Regeringen fordrejer sagen om koranafbrændinger i offentligheden

Blandt de misforståelser, redaktøren stødte på, var der nogle af de stråmænd, som dem statsministeren havde jagtet.

Krisen handler ikke om, hvorvidt man bør brænde bøger, hvorvidt det er legitimt at sætte grænser for ytringsfriheden eller om, hvilke regler der i det hele taget bør udvises i den offentlige debat, skrev redaktøren, og fortsatte: Den handler om, at “regeringen har givet efter for et pres fra en række muslimske lande”, og at et ubestemt begreb om "nationens interesse” gøres til omdrejningspunkt for et lovindgreb.

Problemet ved dette er, at regeringen dermed fører en "appeasement-politik", som går ud på at få fred på den korte bane ved at give en lillefinger til en modstander i den internationale værdidebat, der har appetit på hele hånden.

Og at regeringen, i stedet for at informere befolkningen om det egentlige grundlag for denne eftergivenhed, blot refererer til det ubestemte begreb om "nationens interesse", hvilket er som at servere elastik i metermål.

Et mønster tegner sig

Håndteringen af koransagen synes dermed at gentage et mønster, som efterhånden begynder at ligne regeringens modus operandi i vanskelige sager. Selvom den – ifølge egen selvforståelse – er sat i verden for at gøre det nødvendige, så pakker den igen og igen det nødvendige ind i forsødende argumenter, som vælgerne forventes bedre at kunne sluge.

Behøver jeg at minde om, hvordan regeringen under store bededags-debatten søgte at udnytte befolkningens sympati for Ukraines ulykkelige situation. Hvis det er nødvendigt, at danskerne arbejder en dag mere, hvorfor så pakke det ind som hjælp til Ukraine?

Regeringen søger at feje konflikten mellem et religiøst verdenssyn og et humanistisk menneskesyn ind under den offentlige debats gulvtæppe

Jørn Bjerre
Lektor, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, AU

På samme måde, da regeringen lancerede sit udspil til en kandidatreform. Her blev intentionen om at stække de akademiske uddannelser pakket ind i et oplæg til et mere fleksibelt uddannelsessystem. Hvorfor ikke bare sige, at det er nødvendigt at spare på de akademiske uddannelser?

Det er samme slags spørgsmål, man kan stille til regerings håndtering af koransagen: Hvorfor ikke bare sige lige ud, at det massive diplomatisk pres, som Danmark er underlagt (blandet andet fra USA), gør det nødvendigt med indrømmelser overfor de muslimske lande?

Og, hvorfor erkender regeringen ikke åbent, at Vestens magt i relation til den internationale værdidagsorden er aftagende, og at dette – som lektor Heini í Skorini har vist i en aktuel bog – afspejler sig i FN’s vægtning af ytringsfrihed overfor blasfemi?

Den måde regeringen pakker tingene ind på, når den skal præsentere dem for offentligheden, minder om det fænomen, som den tyske filosof Jürgen Habermas betegner "drapering" – hvilket kan oversættes til “strategisk tilsløring”.

I forbindelse med koransagen, så består regeringens strategiske tilsløring i, at den systematisk undlader at forholde sig til at sagen har to sider.

En uønsket partner

I et indsigtsfulde indlæg i Altinget, ridsede professor Thomas Hoffmans sagens to sider op ved prægnant at henvise til, at det forhold, som Heinrich Heine har udødeliggjort med udsagnet om, at “Der, hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker”, kun dækker den ene side af koransagen, hvis anden side er, at: “Der, hvor man ikke må brænde Koranen, brænder man mennesker”.

Når statsministeren insisterer på, at offentligheden alene skal forstå koransagen som et udtryk for den historiske problematik, som Heine gør opmærksom på, idet hun søger at dreje opmærksomheden væk fra det langt mere aktuelle problem, som Hoffman adresser, så skylde det givet vist, at der er konsensus om det første, mens det andet er forbundet med eksplosionsfare.

Problemet med at regeringen på denne måde søger at feje konflikten mellem et religiøst verdenssyn og et humanistisk menneskesyn ind under den offentlige debats gulvtæppe, er, at des mere konflikten fortrænges, fornægtes og forbydes, des mere elektrisk ladet vil primitive symbolske handlinger – som det at afbrænde koraner på københavnske fortove – komme til at fremstå i de internationale medier.

Statsministeren er nødt at blive mere klar i spyttet, når det gælder balancen mellem humanistiske og religiøse værdier. Hvilke synspunkter repræsenterer Danmark? Hvor er det nødvendigt at indgå kompromisser, med hvilke begrundelser?

Uden svar på disse spørgsmål virker det ikke særligt overbevisende, når statsministeren i sine interviews appellerer til, at vi skal forholde os “nøgternt til den nye geopolitiske virkelighed.”

Ja, men på hvilke vilkår? Og det er gratis at slå fast, at der “ikke er behov for mere splittelse i verden, men for samling”. Ja, men for hvilken pris?

Regeringens vildledende måde at kommunikere på viser, hvordan den ser offentligheden – nemlig som en uønsket partner, som den forsøger at overrumple, og som en modstander, den forsøger at narre – i stedet for som et sted, hvor den kan diskutere nationens svære dilemmaer.