Frank Jensen: Cepos har falske bekymringer for københavnerne

Af Frank Jensen (S)
Overborgmester i København

I et sjældent skingert indlæg i sidste uge skyder forskningschef Henrik Christoffersen fra den liberale tænketank Cepos løs på København.

De københavnske lokalpolitikere ’tvinger’ penge ud af borgerne. For at ’puge’ dem sammen. Vi – altså mig og mine fæller i Københavns Borgerrepræsentation - er ligeglade med skatteborgernes penge, skriver Christoffersen, fordi vi ser dem som ’gratis kapital’, som vi ikke engang gider sørge for bliver forrentet.

I Cepos' udlægning tænker vi kun på at hive penge op af borgernes lommer, og hvis vi ikke spilder dem på kommunale opgaver (der som bekendt blandt andet er ældreomsorg, børnepasning, skoler, vedligehold af bygninger og veje), så ’puger’ vi dem sammen. Mener altså Cepos.

Vedligeholder og udvikler byen
Det, som Christoffersen har fået øje på, er det, som med et bureaukratisk ord hedder Københavns ’likvide beholdninger’. Altså de penge, som kommunen har i kassen. Her ser Cepos helt bort fra, at det er penge, som er øremærket veje, renovering af gamle, nedslidte kommuneskoler, Metro-byggeri, grundkapital til almene boliger, cykelstier og så videre, og så videre – helt almindelige løbende investeringer i en storby, som vokser med mindst 10.000 borgere om året. Jeg citerer lige Christoffersens udlægning: ”Det er penge, som kommunen har tvunget ud af borgerne for at give sig hen i rollen som finansmatador og storspekulant’. Jo, tak.

Jeg er klar over, at skattelettelser er en religion for Cepos. Får de øje på en mønt, så skal den pinedød omsættes i skattelettelser. NU. Med det samme. Derfor kræver Cepos da også i indlægget handling fra Christiansborg. De vil have en ny lov, som lægger loft over kommunernes ’pengeophobning’. Ikke én kommunal mønt skåner de – og de skeler ikke småligt til, at der er brug for pengene både til at vedligeholde og udvikle byen.

Sandheden, som Cepos godt kender, er nemlig, at København har styr på økonomien. Derfor bruger vi meget snusfornuftigt ikke pengene, før de er i kassen.

Frank Jensen (S)
Overborgmester i København

Styr på økonomien 
Sandheden, som Cepos godt kender, er nemlig, at København har styr på økonomien. Derfor bruger vi meget snusfornuftigt ikke pengene, før de er i kassen. Og da store anlægsprojekter har det med at strække sig over længere tid, løber alle pengene (heldigvis) ikke ud af kassen på en gang, men sættes af i forbindelse med vores budgetter – så de er der, efterhånden som regningerne skal betales. For sådan er det i København.

Endnu mere snusfornuftigt, så bruger vi bankernes professionelle investeringsforeninger til at investere skatteborgernes penge. Det har bankerne bedre forstand på end os lokalpolitikere – og lod vi bare pengene stå på en konto, ville værdien skrumpe på grund af det lave renteniveau. Så vi kunne godt bare have pengene på en almindelig bankkonto, men det ville faktisk være at klatte med borgernes penge. Så det gør vi ikke.

Etiske investeringer er lokalpolitik
Christoffersen harmes også over, at vi i borgerrepræsentationen har taget den politiske beslutning, at vi ikke vil have penge i virksomheder, der overtræder FN-konventioner, herunder bruger børnearbejdere eller krænker menneskerettighederne. I den seneste tid er vi gået skridtet videre og har besluttet, at vi ikke vil investere i Ryanair, som ikke overholder spillereglerne på det danske arbejdsmarked. Vi har også besluttet, at vi vil sælge de aktier, vi har i fossil energi som olie, kul og gas. Endvidere skal vi tage stilling til, om vi kan afhænde de værdipapirer, vi har i tobak.

Det skyldes jo, at vi i København har politikker vedrørende ordentlige løn- og arbejdsforhold – og så virker det underligt, at vi investerer borgernes penge i et selskab, som højt og flot blæser på løn og rettigheder. At vi har en målsætning om, at København skal være CO2-neutral i 2025, så virker det mærkeligt at investere i olie og kul. Og at vi bruger masser af kommunale kroner på at hjælpe rygere, som gerne vil stoppe med at ryge – og på at hjælpe kræftpatienter efter sygdommen. Så virker det altså sært, at vi samtidig investerer borgernes penge i tobak.

Det er jo ikke udenrigspolitik, som Christoffersen vredt skriver. Tværtimod er det netop lokalpolitik, at vi politisk kan bestemme, hvor pengene skal investeres – inden vi sender dem videre ud for at styrke og forny vores fælles by. Og demokratiet er så klogt indrettet, at hvis vi her er i utakt med skatteborgerne (vælgerne), så kan de sætte os på porten og vælge nogle andre, som varetager deres interesser, sådan som de ønsker det.

Ikke flertal for skattelettelser
I København er der stor enighed blandt os folkevalgte om etiske investeringer. Der er et stort flertal for, at vi har brug for at beskytte kernevelfærden. Der er også bred enighed om, at et af Københavns største fortrin er, at vi har satset på en grøn udvikling, som også gør, at byen er så dejlig at bo i. Til gengæld er det kun en minoritet, som ønsker at lette kommuneskatten (der i øvrigt er Danmarks tiende laveste).

Så til Cepos' ’bekymring’ for københavnerne er der bare at sige: I København passer vi godt på borgernes penge. Vi investerer dem også godt – både mens de venter på at blive brugt, og når vi sender dem ud for at sikre den nødvendige udvikling af vores skønne hovedstad.

Til gengæld sender vi ikke pengene efter personskattelettelser. For hvad skal man med nogle få ekstra kroner i lommen, hvis Metroen ikke åbner, der er huller i cykelstien, og børneinstitutionen skærer i åbningstiden, mens skolebørnene skal klemme ballerne sammen for at undgå uhumske toiletter? Det er jo helt grundlæggende det, denne her diskussion handler om. Den handler ikke om opsparing og lovgivning, men om politisk ståsted og værdier.