Flemming Chr. Nielsen: Fremmedhadet står i fuldt flor

KOMMENTAR: Da vort land endnu var rimelig normalt, ville ordensmagten have bedt en borger om ikke ligefrem at opsøge steder, hvor vedkommende kunne føle sig truet. I dag ofrer man hellere millioner af kroner på en stalkers ret til at håne andre.

Forleden skrev filosoffen Peter Tudvad på Facebook om de dødstrusler, nazister engang udsatte ham for. Sagen vakte en vis opmærksomhed i medierne, men den blev uden resultat efterforsket af PET.

En tysk tv-journalist, der dækkede historien for NDR, foreslog Peter Tudvad, at de sammen kørte ned til nazisternes højborg i Greve, og for alle eventualiteters skyld henvendte Tudvad sig før Greve-turen til politiet.

Han fik den besked, at man ikke kunne rende rundt og passe på ham, så hvis han tog derned, var det på eget ansvar.

Rådet fra ordensmagten var, at han bare kunne se sig en ekstra gang over skulderen og i øvrigt holde sig væk fra Greve.

Det var i 1998. Endnu var vort land rimelig normalt. Hvis en borger følte sig utryg på en bestemt lokalitet, bad man borgeren om ikke ligefrem at opsøge den pågældende arena.

Minoriteter var heller ikke blevet fredløse, så ingen kunne erhverve sig magt og indflydelse ved at gå hen og spytte på dem i deres eget hjem.

Ganske vist havde advokat Mogens Glistrup kaldt muslimer for ”arsenik i det sunde danske vand”, og formanden for et udbryderparti fra advokatens Fremskridtsparti mente, at muslimer ”ynglede som kaniner”. Men det var ikke synspunkter, der vandt synderlig opbakning i befolkningen.

Det skete først, da Anders Fogh Rasmussen i 2001 gjorde udbryderpartiet og dets formand Pia Kjærsgaard til parlamentarisk grundlag for sin regering.

Derefter blev det unormale skridt for skridt gjort til det normale. Og i dag er det normale drevet så vidt, at det ville anses for unormalt, hvis ordensmagten bad – ikke en filosof, men en stalker – om at se sig en ekstra gang over skulderen og i øvrigt holde sig fra Blågårds Plads og lignende steder. Eller gav stalkeren et tilhold med den begrundelse, at han forstyrrede den offentlige orden.

Den ny normalitet havde fra årsskiftet og til 7. april i år kostet staten seks millioner til beskyttelse af muslim-stalkeren. 29. april var beløbet vokset til 41 millioner. Altså en syvdobling på mindre end en måned.

Hvis man vil finde en forklaring på anormaliteten, er et vigtigt element deri, at håne- og spotteretten er blevet et politisk ideal.

På mindre end 20 år har vi vænnet os til den ene infami bygget oven på den anden. Vi er blevet så immune, at det ikke gør indtryk, for tilvænning er en psykologisk vaccine så effektiv, at lægevidenskaben kun kan drømme om et tilsvarende middel mod fysisk smitsomme sygdomme.

Anormaliteten er eksempelvis blevet så normal, at Folketingets flertal kan vedtage en nedrivning af menneskeboliger i såkaldte parallelsamfund eller ghettoer. Engang greb man i værste fald til nedrivning, hvis et hus var undermineret af rotter.

Et fremtrædende medlem af Dansk Folkeparti foreslog for et par år siden, at man skød på flygtninge, der forsøgte at krydse Middelhavet. Engang var det en udvej, der blev anvendt over for skadedyr.

Men der er ingen grund til at ophobe et bibliotek af perfiditeter. De kunne fylde flere årgange af Altinget, så interesserede henvises i stedet til Knud Lindholm Laus bog 'Bare fordi at'. At læse den er som at vandre igennem et sprogligt Helvede.

Set i det perspektiv er det bimlende banalt, at stalkeren til de mange millioner nu appellerer til den restgruppe af vælgere, der ikke synes, de andre er infame nok. Og ingen ordensmagt tør foreslå, at han bare som filosoffen Tudvad i anden sammenhæng bør undlade at agere desperado.

Og endnu mere foruroligende: Da stalkeren havde samlet kødben nok til at kunne stille op til Folketinget, var der politikere og partier, der slikkede sig om munden i håb om at få del i hans kødben.

Retfærdigvis skal understreges, at anstændige kræfter (de findes altså!) hurtigt afviste at sidde ved samme spisebord, men de sultne nåede inden da at vise deres hunger efter et fælles måltid.

Som de konservatives integrationsordfører kunne Naser Khader godt forestille sig en dialog, ”hvis de har nogle bud på, hvad man kan gøre i forhold til ghettoerne eller i forhold til de kriminelle bander.”

Samme partis formand Søren Pape ville ikke på forhånd afvise et samarbejde, for ”det er ikke Sverige det her. Der er ikke nogen mandater, der er finere end andre.”

Heller ikke Venstres politiske ordfører, Britt Bager, afviste, at stalkeren kunne bruges som parlamentarisk grundlag: ”Det tager Lars Løkke stilling til. Vi kommer ikke til at tage stilling nu.”

Og den konservative erhvervsminister Rasmus Jarlov skrev på Twitter, at ”vi skal netop ikke gøre som i Sverige,” hvor ingen som bekendt vil samarbejde med Sverigedemokraterne.

Hvor ildevarslende, at nogle voksne måtte ile til for at lære de sultne at styre sig.

Hvad enten stalkeren kommer i Folketinget eller ej, er det sørgmuntert at overvære, hvordan politikere, der engang hånede deres svenske kolleger, fordi de væmmedes ved Sverigedemokraternes fremmedhad, nu ligefrem skal stå i et dilemma, som deres svenske kolleger aldrig udsatte sig for.

Dilemmaet skyldes, at de i tyve år har lært sig selv, hinanden og befolkningen, at i forhold til en minoritet skal vores sprog og adfærd gødes med staldmøg, så de hæsligste af alle blomster kan folde sig ud.

........

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. 

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Christian Kock: Blamegame-retorik øger mistillid til politikerne Christian Kock: Blamegame-retorik øger mistillid til politikerne Næste artikel Steen Gade: Vælgerne fortjener en bedre grøn debat Steen Gade: Vælgerne fortjener en bedre grøn debat
Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge

Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge

ANALYSE: Det ser ud til at blive ugen, hvor Mette Frederiksen afgør, om det kan briste eller bære. Radikale er indblandet i de hårdeste kampe, men hverken Morten Østergaard eller Mette Frederiksen har tillokkende alternativer til en aftale.