En dag vil vi spørge os selv, hvornår sagen om Claus Hjort Frederiksen kom ud af kontrol
Mandag mødes partilederne med Rigsadvokaten og justitsministeren til orientering om tiltalen mod Claus Hjort Frederiksen for landsforræderi. Spørgsmålet er, om de ikke bagefter vil være nødt til at ophæve hans immunitet.
Esben Schjørring
Politisk redaktørEn hæderkronet, forhenværende forsvarsminister. En nyudnævnt justitsminister med en kommunistisk fortid. Og anklager om ulovlige afsløringer af statshemmeligheder.
Det lyder som et kasseret filmmanuskript, ikke som dansk politik. Men det er det nu, og det er på én gang ekstremt juridisk og utrolig politisk.
Juridisk, fordi det handler om anklager om en af de mest alvorlige forbrydelser i straffeloven, nemlig den del, der omhandler ”Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed”.
Politisk, fordi anklageren ultimativt vil være regeringen ved justitsminister Mattias Tesfaye (S), mens den anklagede er Venstre-nestor Claus Hjort Frederiksen. En absolut og uomgængelig person i de seneste fire årtier af Venstres historie, som undervejs var både beskæftigelses-, finans- og forsvarsminister.
Altså, to nøglefigurer fra de to partier, der de seneste 30 år har udkæmpet en hård og til tider bitter kamp med hinanden om regeringsmagten her i landet.
Hjort taler åbent om alt det, han selv siger, man ikke – under nogen omstændigheder – må tale om. ”Det aller-, allerhelligste,” kalder han det. Det er åndssvagt og absurd, som en sketch af Monty Python.
Og som det ekstra element er hele Folketinget involveret, fordi Claus Hjort Frederiksen først kan tiltales, hvis et flertal ophæver hans immunitet som folketingsmedlem.
Men netop fordi tiltalen handler om statshemmeligheder, foregår det hele samtidig i mørke. Offentligheden og Folketinget, det meste af det i hvert fald, aner intet og kan intet vurdere eller undersøge – og kommer heller ikke til at kunne det.
Det danske demokrati og det danske samfund befinder sig dermed i totalt ukendt zone. Med hemmelige retssager, og hvor grundlæggende demokratiske rettigheder som ytringsfriheden støder sammen med statens ubønhørlige krav på at beskytte sig selv.
Og uanset hvad udfaldet bliver, vil det få dramatiske konsekvenser.
Politisk forfølgelse?
Torsdag formiddag indstillede Rigsadvokaten til justitsministeren, at Claus Hjort Frederiksen bør tiltales efter straffelovens paragraf 109. Den lyder i sin helhed sådan her:
”Den, som røber eller videregiver meddelelse om statens hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror, eller som angår betydelige samfundsøkonomiske interesser over for udlandet, straffes med fængsel indtil 12 år.”
Selv har Claus Hjort fastholdt, at sagen grundlæggende er politisk, og at regeringen misbruger statens magt til at forfølge ham for hans kritik i aviser og på tv af daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S) og hendes rolle i forbindelse med hjemsendelsen af fem FE-chefer i kølvandet på en voldsom kritik fra Tilsynet med Efteretningstjenesterne.
”Ja, de er irriterede over, at jeg kørte den her sag mod Trine Bramsen,” har Claus Hjort Frederiksen udtalt om regeringen til B.T.
”Jeg tror måske, at nogen er blevet rasende på mig, og så har man impulsivt startet den her sag.”
Han har ikke sat navn på, men udpeget ”Justitsministeriet eller Statsministeriet” som dem, der har starten sagen. Med andre ord enten tidligere justitsminister Nick Hækkerup eller statsministeren selv. I sig selv voldsomme anklager.
Omvendt har regeringen fastholdt, at det er Anklagemyndigheden, herunder Rigsadvokaten, selv der driver sagen frem.
”Jeg vil gerne sige meget klart, at hverken min forgænger (Nick Hækkerup (S), red.), jeg selv eller statsministeren (Mette Frederiksen (S), red.) på nogen måde har været involveret i, om Rigsadvokaten skulle indstille, om der skulle rejses tiltale eller ej,” sagde justitsminister Mattias Tesfaye sent torsdag til Berlingske.
Spørgsmålet er bare, om et ”lov- og ordensparti” som Venstre kan leve med et image som nogle, der holder sine egne fri, når statens egen advokat anbefaler en retssag.
Samme dag meddelte han, at han indkaldte partilederne til orientering nu på mandag ved netop Rigsadvokaten, men samtidig at resten af Folketinget ikke må få noget at vide. De må nøjes med at tage pejling af partiledernes konklusioner.
