Fl. Chr. Nielsen: Muslim-forskrækkede borgerlige begraver frisindet

De fysisk hjemløse kan altid finde eller stjæle en madras, hvortil de kan hælde deres hoveder. Som godnatlæsning og beskeden indtægtskilde har de en avis, der hedder Hus Forbi. Tigge til en bajer og en smøg må de derimod ikke, for tiggeri er utryghedsskabende.

Langt værre ser det ud for os, der er hjemløse borgerlige eller socialdemokratiske vælgere. Vi har ikke det parti, hvortil vi kan hælde vore hoveder. Og tigge om anstændighed må vi ikke, for det regnes for utryghedsskabende radikalisering og venstre-ekstremisme, for snusket humanisme og rettighedspjat.

Mens vi alligevel rækker hånden ud efter anstændighedens småskillinger, forlyster en fremtrædende Venstre-politiker sig med aparte fjendebilleder på sin iPad-skærm. Andre kræver fængselsstraf til de burka-klædte, og fra hele tre partier kolporteres der sladder om Khaterah Parwani og Sherin Khankan, som ønskes frataget offentlig støtte til hjælp for kvinder udsat for social kontrol.

Listen over mistænkeliggørelse af enhver afvigelse fra uniformeret borgerlighed er alenlang. Lad os ikke dvæle yderligere ved mistroen og hetzen, men citere rapperen Natasja:

Vi har fået menneskefjendske og bondesnu love, der primitivt appeller til spyttemænd og -koner, der lader sig føre, hvorhen det ønskes.

Fl. Chr. Nielsen

”Ey Danmark, hvad sker der for dig? Gi’ mig frisindet igen – vi vil ha’ frisindet igen.”

Men tillad så én af de hjemløse borgerlige at henvise til dengang i 1970'erne og 1980'erne, da vore nu fordums politiske venner i Folketinget hyldede frisindet. Ikke sådan at der er grund til overdreven historisk grådkvalthed på de borgerlige partiers vegne. Også dengang var der ildelugtende forslag til kort proces mod afvigere, men forslagene blev omgående dementeret med henvisning til, at friheden gælder såvel Loke som Thor. Med Grundtvigs ord skal der i vort land være tros-, ytrings- og åndsfrihed.

Hvordan opstod denne velsmurte rulletrappe ned mod et forsnævret samfund?

Fl. Chr. Nielsen

Det imponerende ved den tids frisind var, at frisindet faktisk var en politisk ledestjerne, og det skønt vort land og vore idealer var under angreb som aldrig siden. Den kolde krig delte verden i to fjendtlige sfærer. Terrorgrupper som Rote Armee Fraktion og Brigate Rosso gjorde os rædselslagne. Danmarks Kommunistiske Parti havde sæde i Folketinget fra 1973 til 1979 (og Venstresocialisterne helt til 1984).

Det kommunistiske dagblad Land og Folk overlevede indtil 1990 med økonomisk støtte fra Sovjetunionen som de danske kommunisters eneste og sande fædreland. I kommunistiske lilleskoler blev der undervist i marxisme-leninisme og opdraget til revolutionens solskinsdag. Ungkommunister tog på pionerlejr i DDR. Venstresocialister som Ralf Pittelkow hyldede de omtalte terrorgrupper. Som repræsentant for den radikale tyske studenterbevægelse blev Rudi Dutschke ansat som forsker og underviser på Aarhus Universitet.

Vi – de borgerlige partier og vælgere – forsvarede vort liberale demokrati med henvisning til den enkeltes åndsfrihed. Jævnligt slog vi os endda på lårene af grin frem for at forfalde til hysteri, massepsykose og krav om assimilering. Det gjorde vi, når den tids hadprædikanter med statsstøtte udgav deres digre afhandlinger om H. C. Andersen som klasseforræder eller om Anders And som kapitalens lakaj. Højt grinede vi også, når vi i fjernsynet så universitetslektorer solidarisere sig med den undertrykte arbejderklasse ved at være iført pjaltede arbejdsmandsbukser.

Med større eller mindre held argumenterede vi mod de besatte ved for eksempel at henvise til forfatteren Stefan Zweigs humanisme, til George Orwells kontrolsamfund, til filosoffen Karl Poppers forsvar for det åbne samfund. Gevaldigt og dog med en mild hovedrysten kunne vi hidse os op over dem, der havde hjertet fyldt med voldelige fantasier om den snarlige ankomst af proletariatets diktatur.

Men ét gjorde vi aldrig: forbød deres eksistens og synet af deres proletariske bukser. Ej heller krævede vi deres u-demokratiske og sovjetstøttede udgivelser forbudt eller forlangte indrejseforbud og udvisning af deres hadprædikanter til DDR og Sovjetunionen.

Så Ey Danmark, hvad sker der nu for dig?

Jo, vi har fået menneskefjendske og bondesnu love, der primitivt appeller til spyttemænd og -koner, der lader sig føre, hvorhen det ønskes.

Skønt hovedparten af vor tids borgerlige politikere med himmelvendte blikke bekender sig til den kristne tro, er deres Gud ikke nogen anden end lefleriet for de uoplyste i vort land, deres foragt for al kritisk – og dermed unyttig – forskning, deres devaluering af universiteter til udvidede folkehøjskoler. Alt sammen suppleret med det kvalme motto, at Danmark er et kristent land, og at enhver, som siger dem imod, er en venstresnoet og islamsmittet vantro.

Hvordan opstod denne velsmurte rulletrappe ned mod et forsnævret samfund? Jo, i ovenstående forsøg på at skitsere det strangulerede frisind nævntes også 1970'ernes og 1980'ernes ”ildelugtende forslag til kort proces mod afvigere.”

Skal der sættes navn og adresse på det ildelugtende og dets lynch-stemning, bliver det Mogens Glistrup og hans Fremskridtsparti – det senere Dansk Folkeparti. Glistrup og hans fremmedfjendske ideologi blev dengang afvist som hel- eller halvfascistisk, som en råddenskab ingen borgerlig politiker ville række en lillefingernegl. Så hellere en diskret flirt med Socialdemokratiets venstrefløj. Alt andet end fremmedhad.

Fremmedhadet lå hinsides værdighedens grænsebom.

I dag er den grænsebom nedbrudt. Fortidens frisind er opløst. Det borgerlige Danmark er sygdomssmittet af det ”ildelugtende”.

Så hvad stiller vi hjemløse borgerlige op? Stemmer på Enhedslisten, De Radikale eller Alternativet? La’r stemmesedlen være jomfruelig? Ja, hvad ellers. Alt for længe har I andre haft chancen for at give os et anstændigt borgerligt parti og ikke jeres vindblæste fraser, der snurrer om som vejrhaner.

Vi vil ha’ frisindet igen, det frisind, som er andet og mere end frisind blandt ligesindede.

--------

Flemming Chr. Nielsen (1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.