrupper lægger vægt på en ordentlig dagpengeydelse som sikkerhedsnet.

Venstres dilemma
Venstre er endt med at frede Arne-pensionen, men det skete efter et forløb, der ikke får topkarakter for den kunstneriske udformning:
Så sent som ved Folketingets afslutningsdebat i juni angreb Jakob Elleman-Jensen Arne-pensionen i hårde vendinger og gjorde det klart, at den havde "en udløbsdato". Det var en ren foræring til statsminister Mette Frederiksen (S), der ikke var sen til at takke for gaven.

Men efter en Kantar-Gallup måling i juli havde vist et stort flertal for Arne-pensionen, lød der pludselig andre toner fra Venstre, der nu alligevel ikke vil sende "Arne" tilbage på jobmarkedet. Strategisk klogt af Venstre i forhold til midtervælgerne, men også ret gennemskueligt.

Forløbet viser Venstres dilemma: Jakob Ellemann og finansordfører Troels Lund Poulsen elsker bestemt ikke ordninger som Arne-pensionen, men Venstres strateger er bevidste om, at partiet bliver nødt til at finde et balancepunkt, hvis man skal vinde valget. 

De borgelige skal for enhver pris udgå en valgkamp, hvor valget står mellem "velfærd og skattelettelser". For den er man dømt til at tabe. Venstre står derfor fast på sit velfærdsløfte og vil lade pengene følge med, når der kommer flere børn og ældre.

Spørgsmålet er blot, hvor balancepunktet bliver, hvis Venstre efter valget skal enes med Konservative, Liberal Alliance, Nye Borgerlige, Danmarksdemokraterne og Moderaterne. 

Radikal reformiver
Oven i hatten har Radikale fremlagt et økonomisk udspil, der også indeholder hardcore blå elementer, eksempelvis en total udfasning af efterlønnen. Det kommer dog ikke til at ske selv ved en klar blå sejr, men efterlønnen er flere gange blevet forringet på anden vis, f.eks. ved øget modregning i pensionen.

Højst overraskende kan der efter valget vise sig at være rigeligt med mandater, der vil indføre nye arbejdsmarkedsreformer og måske endda give Liberal Alliance det, Anders Samuelsen ikke opnåede med et festfyrværkeri af trusler: Topskattelettelser.