Inflationen og de radikale har sat en stopper for magiske Wammen

Krisefortællingen om den stærke regering er slut

Det interessante er, at regeringen selv har leveret de argumenter, Radikales Andreas Stenberg brugte som forklaring på, hvorfor partiet forlod forhandlingerne om de ekstra 5.000 kroner til pensionister, der i dag modtager ældrecheck.

Da finansminister Nicolai Wammen i slutningen af marts fremlagde analyserne af landets økonomiske situation, hed det netop i det bagvedliggende papir, at man nu betrådte "en vanskelig balancegang i den økonomiske politik, idet mulige tiltag til at understøtte efterspørgsel og aktivitet på kort sigt typisk vil forstærke inflationspresset yderligere".

Nu står såvel Mette Frederiksen som Wammen tilbage med en solid begmand, og begge har måttet sande, at coronatidens krisefortælling, hvor regeringen kunne uddele hjælpepakker, mens alle andre nikkede nødtvunget eller klappede taktfast, er en saga blot.

Det er rigtigt, som man understreger i Finansministeriet, at hjælpepakkerne ikke var udformet for at understøtte efterspørgsel, men for at hjælpe borgere, der i det hele taget har svært at betale deres fordyrede regninger. Men effekten er ifølge den økonomiske overvismand Carl-Johan Dalgaard og Nationalbanken den samme. Det hælder benzin på inflationsbålet. 

Som Altinget pegede på i kølvandet på Wammens præsentation, er et makroøkonomisk landskab med stigende inflation og stigende renter – som i gængs økonomi gælder som det vigtigste redskab til at tæmme inflationen – en politisk tilstand, der er til de borgerlige partiers fordel.

Som politisk emne er "styring af økonomien" det eneste, vælgerne mener, de borgerlige er bedst til på deres top fem over de vigtigste politiske spørgsmål. Alle andre emner sidder en socialdemokratisk ledet regering tungt på.

V og K forlod forhandlingerne allerede i sidste uge, og nu understreger Radikale, at partiet på det økonomiske område ikke er fuldstændig at regne som tilhørende rød blok. Her indtager man i stedet den eftertragtede midterposition, hvorfra man både kan arbejde med de bogerlige som i 1980'erne og med S som i 1990'erne og i 2010'erne.

Det var statsministeren selv, der på Facebook 25. april annoncerede hjælpechecken til pensionisterne, og det var finansminister Nicolai Wammen, der fik til opdrag at lande aftalen. Wammen, som indtil nu har stået som den helt store deal maker og fixer for regeringen – uanset om det var covid-tiltag eller klimapolitik, der skulle vedtages.

Nu står såvel Mette Frederiksen som Wammen tilbage med en solid begmand, og begge har måttet sande, at coronatidens krisefortælling, hvor regeringen kunne uddele hjælpepakker, mens alle andre enten nikkede nødtvunget eller klappede taktfast, er en saga blot.

Sofie Carsten Nielsens trussel

For Radikale handler det selvfølgelig om, at partiet mener, at gældfinansieret inflationshjælp er den forkerte politik. Men der er også strategiske motiver bag.

Radikale har brug for at vise, at partiet ikke kan behandles som stemmekvæg for en socialdemokratisk etpartiregering. Ultimativt at man er mere besværlig uden for regering end inden for. Det var også pointen fra partileder Sofie Carsten Nielsen i et stort interview lige efter nytår.

"Jeg kan ikke se for mig, at vi bare fortsætter på samme måde som i de seneste år – som støtteparti for en etpartiregering, der kører i den rille, de gør nu. Det er ikke langtidsholdbart," sagde hun til Berlingske.

Den pointe har R nu hamret fast med syvtommerssøm.

Det en beslutning, der kommer til at bære ved til de spekulationer om et valg i sensommeren eller efteråret, der allerede er en del af på Christiansborg. De fleste er enige om, at klimapolitikken i "Danmark kan mere 2" og i forslaget til CO2-skat skal forhandles hjem inden sommerferien, men herfra er der dømt valgkamp uanset hvad.

Generationskampen om velfærden

Samtidig foregår der, som Altinget tidligere har analyseret, under overfladen en positionering i dansk politik langs generationerne. De kommende 40 år sker der nemlig en dramatisk forskydning i magtbalancen mellem unge og gamle, hvor de ældre er den hastigst stigende vælgergruppe.

Groft sagt er der partier, der kæmper for de ældres interesser og om deres stemmer, og partier, der kæmper om og for de yngre stemmer. Til de første hører S, DF, K, V og tildels SF. 

Her vil Radikale gerne opdyrke den yngre halvdel af vælgerne – dem mellem 18 og 49 år. En gruppe, der ifølge Altingets tal allerede udgør cirka halvdelen af R’s vælgerkorps. Til sammenligning er næsten 66 procent af Socialdemokratiets vælgerkorps over 50 år gamle. Det samme gælder over halvdelen af V’s og SF's vælgere, og over 60 procent af både DF’s og K’s vælgere.

I det lys er det ikke overraskende, at Radikale stod af regeringens hjælpecheck. Radikale kviede sig noget ved, at det underskud på arbejdsudbuddet, som pensionen til Arne førte med sig, skulle betales med lavere dimittendsats til (unge) studerende, og man satte sig direkte imod den omdannelse af SU’en til lån på de universitetsstuderendes kandidatdel, der ifølge Altingets kilder allerede var på bordet op til "Danmark kan mere 1".

Den generationskamp om velfærden vil vi kun se mere af i de kommende år.

For indeværende kan man konkludere, at Nicolai Wammen ikke længere har den helt samme magi i forhandlingslokalet. Og at partierne er ved at klargøre de bastioner, hvorfra de næste gang vil udkæmpe slaget om vælgernes gunst.