Hæstorp vil have "forsmåede" kritikere til at træde frem: "Der gemmer sig altid en dagsorden bag anonyme kilder"

"Jeg oplever, at der er rigtig meget tillid til mig som overborgmester og frontfigur på rådhuset," siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen. Hun vil have anonyme kritikere til at stå frem, så Socialdemokratiet kan "komme i arbejdstøjet" og lave politik for københavnerne.

Sophie Hæstorp Andersen får kritik for at skabe en "apatisk" stemning i den socialdemokratiske gruppe på Københavns Rådhus. Selv afviser hun kritikken. 
Sophie Hæstorp Andersen får kritik for at skabe en "apatisk" stemning i den socialdemokratiske gruppe på Københavns Rådhus. Selv afviser hun kritikken. Foto: Mathias Svold / Scanpix
Søren Dahl

Sophie Hæstorp Andersen (S) går til modangreb mod de "forsmåede mennesker, der gemmer sig som anonyme kilder" i en ny og meget hård kritik af overborgmesteren

Den 48-årige Vesterbro-borger oplever nemlig, at der er "rigtig meget" tillid til hende som overborgmester og frontfigur på rådhuset, hvor hun "dagligt arbejder for", at Socialdemokratiet bliver "relevante og spilbare" for de andre partier på Københavns Rådhus.

"Men det er klart, at hvis ikke alle bakker op om det, så har vi jo et problem. For så er der åbenbart nogen, der sætter sig ned og har mere travlt med at brænde det hele ned frem for at komme i arbejdstøjet," siger Sophie Hæstorp Andersen.

Mere end tyve år i toppolitik har lært hende, at "der altid gemmer sig en dagsorden bag anonyme kilder".  

"Det er jo helt okay at være uenig om en politisk retning eller mene, at noget skal gøres anderledes. Men så må man jo stå frem med det og sige det åbent. Eller komme til mig med det," tilføjer overborgmesteren.  

Jeg ved godt, at det tidligere på Københavns Rådhus har været helt almindeligt, at man råbte ad hinanden og skændtes. Det er bare ikke min ledelsesstil.

Sophie Hæstorp Andersen, overborgmester (S)

Reaktionen kommer, efter at overborgmesteren i Altinget bliver kritiseret af anonyme partifæller for at have en ledelsesstil, der har skabt en "apatisk" og "modløs" stemning i den socialdemokratiske gruppe på Københavns Rådhus.  

Er kritikken ny for dig?   

"Vi har jo løbende gruppemøder og seminarer, og vi drøfter selvfølgelig løbende, hvad vi skal gøre som parti. Det gør alle andre partier også. Mere kan jeg ikke sige."  

Bag om historien

Sådan har vi gjort

Altinget er generelt forsigtig med at anvende anonyme kilder i den politiske journalistik. Og vores etiske retningslinjer slår fast, at når Altinget i særlige tilfælde anvender anonyme kilder, skal vi "være ekstra kritisk overfor kildernes motiver og interesser, ligesom oplysninger fra anonyme kilder så vidt muligt skal efterprøves".

I den konkrete situation har vi valgt at bringe en nyhed, der baserer sig på kritik fremsat af anonyme kilder. Det sker ud fra en samlet vurdering af, at uenigheden i den socialdemokratiske gruppe er så alvorlig, at vi ville svigte vores læsere ved ikke at fortælle om den. Denne vurdering bygger ikke kun på aktuelle interviews, men også på den udvikling, der er sket over tid i den socialdemokratiske gruppe på Københavns Rådhus.    

Vi har grundigt overvejet, om historien kunne være fortalt på andre måder, eksempelvis i form af en analyse. Men vi vurderer, at det er mere fair at anvende nyhedsgenren, hvor kritikken beskrives og afgrænses så præcist som muligt, og hvor den kritiserede part får adgang til at svare på kritikken. 

"Mit klare indtryk er, at jeg har en bred opbakning, både på rådhuset og i mit bagland. Derfor undrer det mig, at nogle meget få anonyme kilder åbenbart skal sætte en dagsorden for Altinget og deres læsere. Der synes jeg faktisk også, at I skal overveje som medier, hvad I bidrager til ved at bringe det," siger hun. 

Læs også

"Ikke min ledelsesstil"  

Konkret anklages Sophie Hæstorp Andersen af flere partifæller for at udvise manglende lederskab og for at være ude af stand til at lægge en strategi, der kan føre Socialdemokratiet videre efter partiets voldsomme tilbagegang ved det seneste kommunalvalg og et budgetnederlag i efteråret.  

