Færøerne vil med til OL

Gode resultater under danske faner ved OL i Tokyo bør udløse en selvstændig færøsk plads i den olympiske familie, mener øgruppens lagmand.

Den færøske roer Sverri Sandberg Nielsen i danske farver ved OL i Tokyo.
Den færøske roer Sverri Sandberg Nielsen i danske farver ved OL i Tokyo.Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Andreas Krog

Den internationale olympiske komite, IOC, bør give færøske atleter mulighed for at repræsentere deres eget flag ved OL, lyder det fra den færøske lagmand Bárður á Steig Nielsen efter det netop overståede OL i Tokyo.

Her gjorde de to færøske atleter Sverri Sandberg Nielsen og Johan á Plógv Hansen en god figur under den danske fane med henholdsvis en fjerdeplads i roning og en sølvmedalje i håndbold. Og ved legene i Beijing, London og Rio i henholdsvis 2008, 2012 og 2016 gjorde færinger det også godt.

Genoverveje politik
Denne regelmæssige produktion af atleter af olympisk standard lægger vægt på argumentet om, at de skal kunne repræsentere deres hjemland ved OL, mener lagmanden.

Færøerne og international sport

Færøerne er et af grundlæggerne af Den Internationale Paralympiske Komité og har deltaget i alle Paralympics siden 1984 med stor succes.

Øgruppen blev en del af den europæiske fodboldorganisation UEFA i 1990 med et medlemskab af den internationale fodboldorganisation FIFA kort tid efter.

”Færøerne har uafhængig deltagelse i mange andre sportsbegivenheder. Vores standarder er høje og i nogle tilfælde på verdensklasse niveau. IOC har virkelig brug for at genoverveje deres politik og give vores atleter mulighed for at repræsentere deres eget flag, ”siger Færøernes lagmand Bárður á Steig Nielsen.

Anerkendt af FN
Der er dog en stor sten på vejen til at færøske atleter en dag kan marchere ind på et olympisk stadion med det færøske flag i hænderne.

I IOC' charter slås det nemlig i dag fast, at lande kan søge om optagelse, og at et land defineres som en uafhængig stat, der er anerkendt af det internationale samfund. Og det er Færøerne ikke i dag. Øgruppen er ikke anerkendt af FN som et land, da Færøerne er en del af det danske kongerige.

DIF bakker op
I Danmarks Idrætsforbund (DIF) støtter man op om færingernes ønske.

”Jeg forstår så afgjort Færøernes ønske om at være selvstændigt medlem af IOC. Så det bakker vi op omkring. Men vi må også anerkende, at IOC er en globalt omspændende organisation, der har nogle rammer, som vi respekterer,” fastslår DIF's formand, Hans Natorp.

For år tilbage kunne ikke-anerkendte stater godt blive medlemmer, hvis IOC-medlemslandene sagde god for det. Men det kan de altså ikke længere.

Fuldgyldigt medlem
IOC er ikke den eneste internationale organisation, som Færøerne ønsker selvstændigt at være repræsenteret.

Således har øgruppen ad flere omgange fremsat ønske om at blive fuldgyldigt medlem af Nordisk Råd og har aktuelt en ansøgning liggende.

Den aktuelle medlemsansøgning kommer knap fire år efter at Færøerne fik et afslag på en lignende ansøgning.

De nordiske samarbejdsministre behandlede ansøgningen på deres møde den 1. november 2016 og konstaterede at der ikke var enighed om at imødekomme Færøernes ansøgning om fuldgyldigt medlemskab.

Læs også

Kort tid efter - i marts 2017 - spurgte det færøske folketingsmedlem Sjúrður Skaale ind til om den daværende VLAK-regering støttede det færøske ønske.

Det gjorde man ikke.

”Regeringen støtter de færøske ønsker om en styrket rolle for Færøerne i det nordiske samarbejde. Dette må imidlertid også ske inden for grundlovens rammer, efter hvilke Færøerne ikke kan blive kontraherende part i den gældende Helsingforsaftale, så længe Danmark er medlem.

Riget kan her kun have én stemme, og Færøerne kan ikke optræde som særskilt part i forhold til Danmark,” skrev daværende minister for nordiske anliggende Karen Ellemann dengang i et svar til det færøske folketingsmedlem.

Færøerne har været medlem af Nordisk Råd siden 1970 som ”selvstyrende område”, og ikke som fuldgyldigt medlem.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bárður á Steig Nielsen

Lagtingsmedlem (Sambandsflokkurin)
første del af HD, Handelshøjskolen Århus

0:000:00