Historiker: Beskyldninger mod afdød pave kan blive afgørende i et splittet Polen
Beskyldningerne, om at den afdøde polske pave Johannes Paul II skulle have kendt til overgreb i den katolske kirke, splitter Polen. Regeringspartiet Lov og Retfærdighed har før mobiliseret vælgere på værdispørgsmål – i 2015 var det migranter, i 2020 LGBT-personer, ved valget i år kan det blive selveste paven, skriver Vibe Termansen.
Vibe Termansen
Historiker, forfatter og journalistI enhver polsk by med respekt for sig selv er der en Pave Johannes Paul II-statue, en Pave Johannes Paul II allé og en Pave Johannes Paul II-skole.
Det sidste bliver der nu sat spørgsmålstegn ved. Adrian Zandberg, der leder venstrefløjspartiet Lewica, mener simpelthen, det er ”upassende”, at skoler er opkaldt efter den polskfødte pave, der beklædte embedet fra 1978 til sin død i 2005.
Hvorfor? Fordi han tilsyneladende i sin tid som ærkebiskop i Krakow (dengang hed han Karol Wojtyła), inden han blev pave, har kendt til mindst tre tilfælde af præster, der misbrugte børn – og ikke gjort noget ved det. Og det er jo ikke særlig helgen-agtigt.
De seneste beskyldninger mod paven kommer fra dokumentaren Franciszkanska 3 om pædofili i kirken. Udsendelsen blev 7. marts vist på den liberale, regeringskritiske tv-station TVN. Det er ikke hvem som helst, TVN og dokumentaristen Marcin Gutowski dermed tog livtag med.
Da den polske kardinal i 1978 blev valgt til pave, var det første gang i mange hundrede år, der blev valgt en pave, der ikke var italiensk. Ikke blot var Johannes Paul II ikke italiensk – han var polak, altså fra et kommunistisk og dermed, formelt set, ateistisk land.
Paven har politisk potentiale
Selv kommunisterne var dengang stolte af denne udsøgte ære, og lederne af det polske kommunistparti sendte en officiel lykønskning og tillod stats-tv at transmittere fra pave-indsættelsen. Den tre timer lange udsendelse var den første gudstjeneste nogensinde i polsk tv.
Johannes Paul II tog til sit hjemland, Polen, allerede på sin anden udlandsrejse som pave i 1979. I løbet af sin otte dage lange rundrejse mødte han op mod 13 millioner mennesker, næsten en tredjedel af landets indbyggere, til gigantiske udendørs gudstjenester. Blandt dem var ikke blot overbeviste katolikker, men også kommunister og jøder. Også for dem var mødet større end en åndelig oplevelse. Det var en livsbegivenhed.
Kirken har de senere år været plaget af en række møgsager – sexmisbrug af børn og indflydelsen på de facto-forbuddet mod abort – antallet af nye præster og kirkegængere falder
Vibe Termansen
Journalist og historiker
Når Johannes Paul II i dag bliver nævnt, er det således ikke kun manden selv og hans egne gerninger, men også den store symbolværdi, hans udnævnelse i 1978 udgjorde, der berøres.
Oveni det skal lægges den betydning, den polske katolske kirke samlet set havde under kommunismen som et tilflugtssted, hvorfra dissidenter kunne bekæmpe kommunisterne. Det var her, de mødtes, hvis de skulle diskutere ting, de kommunistiske myndigheder ikke måtte høre. Og det var her, de kom for trøst, når de selv, deres ægtefælle eller kammerater blev fængslet eller mishandlet af de kommunistiske myndigheder.
At kaste smuds på pavens gode navn og rygte er således at tilsvine det fineste, helligste og mest polske, mange polakker kan tænke sig.
At forsvare ham kan derved modsat være en lejlighed til at vise, at man er på den rigtige side i en konflikt mellem de ægte, polske værdier og noget ubehageligt udenlandsk, depraveret og hedonistisk.
Måske kan det endda udnyttes politisk, fortæller Ben Stanley, der er lektor på SWPS Universitetet i Warszawa, til Politico. Værdispørgsmål har vist sig nyttige til at mobilisere regeringspartiet Lov og Retfærdigheds vælgere – i 2015 var det migranter, i 2020 var det LGBT-personer, ved valget senere i år kunne det være selveste paven.
