Svend Brinkmann: Her er syv fælder, vi skal undgå i den offentlige debat

Sommerferien gav mig og mange andre en kærkommen pause fra de mange diskussioner på sociale medier, i hvert fald lige indtil koranafbrændingsdebatten antændtes.

Nu går en ny politisk sæson i gang, og både politikere og borgere skal tilbage til tastaturerne, avisspalterne og de sociale medier.

I min ferie tænkte jeg lidt over, om vi kan forbedre kvaliteten af diskussionerne. Hvad kan jeg selv gøre? Et udgangspunkt er at prøve at undgå de mest almindelige fejlslutninger, tankefejl og afsporinger.

Til forhåbentlig inspiration for både magthavere og borgere – ikke mindst mig selv – følger her en oversigt over syv af de hyppigste fælder, inklusiv en mere opbyggelig opfordring til sidst:

1. Vi bør huske på, at selv om vi ofte er dårlige og underlødige i debatterne, er vi bedre, end vi tror: Som flere undersøgelser peger på, er tidens onlinedebat faktisk bedre end sit rygte.Det er godt at vide, for hvis man tager udgangspunkt i, at dem, man diskuterer med, kun er ude på at forhåne og ydmyge en, kan der skabes en selvopfyldende profeti. Hvis man opfatter det, de andre siger som racistisk, før de nærmest overhovedet har sagt noget, så bliver det svært at have en god samtale.

Omvendt skal vi heller ikke tro, at vi selv er bedre, end vi er. Det første skridt til at forbedre sig, er at erkende sin egen fejlbarlighed og undgå at overdrive modpartens.

2. Undgå whataboutery. Der er ikke noget godt dansk ord for denne tendens til at flytte en diskussion fra det, en person har fremført og til et andet og måske beslægtet problem.

Et eksempel kunne være, at ”det er ligegyldigt at diskutere et forbud mod koranafbrænding, fordi der allerede er indført mange andre begrænsninger af ytringsfriheden”.

Nej, det er faktisk ikke sikkert, at det er meningsløst at diskutere x, blot fordi y også er sket, og nu er det jo x, der er i fokus.

3. Pas på med falske dilemmaer. Dette er en enten-eller-fejlslutning, hvor man præsenteres for et valg mellem to alternativer, der i virkeligheden slet ikke er gensidigt udelukkende.

Som argumentatorisk greb er den følelsesmæssige appel problematisk

Svend Brinkmann

Den politiske retorik er fyldt med dette (”Enten er I med os, eller også er I med terroristerne.” ”Hvis ikke vi lukker for al indvandring, vil resultatet være åbne grænser”. ”Hvis ikke du ønsker et forbud mod koranafbrænding, må det være fordi du støtter disse aktioner” og så videre).

Det er udtryk for sort-hvid-tænkning, der kan gøre det svært at finde kompromiser og se nuancer.

En vigtig egenskab i diskussioner er flertydighedstolerance: Evnen til at se verden fra flere perspektiver og acceptere, at ikke alt lader sig afgøre som et simpelt facit.

4. Begræns appellen til følelser. Følelser er selvfølgelig legitime i den offentlige debat, for grunden til, at vi engagerer os, er jo, at vi er oprigtigt optaget af noget.

Men som argumentatorisk greb er den følelsesmæssige appel problematisk. Fra ”jeg kan godt lide finansministeren,” kan man ikke logisk konkludere, at ”derfor er finansloven rigtig god”.

Man kan selvfølgelig heller ikke slutte det modsatte (”finansloven er en katastrofe, fordi jeg ikke kan lide finansministeren”). Hvis en finanslov er god, er den det af saglige grunde, der handler om nationens økonomi og den bedst mulige måde at fordele de offentlige ressourcer på, hvilket ret beset er uafhængigt af, om man kan lide den pågældende minister eller ej.

Tænk ekstra kritisk over det, der kommer fra folk, du godt kan lide! Og husk at anerkende udsagn, du er enig i, når de kommer fra folk, du normalt ikke bryder dig om.

5. Ad hominem. Dette er måske den mest udbredte fejlslutning, som er beslægtet med appellen til følelser. Et ad hominem-argument er logisk ugyldigt, fordi det kort sagt ikke retter sig mod det, der hævdes af en modpart, men mod den vedkommende er (”mod mennesket”, som er det, ”ad hominem” betyder).

”Du arbejder for medicinalindustrien – ergo kan vi ikke stole på det, du siger om vaccinernes effekt,” kunne være et eksempel på et ad hominem-argument.

Det er selvfølgelig muligt, at det, der siges om vaccinernes effekt ikke er korrekt, men det kan man ikke vide alene ud fra viden om, hvem der fremsætter påstanden.