Grænsebyen Tønders unikke historie kulminerer med borgmesterkæde til Slesvigsk Parti

”Å do ska haus å sæt dit kryds ve naun, de æ synnejysk”.

Sådan lyder omkvædet i Slesvigsk Partis valgsang til kommunalvalget.

Er dit ’synnejysk’ lidt rustent? Altinget oversætter gerne fra ’æ sproch’ - altså 'sproget':

”Og du skal huske at sætte dit kryds ved nogen, der er sønderjysk”.

Og mange stemmer landede også ved et parti med rødder i det sønderjyske. Slesvigsk Parti fik et godt valg og vandt konstitueringen. Dermed kan Jørgen Popp Petersen indtage borgmesterkontoret. Det er første gang siden 1940'erne, at borgmesterstolen i grænsebyen tilfalder mindretallet.

Altinget siger: ’Mojn’ til den kommende borgmester. Han er glad for ’brødtort’, den sønderjyske rugbrødslagkage, lytter til Kim Larsen - og så er han uddannet landmand.

Men hvilken opgave står tøndermarskens nye borgmester overfor? Hvad betyder det for lokalpolitikken at være en grænseby med et mindretal? Og hvordan er byens to folkeslag endt fredeligt side om side?

To folk, en by - et markant stykke politisk historie

Tøndringernes historie, når det handler om politik, er et kapitel for sig selv.

En århundrede lang tumultarisk fortælling om blodsudgydelser, splittede familier og en befolkning i krig med sig selv. 

Men det er også en fortælling om mødet mellem to folk og kulturer i grænselandet. Om forsoningens kraft og respekten for forskellighed.

Tønder ér en grænseby med et unikt perspektiv på kulturmøder, behandlingen af minoriteter og grænseregioners særlige problematikker. 

Ved det første byrådsvalg efter genforeningen i 1920 var trefjerdedele af stemmerne tyske.

Den tyske majoritet havde også godt fat i borgmesterposten og flere gange absolut flertal i byrådet. Alle byrådets referater og protokoller var stadig på tysk, og kampene om sproget og kulturen gik højt.

Dengang var der to af alt. To menighedsråd, to skydeklubber og to sprog på gadeskiltene - dem kommer vi tilbage til.

Tiden mellem genforeningen og anden verdenskrig var dog på usædvanlig vis kendetegnet ved samarbejde og venskab mellem de to folk.

I Østergade boede den tyske guldsmedeenke fru Bödewadt. På den anden side af gaden boede dansksindede broderihandlerske frøken Jacobsen. Ved besøg i det tyske hjem taltes dansk, og ved besøg i det danske taltes tysk.

Der var bestemt stridigheder, men samhørighed og respekt var i højsædet.

Lokaldemokratiet fungerede for en kort stund, og det danske mindretal blev til dels involveret i byrådsarbejdet.

Krigen skulle gøre Tønder tysk, men knægtede det tyske flertal

Det nyfundne gode forhold tog dog et gevaldigt knæk, da nazismen gjorde sit indtog i Tyskland. Krigen kom, og mange tøndringer håbede dengang på en genforening med Tyskland. Hagekorset vejede ad flere omgange fra kirketårnet, hvor den lokale pastor Magle kæmpede for at få det ned. Det endte i vold.

Stridighederne steg gevaldigt derefter, og det betændte sår, der just var begyndt at hele, sprang op. Veninderne i Østergade stoppede besøgene over gaden.

Efter krigen blev forholdet yderligere anspændt. Hver 19. tøndring blev dømt for landskadelig virksomhed.

De rødklædte danske postbude gik kort efter befrielsesdagen rundt med sang og latter. Her pillede de alle tyske gadeskilte ned. Ikke på byrådets opfordring. Postbud Lund, i daglig tale kaldet: 'Fidde', svarede beredvilligt på, hvem der startede fadæsen:

"Det var vi tre om, men vi var hurtig enig' om det, no sku' de væk. Vi startet godt midda, å dem dæ vill' friville mæ, gek mæ. Dæ ble' et naue post bracht u den ettermidda. Helt fra tyve å te femåfyrre var de bleven hængend' hær, så var det ikk' for tidle, de kom væk igen."

Og vi oversætter gerne fra 'æ sproch':

"Det var vi tre om, men vi var hurtigt enige om det. Nu skulle de væk. Vi startede godt middag, og dem, der havde lyst, gik med. Der blev ikke bragt noget post ud den eftermiddag. Helt fra 1920 til 1945 har de hængt her, så det var ikke for tidligt, at de kom væk igen."

Det var dog ikke kun gadeskilte, det handlede om.

Konfiskeringen af tyskernes gårde, lukningen af de tyske skoler og institutioner i byen, samt interneringen i fårhuslejren af de tyskere, der muligvis havde støttet nazisterne, satte dybe spor i forholdet mellem de dansksindede og tysksindede i byen.

Den tyske majoritet blev gradvist til et mindretal - også i byrådet. 

En splittet region, der fandt sig selv, skriver nyt kapitel

I dag er tingene anderledes - med gadeskiltene som undtagelse. Tønder har igen tyske skoler, børnehaver og institutioner. Mindretallet er dog forblevet et mindretal, men de er her stadig.

Tøndringerne fandt en fælles vej ved at insistere på sameksistens. 

Det er dén særlige historik og forståelse for forskellighed, som gør den tønderske politik så interessant. 

Og det er den historie, som Jørgen Popp Petersen skriver sig ind i. Han repræsenterer nemlig mindretallet, og med en fra mindretallet på borgmesterstolen, bliver der skrevet sønderjysk politisk historie.

Slesvigsk Parti har eksisteret lige siden genforeningen og er et regionalt midterparti med et demokratisk sindelag. Partiet har tidligere været repræsenteret i Folketinget, men er nu udelukkende repræsenteret i de sønderjyske byråd.

De kæmper for kulturel mangfoldighed, åbne grænser og regional udvikling i grænselandet.

Stridighederne findes stadig i Tønder

Den største konflikt i dag, der trækker tråde fra fortiden, handler om de tosprogede skilte. Den strid foregår stadigvæk i Sønderjylland, og lokale kræfter piller de skilte ned, der forsøges sat op. Skiltene er en ret, mindretallet er sikret gennem Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal.

Der er stadig konflikter i Tønder byråd, hvor sidste byrådsperiode var præget af stridighed og splittelse. Det handlede ikke længere om nationale tilhørsforhold, men det politiske ståsted og personligt fnidder.

Venstre, der ellers sad tungt på magten i kommunen, knækkede i sidste byrådsperiode over i to: Tønderlisten og Venstre.

Den lokale venstreafdeling ville ikke længere støtte Henrik Frandsen (V) som borgmester, som derfor brød ud og stiftede Tønderlisten. Uenigheder om et turismesamarbejde med nabokommunerne, og medlemmer, der ikke følte sig ordenligt behandlet, er blot nogle af de stridspunkter, der fik Venstre til at splittes. Bølgerne gik højt.

Jørgen Popp Petersen og Slesvigsk Parti gik derfor til valg på at samle Tønder. Uanset tilhørsforhold og politisk ståsted.

En opgave som tøndringerne historisk set har erfaring med. De har næppe glemt, at vi ikke skal mange generationer tilbage, før blodet flød gennem købstadens gamle gader. Det er lykkedes Slesvigsk Parti at gribe magten i kaosset, og nu skal Jørgen Popp Petersen bevise, at han kan være den samlende kraft i byrådet.