Samtidig beskriver kilder, at overborgmesteren er konfliktsky og ude af stand til at sætte en politisk retning, hvilket ifølge kritikerne har ført til, at Socialdemokratiets position på centrale politikområder er uklar. 

Når vi ikke længere er rådhusets største parti, så er det også blevet sværere at være socialdemokratisk medlem af Borgerrepræsentationen. Der må man jo forholde sig til, om man kan bidrage med noget konstruktivt i den situation, eller om man hellere skal foretage sig noget andet.

Sophie Hæstorp Andersen, overborgmester (S)

Sophie Hæstorp Andersen anerkender, at hun har en anden ledelsesstil end sine forgængere på Københavns Rådhus.

Hun afviser dog, at den har været medvirkende årsag til, at partiet står i en historisk svær situation i landets største by.  

"Jeg står for en ledelsesstil, hvor man lytter til folk, hvor man samarbejder, og hvor man laver brede løsninger," siger overborgmesteren.    

"Det tror jeg i sidste ende, at københavnerne er bedst tjent med. Vi lever i 2023, og jeg ved godt, at det tidligere på Københavns Rådhus har været helt almindeligt, at man råbte ad hinanden og skændtes. Det er bare ikke min ledelsesstil."  

En svær situation 

Ifølge overborgmesteren er det historisk dårlige resultat ved kommunalvalget i 2021 og budgetnederlaget sidste efterår ikke udtryk for en isoleret tendens for Socialdemokratiet i hovedstaden.

Det er også en konsekvens af, at vælgerne i landets fire største byer i stigende grad sætter deres kryds ved andre partier, mener hun.

"I København har det betydet, at vi ikke længere er det største parti på rådhuset, og det betyder jo, at vi også skal tage bestik af den situation," siger Sophie Hæstorp Andersen.

"Derfor oplevede vi jo også, at vi blev sat udenfor budgetaftalen sammen med SF, og lige siden har jeg været i arbejdstøjet og arbejdet for, at vi tager ansvar for den situation, og at vi kommer videre." 

Hvor stor en del af ansvaret bærer du for den situation, Socialdemokratiet befinder sig i, i København? 

"Socialdemokratiet gik på landsplan tilbage i de store byer. Det betyder selvfølgelig, at vi arbejder hver eneste dag – ikke bare mig, men også Socialdemokratiet i de fire andre store byer – på at finde ud af, hvordan vi løser problemet med, at nogen har vendt os ryggen i de større byer, siger Sophie Hæstorp Andersen. 

"Det er klart, at jeg løbende arbejder med, hvordan vi kan gøre os spilbare i den situation, vi er i, og hvordan kan vi sætte en retning overfor københavnerne," påpeger hun.  

Af nylige politiske resultater fremhæver Sophie Hæstorp Andersen, at Socialdemokratiet og en række andre partier på rådhuset for nylig besluttede at tage de allerførste skridt med en udvidelse af metroen mod Brønshøj, Valby og Malmø. 

Samtidig peger hun på det arbejde, som partierne bag Lynetteholmen har sat i gang for at udvikle Østhavnen tæt ved Nordhavns-kvarteret.

"Jeg er socialdemokrat og københavner" 

Hvorfor er du den rigtige til at få Socialdemokratiet tilbage som Københavns største parti?  

"Jeg er valgt af mit bagland, og jeg er socialdemokrat og københavner, der har været med i mange år. Og jeg ved, at det, vi skal arbejde for i København, er at sikre, at vi er en by for alle – uagtet hvem man er."

"Det har jeg arbejdet med, siden jeg første gang blev valgt til Folketinget. Det fortsætter jeg med som overborgmester. Jeg er god til at samarbejde med andre og til at lytte. Det tror jeg, at københavnerne har respekt for og bakker op om," svarer overborgmesteren.

Sophie Hæstorp Andersen erkender, at Socialdemokratiets svækkede position på Københavns Rådhus har haft betydning for arbejdsklimaet internt i den socialdemokratiske gruppe.

"Når vi ikke længere er rådhusets største parti, er det også blevet sværere at være socialdemokratisk medlem af Borgerrepræsentationen," siger hun. 

"Der må man jo forholde sig til, om man kan bidrage med noget konstruktivt i den situation, eller om man hellere skal foretage sig noget andet. Jeg har i hvert fald tænkt mig at blive ved med at være i arbejdstøjet. Det er det, der forventes af mig – og det er det, jeg forventer af dem, der bakker mig op".

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sophie Hæstorp Andersen

Overborgmester (S), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2006)









0:000:00