En gammel mand fra memes eller den højeste autoritet
Lov og Retfærdighed slået ring om paven. Den amerikanske ambassadør (tv-kanalen TVN er amerikansk-ejet) er blevet kaldt til kammeratlig samtale i Udenrigsministeriet, præsident Duda har fået projiceret et billede af paven op på facaden af præsidentpaladset, premierminister Morawiecki har udskiftet sit profilbillede på Facebook og Twitter med et af paven, det regeringskontrollerede stats-tv er begyndt at sende daglige pave-prædikener, og det polske underhus, Sejm, har vedtaget en resolution, der ”strengt fordømmer den skamfulde mediekampagne… mod den store pave, Sankt Johannes Paul II, den største polak i historien.”
Det er dog ikke sikkert, at den strategi kan bære valget hjem. Det er længe siden, at paven døde, og endnu længere siden, at kommunismen faldt. Måske paven for mange unge polakker, som Adrian Zandberg, venstrefløjspolitikeren, temmelig respektløst har udtalt, blot er en ”sjov, gammel mand fra memes, og ikke den højeste autoritet.”
Kirken har de senere år været plaget af en række møgsager – sexmisbrug af børn og indflydelsen på de facto-forbuddet mod abort – antallet af nye præster og kirkegængere falder, og folk fravælger i stigende grad religionsundervisningen i skolerne (i Polen er religionsundervisningen forestået af kirken og består mestendels af katekismus-klasser).
Men Polen er fortsat et af de mest katolske lande i Europa, kirken har fortsat stor indflydelse på Lov og Retfærdigheds politik, de lokale præster er stadig store autoriteter, og den ultrakonservative fader Rydzyk har stadig godt fat i mange polakker gennem hans radio- og tv-stationer, særligt på landet, særligt blandt de ældre – nøjagtig der, hvor Lov og Retfærdighed henter de fleste af deres stemmer.
Frontalangreb på kirkens rolle
Med denne sag kan de to sider i det polske samfund så råbe: ”pædofil!” efter hinanden. Med det mener højrefløjen, kirken og Lov og Retfærdighed ”jer, der beskytter LGBT-personer”, mens centrum-venstre og civilsamfundet mener ”jer, der beskytter præster.”
Donald Tusk, der leder det største oppositionsparti og håber at blive premierminister efter valget senere i år, har for nylig erklæret kvinderettigheder (læs: muligheden for at få foretaget en abort) for ”det vigtigste emne” i Polen.
En masse præster har sexmisbrugt børn, også i Polen, også i Krakow, også i 1970'erne, og det er usandsynligt, at den på alle måder bemærkelsesværdige Karol Wojtyła som leder ikke skulle have kendt til det
Vibe Termansen
Journalist og historiker
Det er et frontalangreb på kirkens rolle i polsk politik – men derfra og til at gøre selveste paven ansvarlig for præsters fortsatte sexmisbrug af børn er der åbenbart stadig et stykke vej. I hvert fald afstod hans parti fra at stemme, da resolutionen om at beskytte pavens gode navn og rygte blev vedtaget i Sejm.
Tilbage står beskyldningerne mod paven: Er de korrekte? Kirken og regeringspartiet holder det faktum frem, at dokumenterne, der viser at tre navngivne præster begik ugerninger i begyndelsen af 1970'erne og at ærkebiskop Karol Wojtyła var vidende om det uden at skride ind, er skrevet af det kommunistiske hemmelige politi, der uden for enhver tvivl havde interesse i at defamere den katolske kirke generelt og den populære kommende pave specifikt.
Det er også indiskutabelt rigtigt, at en masse præster har sexmisbrugt børn, også i Polen, også i Krakow, også i 1970'erne, og det er usandsynligt, at den på alle måder bemærkelsesværdige Karol Wojtyła som leder ikke skulle have kendt til det.
TVN, der viste dokumentaren, gør opmærksom på, at dokumentaren ikke udelukkende bygger på efterretningstjenestens dokumenter, men også på domsudskrifter og interviews med vidner og ofre.
Men som en præst, der er åbenlyst chokeret over afsløringerne og den manglende beskyttelse af ofrene, har påpeget: Hvis kirken virkelig ønskede at komme til bunds i denne sag, kunne den jo åbne sine egne arkiver.
Det er ikke sket.