”Jeg mener ikke, at man som folketingsmedlem bør have noget behov for at foretage en anklagefaglig vurdering af indstillingen fra Rigsadvokaten,” lød Tesfayes konklusion.
Tesfayes tillid til Anklagemyndigheden
Svaret fra Venstre, Liberal Alliance og Nye Borgerlige – Dansk Folkeparti havde fredag både erklæret sig enig og uenig i den linje, mens Konservative afventer orienteringen på mandag – har omvendt været et krav om, at alle 179 MF'ere og offentligheden skal have fuld indsigt i grundlaget for tiltalen. Det er også Enhedslistens position.
Argumentet her er, at hvert enkelt folketingsmedlem kun er bundet af sin egen samvittighed i stemmeafgivelsen, og hvordan kan man stemme ja til at ophæve immuniteten uden at vide, hvad anklagen handler om?
Men netop fordi det handler om statshemmeligheder, virker det helt usandsynligt, at regeringen offentliggør tiltalen på den måde – for så ville man gøre sig skyldig i det, Claus Hjort er anklaget for at have gjort.
Modargumentet fra Tesfaye er, at det handler om – blind – tillid til Anklagemyndighedens uafhængighed.
”Jeg har generelt set meget stor tillid til Rigsadvokaten og deres anklagefaglige vurdering. Det har jeg også i den her sag,” som han sagde til Politiken.
I rum med Rigsadvokaten
Målet for de borgerlige partier med Venstre i spidsen er selvfølgelig at få et flertal i Folketinget til at afvise at stemme for ophævelsen, sådan at Claus Hjort Frederiksen – for indeværende i hvert fald – ikke kan tiltales. Formentlig før selve afstemningen så regeringen selv dropper tiltalen forinden.
Det sidste er der faktisk historisk fortilfælde for. Det skete, da daværende justitsminister Ole Espersen i 1982 droppede at tiltale forfatter Arne Herløv Petersen, som stod anklaget efter §108, som af nogle kaldes ”den milde spionparagraf”.
Omvendt prøver Tesfaye med orienteringen af partilederne at gøre det klart, at afviser man at stemme for ophævelsen, er det selve Rigsadvokaten og i en videre forstand retsstaten, man undergraver. Ikke Tesfaye som justitsminister og socialdemokrat.
I et interview med Politiken beskriver Tesfaye mandagens møde med partilederne således:
"De kommer til et møde med mig, hvor Rigsadvokaten også vil deltage, og hvor Rigsadvokaten vil gennemgå, hvad der har været grundlaget for at rejse sigtelsen, og hvad der er årsag til, at de indstiller, at der skal rejses en tiltale. Og så gætter jeg på, at mange af partilederne vil have et ønske om at stille uddybende spørgsmål, og der vil Rigsadvokaten også deltage, og jeg vil læne mig tilbage med en kop kaffe og lade Rigsadvokaten forklare, hvorfor de er kommet frem til det, de er."
Kan Jakob Ellemann holde fast?
Den underliggende pointe her er, at hvis det var enhver anden borger, der var anklaget for paragraf 109, var vedkommende blevet tiltalt og retsforfulgt uden videre. Blokerer et flertal i Folketinget, vil der stå et billede tilbage af politikerne som nogle, der sætter sig selv over ligheden for loven.
Det store spørgsmål er derfor, om de borgerlige kan holde til det. Især efter partilederne har været i rum med Rigsadvokaten til Tesfayes orienteringsmøde.
Siger de omvendt ja til ophævelsen af immuniteten, vil det fremstå, som om de er enige i grundlaget for tiltalen er stærkt nok til en retssag, og dermed vil regeringens rolle som den, der beslutter om, der skal rejses en sag eller ej, afpolitiseres.
Og i samme ombæring vil de blå partier, om de vil det eller ej, lægge afstand til Hjorts fortælling om politisk personforfølgelse, misbrug og magtbrynde hos regeringen.
Hjort vil stå alene med andre ord.
Venstres dilemma mellem pest og kolera
For Venstre er det på den måde et valg mellem pest og kolera. Hjort Frederiksen er en dybt respekteret, afholdt og historisk person i Venstre. At partiet vandt og genvandt statsministerposten i nullerne tre gange i træk og detroniserede to socialdemokratiske formænd undervejs er i lige så høj grad hans fortjeneste, som det er Anders Fogh Rasmussens.
