EU-plan skal sikre færre trafik-drab

SIKKERHED: EU-Kommissionen vil med en ny plan halvere antallet af trafikdræbte frem mod 2020. Rådet for Sikker Trafik mener, at der er behov for mere kontrol - det samme mener danskerne ifølge ny meningsmåling.
En ny EU-plan skal halvere antallet af trafikdrab.
En ny EU-plan skal halvere antallet af trafikdrab.Foto: RFSF
Anders Jerking
Antallet af trafikdræbte skal halveres inden 2020. Det er det ambitiøse mål for den trafikplan, som EU-kommissionen vedtog 20. juli.

"Antallet af trafikdræbte og tilskadekomne på vores veje er stadig uacceptabelt højt. Vi ser nærmere på, hvilke slags biler trafikanterne kører i, hvor de kører, og hvordan de kører, og vi ønsker at halvere antallet af trafikdræbte inden 2020," sagde transportkommissær Siim Kallas, da planen blev fremlagt.

I Rådet for Sikker Trafik glæder dokumentationschef Jesper Sølund sig over EU's udspil.
"EU sætter et ambitiøst mål, som ligger godt i tråd med de danske handlingsplaner," siger han med henvisning til Færdselssikkerheds-kommissionen reviderede handlingsplan fra 2007, hvor man besluttede, at antallet af trafikdræbte skulle halveres fra 2005 til 2012. Det svarer til under 200 trafikdræbte om året.

Ifølge EU's opgørelse er Danmark et af de lande med færrest trafikdræbte pr. indbygger. I 2001 havde kun 4 EU-lande færre trafikdrab pr. indbygger end Danmark. I 2009 gjaldt det 7 lande.

Og selv om Danmark allerede er godt på vej, kan vi nå langt videre, mener Jesper Sølund.
"Foreløbig gælder det vores målsætning for 2012, men det er ikke urealistisk, at vi senere kan nå ned på omkring 50 dræbte, så der er stadig meget at nå, og vi kan også nedbringe antallet af tilskadekomne," siger han.

Fakta

Fakta
Eurobarometers meningsmåling om trafiksikkerhed:

For at forbedre trafiksikkerheden, hvilke områder bør din regeringen fokusere på først og fremmest? Og sekundært?
(Andel som har svaret som første eller anden prioritet)

1. Forbedre håndhævelse af færdselslovene:
Danskere: 51 %
EU27: 42 %

2. Forbedre sikkerheds-foranstaltningerne på vejene:
Danskere: 48 %
EU27: 52 %

3. Søsætte flere trafiksikkerheds-oplysningskampagner:
Danskere: 37 %
EU27: 30 %

4. Indføre periodisk køre-efteruddannelse for alle bilister:
Danskere: 29 %
EU27: 26

5. Behandle lokale og udenlandske trafiksyndere lige hårdt:
Danskere: 8 %
EU27: 36 %

25.629 europæere deltog i undersøgelsen - heraf 1.015 danskere.

Færdselssikkerheds-kommissionens formand, folketingsmedlem Karsten Nonbo (V) vil vente til efter 2012 med at sætte nye mål for fremtiden.
"Vi skal så langt ned så muligt, men jeg tror ikke på en nul-vision, som svenskerne har. Det er uærligt, for der er desværre for mange bilister, der er uden for pædagogisk rækkevidde" siger han.

Syv fokuspunkter 
EU-Kommissionens plan fokuserer på syv områder:

1. forbedret sikkerhedsudstyr i køretøjer
2. anlæggelse af sikrere veje
3. fremme af smart teknologi
4. bedre uddannelse og skoling af trafikanter
5. skærpet håndhævelse
6. målrettet indsats for tilskadekomne
7. fokus på motorcyklister

Jesper Sølund pointerer, at nogle områderne længe har været i fokus i Danmark. Det gælder for eksempel fokus på tilskadekomne og sikker infrastruktur.

"Der, hvor der primært er noget at hente i Danmark, er på kontrollen med trafikanterne. Der er generelt ikke et højt sanktionstryk, selv om vi ved, at det virker, når trafikanterne oplever, at der er en risiko for at blive kontrolleret," siger han.

Mere kontrol 
Rådet for Sikker Trafik er ikke ene om at efterlyse mere kontrol. I en repræsentativ meningsmåling, som EU-Kommissionen har fået foretaget, er borgere i alle 27 lande blevet spurgt, hvilke områder de nationale regeringer burde fokusere på for at forbedre trafiksikkerheden.

Her peger flest danskere på øget håndhævelse af færdselslovene, som det vigtigste område. I EU som gennemsnit peger flest borgere derimod på mere sikre veje.

Det resultat kommer ikke bag på Jesper Sølund.
"De danske veje er generelt ret sikre, men der er brug for mere kontrol, og budskabet er helt klart: Politikerne behøver ikke at være bange for vælgerne. Befolkningen har ikke noget imod mere kontrol," siger han.

Stærekasser på vej 
Første skridt i retning af mere kontrol kan være de automatiske fartmålere - eller stærekasser - som i 2009 blev testet på danske veje. En evaluering af forsøget skal afleveres 1. september, men justitsminister Lars Barfoed (K) er tilsyneladende positiv.
"Jeg vil være meget positivt indstillet over for muligheden for at indføre en permanent ordning," skriver han i et skriftligt svar til Folketinget.

Mobiler et problem 
Mens Jesper Sølund efterlyser mere kontrol, så har Karsten Nonbo store forventninger til beslutningen om, at havarikommissionen for vejtrafikulykker fremover skal kulegrave alle trafikdrab. Det vil give ny, nyttig viden, mener Nonbo.

"Personligt tror jeg, at vi vil se, at mobilsnak er langt farligere, end folk tror. Og når vi har dokumentationen, så kan vi ændrer danskernes adfærd. Det har vi set med alkoholkørsel og til dels med fart," siger han.

Endelig mener Nonbo, at der er brug for skræmmekampagner, der viser voldsomheden i trafikulykkerne.
"Lidt barskt sagt, så skal vi udstille dem, der slår sig selv ihjel ved at køre vanvidskørsel. Det kan ikke nytte noget, at vi skjuler virkeligheden, fordi vi synes, at det er synd for dem, der kører sig selv ihjel. Der skal mere direkte tale til."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karsten Nonbo

Fhv. MF 1998-2015 (V) og viceborgmester, Næstved
kriminalassistent (Statens Politiskole 1978)

0:000:00