Regeringen var tavs, da koranloven blev stemt igennem: "En bizar demokratisk situation"

Oppositionen debatterede kun med sig selv

Af Esben Schjørring, politisk redaktør

Oppositionen indtog såvel rollen som publikum og som optrædende, da regeringens kontroversielle koranlov blev vedtaget med radikale stemmer i tillæg. Til gengæld var regeringen, herunder statsminister Mette Frederiksen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, demonstrativt ikke-tilstedeværende, og ingen fra regeringen gik på talerstolen for at forsvare sit lovforslag.

Selvfølgelig fordi flertallet er på plads, og kampen overstået.

Derfor endte debatten også med at udstille intern uenighed og splittelse i oppositionen, særligt i den borgerlige del. For kan man på den ene side tage meget højlydt og principiel afstand fra koranloven og se det som et demokratiets knæfald for mellemøstlige autokratier og så på den anden alligevel ikke stemme for en folkeafstemning om den? Og er man så autentisk nok i filten? Hverken Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Konservative eller SF ville – som DF og Nye Borgerlige – gå folkeafstemningsvejen med argumentet om at det ville udhule det repræsentative demokrati.

Den store vilje til at gøre det til en betingelse for støtte til en fremtidig regering, var der heller ikke.

Oppositionen forblev på et terræn, der handlede om dansk værdikamp – om islamisme, minoriteter, ytringsfrihed – men undlod at diskutere de sikkerhedspolitiske og global-politiske dimensioner af koranloven.

På sin egen måde udstillede debatten om koranloven et skisma mellem udenrigspolitik og indenrigspolitik i vores selvopfattelse. Udenrigspolitisk set er Danmark er en lille, skrøbelig europæisk randstat, hvis interesser er handel og alliancer med stærkere lande, men i værdikampens optik er vi en stor og vigtig aktør med en heroisk rækkevidde.

Ligesom Muhammedkrisen, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen gik fra en hård ytringsfrihedsposition til at tage afstand og beklage Muhammedtegningerne, viser Koranloven, at den til enhver tid siddende regering ender med at indtage den udenrigspolitiske optik.

Forskellen til dengang er, at oppositionen ikke bakker op. Det er selvfølgelig også et udtryk for, at koranloven – netop med Muhammedkrisen som bagtæppe – forsøger at komme en krise med nedbrændte ambassader handelsboykot og terroranslag i opløbet, inden den sætter i værk.

Koranloven er vedtaget.