Det vil være en personlig og følelsesmæssig umulighed for mange at stemme Hjort Frederiksen ind på anklagebænken for landsforræderi. Spørgsmålet er bare, om et ”lov- og ordensparti” som Venstre kan leve med et image som dem, der holder sine egne fri, når statens egen advokat anbefaler en retssag.
Og om man kan leve med at være et parti, der angriber Anklagemyndighedens uafhængighed og dermed påstår, at retsstaten på en måde er eroderet. Uden at kunne bevise det. Det vil sige som et parti, der opererer på baggrund af en konspirationsteori.
Det er ikke mindst derfor, Venstre meget gerne vil holde fast på det processuelle spor om folketingsmedlemmernes og offentlighedens adgang til tiltalegrundlaget, før afstemningen om ophævelse af immunitet.
Men igen er det spørgsmålet, om man kan holde fast i det efter mandagens orienteringsmøde?
Da Hjort grinede af sin egen tragedie
For Claus Hjort Frederiksen er sagen intet mindre end tragisk. Dømmes han, vil det være et punktum på hans CV, som vil overskygge alt andet i et langt politisk liv. En pinlighed uden lige for en mand, der har viet sit liv til politik og til – hvad han selv og hans parti mener har været – nationen.
"Jeg oplever det som krænkende, at jeg skal afslutte en lang politisk karriere med en sigtelse for landsforræderi. Det er næsten ikke til at fatte, at man skulle blive udsat for det,” som han sagde til B.T.
Ingen kan samtidig være i tvivl om, at Claus Hjort Frederiksen ikke har haft til hensigt at bedrive landsforræderi eller anden landsskadelig virksomhed. Han er ikke landsforræder i en gængs betydning af det begreb.
Men det er bare ikke sådan, retssystemet fungerer, og paragraf 109 handler ikke om motiver, men om handlinger. Hvis hans egne forklaringer om tiltalen står til troende, handler det om hans udtalelser om efterretningstjenestens samarbejde med NSA om dataaflytning af internetkabler, der løber gennem dansk territorium.
Det samarbejde har ganske vist været en kendt sag, siden Information via Edvard Snowdens læk afslørede det. Men ingen dansk regering eller myndighedsperson, siddende eller forhenværende, har nogensinde bekræftet det, før Claus Hjort Frederiksen for eksempel sagde sådan her i Lippert på TV 2:
”Nu vil jeg være forsigtig med, hvad jeg siger. Men jeg vil i hvert fald ... Ja, så må jeg jo risikere en fængselsstraf. Jeg har i hvert fald været med til at orientere dem (Tilsynet med Efterretningstjenesterne, red.) om, at den der aftale (mellem FE og NSA, red.) fandtes.”
Og gik videre og bekræftede, at den aftale blev indgået mellem daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og USA's præsident Bill Clinton tilbage i slutningen af 1990'erne.
”Det ved jeg,” sagde han grinende.
Og når man ser det interview i dag, er hans latter nærmest mere bemærkelsesværdig end hans udtalelser. Hvorfor griner han, mens han forudsiger sin egen tragedie?
Måske fordi hele interviewet er dybt bizart. Hjort taler åbent om alt det, han selv siger, man ikke – under nogen omstændigheder – må tale om. ”Det aller-, allerhelligste,” kalder han det. Det er åndssvagt og absurd, som en sketch af Monty Python.
Det lyder som et kasseret filmmanuskript, ikke som dansk politik. Men det er det nu, og det er på én gang ekstremt juridisk og utrolig politisk.
Omvendt vil det i befolkningens øjne være svært at forstå, hvorfor Claus Hjort skal straffes – og måske endda straffes meget hårdt – for at sige noget, enhver "vidste".
Kampen om statens hemmeligheder
Hvis man tilsidesætter forestillingen – og den er ikke andet på nuværende tidspunkt – om, at regeringen har misbrugt sin magt til at forfølge Claus Hjort som led i en politisk vendetta for hans kritik af Trine Bramsen, ja, så er logikken fra myndighedernes side, at forhenværende ministres viden og udtalelser er af en anden karakter end alle andres.
Claus Hjort Frederiksen ved på en anden og vægtigere måde end almindelige mennesker noget om statens hemmelige samarbejder. Han har haft dokumenterne foran sig simpelthen.
Når han indrømmer dybt hemmelige aftaler, indrømmer han det på vegne af staten. I en myndighedslogik skal han tiltales, fordi myndighederne mener, at det ikke skal være op til en politiker – ikke engang en så respekteret og agtværdig én, som Claus Hjort Frederiksen – at bestemme, hvornår og om statens hemmeligheder skal afsløres. Her er logikken, at statshemmeligheder netop er statens.
