Fornyet usikkerhed om forskningstal fra Danmarks Statistik
Uffe Laursen
JournalistGanske vist er Videnskabsministeriet just kommet med en prognose over dansk erhvervslivs forskning og udvikling (FoU), som viser, at forskningsaktiviteten målt i kroner og øre falder i 2009.
Men de helt faste tal for erhvervslivets FoU findes i Danmarks Statistik, der for et par uger siden offentliggjorde den nyeste opgørelse fra 2007. Og den viser - som Altinget skrev i sidste uge - at, den dokumenterede forskningsindsats er stigende.
Ikke genkende udvikling
Den udvikling dækker imidlertid over et kraftigt fald i industrivirksomhedernes forskningsindsats, mens forskningsindsatsen for de såkaldte videnserviceerhverv stiger endnu mere.
Men netop industrivirksomhedernes faldende forskningsindsats satte chefkonsulent Claus Thomsen fra DI spørgsmålstegn ved i sidste uge. Hos DI kan man nemlig ikke genkende udviklingen om faldende forskningsindsats hos de store virksomheder.
Nye tal understøtter
Og DI's tvivl understøttes nu af konsulentfirmaet DAMVAD. Firmaet har lavet en liste med forskningsudgifterne hos de allerstørste og mest forskningsaktive virksomheder - vel at mærke industrivirksomheder - i landet.
Listen er fra samme periode som Danmarks Statistiks opgørelse og viser et helt andet billede end Danmarks Statistik. Nemlig at industriens forskningsindsats er i fremgang.
"Jeg mener vores liste indikerer et andet billede. Den medtager flere af de virksomheder med de allerstørste forskningsbudgetter i Danmark, og selv om listen ikke er komplet, så tyder det på, at industrien har opprioriteret forskning og udvikling fra 2006 til 2007," siger Jesper Sørensen, konsulent i DAMVAD.
Også udenlandsk forskning
Virksomhederne på listen, der dækker navne som DONG, Arla, Novo Nordisk, Vestas og Rockwool viser en fremgang i deres FoU-indsats på mellem 21 procent og 123 procent.
Jesper Sørensen understreger, at FoU-data i listen viser virksomhedernes regnskabstal, der også omfatter forskning og udvikling, der udføres i udlandet. Derfor er tallene ikke direkte sammenlignelige med data fra Danmarks Statistik, men Jesper Sørensen er overbevist om, at tendensen med en stigning i industriens FoU-udgifter også holder for virksomhedernes danske forskning.
Store virksomheders vækst i andelen af forskningsudgifter fra 2006 til 2007
Dong Energy 123,79%
Santaris Pharma 71,59%
Genmab 59,97%
LM Glasfiber Holding 41,09%
Arla Foods 41,02%
Novo Nordisk 32,66%
GN Store Nord 32,55%
NeuroSearch 32,33%
Coloplast 32,06%
Rockwool International 31,21%
Vestas 30,85%
Thrane og Thrane 26,09%
FLSmidth & Co. 21,90%
Schouw & Co. 21,81%
Topotarget 21,09%
Kilde: DAMVAD