Historisk budgetaftale på vej i København: Socialdemokratiet skubber Enhedslisten ud i kulden

Enhedslisten er sat uden for døren med en ny såkaldt principaftale for Københavns Kommunes budget for de kommende to år. Aftalen er landet, tre måneder før budgettet ellers var forventet at være på plads. 

Sophie Hæstorp var den første socialdemokratiske overborgmester, der i flere årtier var sat udenfor indflydelse, da man landede budgetaftale i 2022. Nu er hun og partiet tilbage ved bordet.
Sophie Hæstorp var den første socialdemokratiske overborgmester, der i flere årtier var sat udenfor indflydelse, da man landede budgetaftale i 2022. Nu er hun og partiet tilbage ved bordet.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Søren Dahl

Tre måneder før startskuddet til de københavnske budgetforhandlinger overhovedet har lydt, har et flertal af partier givet hinanden håndslag på at lave en budgetaftale uden om rådhusets største parti, Enhedslisten. 

Det erfarer Altinget på baggrund af samtaler med en række centralt placerede kilder. 

Ifølge Altingets oplysninger er en gruppe bestående af Socialdemokratiet, Konservative, SF, Radikale, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti nået til enighed om at lave en toårig budgetaftale for 2024 og 2025. 

I den nye aftale har partierne angiveligt reserveret et større milliardbeløb, der skal finansiere ny københavnsk metro og stormflodssikring. 

Budgetaftaler på Københavns Rådhus bliver normalt forhandlet for et år ad gangen.

Derfor er det også usædvanligt, at der nu ser ud til at blive en indgået en flerårig aftale om det københavnske budget. 

En af hovedårsagerne til aftalens tidshorisont er ifølge Altingets oplysninger, at partierne er enige om, at de næste mange års byudvikling af København skal ske med udgangspunkt i Lynetteholmen, som Enhedslisten er imod. 

Derfor vil partierne bruge den to-årige budgetaftale til at tage de indledende skridt frem mod den kommuneplan, der skal forhandles næste år, og som lægger de overordnede linjer for udviklingen af København de næste 12 år. 

Overborgmester tilbage

Den nye principaftale betyder også, at Socialdemokratiet anført af overborgmester Sophie Hæstorp Andersen igen ser ud til at blive en del af en københavnsk budgetaftale.

Partiet endte for første gang nogensinde uden for en budgetaftale, da et flertal anført af Enhedslisten, Konservative, Radikale og en række andre partier i september 2022 valgte at lave en aftale uden om Socialdemokratiet og SF. 

Hvis partierne bag tirsdagens principaftale bliver enige om en endelig budgetaftale til efteråret, er det omvendt rådhusets største parti, Enhedslisten, der ser ud til at havne med sorteper i det københavnske budgetspil.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sophie Hæstorp Andersen

Overborgmester (S), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2006)

Karina Vestergård Madsen

Socialborgmester (EL), Københavns Kommune
cand.com.

Line Barfod

Teknik- og miljøborgmester (EL), Københavns Kommune, fhv. MF
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00