I den logik er det i virkeligheden irrelevant, om Claus Hjort Frederiksen sagde noget ukontroversielt, fordi Information allerede havde afsløret det, og alle godt vidste, at vores efterretningstjenester samarbejder med USA’s. Her vil det handle om, hvem der bestemmer over, hvad der er hemmeligt eller ej – i betydningen bekræftet af staten.
Kan tidligere forsvars-, justits- og statsministre selv bestemme, hvad de kan afsløre og hvornår? Kan tavshedspligten udstrækkes til tiden, efter ministergerningen er tilendebragt? Det er nogle af de spørgsmål, en retssag vil svare på.
Måske har Hjort Frederiksens udtalelser virkelig skadet det samarbejde med de amerikanske efterretningstjenester, måske deler de på grund af hans bekræftelse af samarbejdet ikke længere afgørende information med FE. Og måske har han dermed, i myndighedernes egen opfattelse, skadet statens sikkerhed og skal derfor straffes.
Statens magt hviler på statens sikkerhed
Her nærmer vi os en sammenhæng mellem statens magt og statens legitimitet, der rækker langt tilbage – også meget længere end demokratiet.
At skade statens sikkerhed er at skade dens mulighed for at passe på borgerne, og det er en skade på statens sikkerhed, fordi statens legitimitet – at vi accepterer dens magt og voldsmonopol – hviler på, at den kan passe på borgerne i meget høj grad. Holder vi først op med at tro på den garanti, holder vi op med at respektere loven, og derfra venter der kun samfundsopløsning og anarki.
Stater er af samme grund meget følsomme og meget voldsomme i sine sanktioner, når deres sikkerhed er truet.
Det er eksplicit, hvad tiltalen mod Claus Hjort Frederiksen ultimativt går ud på. At han har kompromitteret staten selv. Og det er derfor, strafferammen er op til 12 år – på niveau med en dom for manddrab.
Og når sagen mod Claus Hjort er historisk, er det ultimativt, fordi en grundlæggende demokratisk ret som ytringsfriheden, som folketingspolitikere har i ekstraordinær grad, her kolliderer med statens mest arkaiske krav om sikkerhed og legitimitet.
Bliver Hjort Frederiksen tiltalt, vil spørgsmålet om, hvor grænsen skal drages mellem frihed og sikkerhed, vandre fra teoribøgerne og de akademiske diskussioner over i retssalen. Konklusionen vil stadfæstes ved dom.
Giftig stemning mellem V og S
Det er de politisk-filosofiske dybder. På gangene og i hverdagen på Christiansborg er det svært – på trods af forsikringer om det modsatte – ikke at se for sig, at uanset udfaldet bliver stemningen mellem især V og S fra nu af og i lang tid kun bliver mere uforsonlig, giftig og hævntørstig.
For enten skal Venstres folketingsgruppe gøre vold på sig selv, ophæve Hjort Frederiksens immunitet og indirekte og halvt om halvt blåstemple anklagerne imod ham. Svigte ham, der aldrig svigtede dem.
Eller også skal Socialdemokratiet leve med anklagerne om at have undergravet retsstaten. Anklager, som kun vil blive intensiveret, når Minkkommissionens rapport kommer, og når vælgerne engang om ikke så længe skal til valgurnerne. Altså acceptere, at der på en eller anden måde er noget om den gamle borgerlige anklage om, at partiet ikke kan styre sig, når det har magten mellem hænderne, og at statsministeren er farlig for folkestyret.
Og på et tidspunkt vil vi alle spørge os selv, hvor og hvornår det var, at den her sag forlod de hemmeligstemplede papirers tyste cirkulation mellem embedsfolk, aflåste arkivskabe og tavhedspligtbelagte ministre og blev en politisk skandale og tragedie uden fortilfælde i Danmarkshistorien.
Skete det, da Bramsen hjemsendte FE-cheferne, da Tilsynet med Efterretningstjenesterne offentliggjorde deres skelsættende pressemeddelelse? Eller da tilsynet overhovedet udsendte den pressemeddelelse? Eller før?
Eller skete det, da Claus Hjort sad med et grin i TV 2 og sagde noget, han godt vidste, kunne sende ham i fængsel?
Spørgsmålet er, om vi til den tid stadig vil stoppe op og forundret spørge os selv: er det her virkelig dansk politik eller et dårligt filmmanuskript? Eller er vi på det tidspunkt blevet så vant til, at domstolene og Anklagemyndigheden er blevet politiseret, at vi ikke kan huske, at det har været anderledes.
Og spørgsmålet er, om vi i det sidste tilfælde ikke vil være så meget desto fattigere.