Hvorfor fylder danskernes hverdag så lidt for politikerne?

Vi er knap seks millioner indbyggere i Danmark, fordelt på godt 2,8 millioner husstande.

Der er omtrent tre millioner danskere, der hver dag går på arbejde.

Godt 800.000 danske familier er børnefamilier.

Alle de her mennesker, der går på arbejde – det er i øvrigt et rekordhøjt antal – og de mange børnefamilier, hvoraf der jo er et betragteligt overlap, har dagligt den udfordring, at hverdagen skal hænge sammen.

Børnene skal vækkes, der skal laves morgenmad, smøres madpakker, bringes og hentes i alt fra vuggestuer til skoler. Og der skal være tid til idræt, som seks ud af ti voksne ifølge en undersøgelse prioriterer.

Intet under, at hver fjerde dansker, der arbejder, arbejder på deltid, som dagbladet Børsen kunne fortælle i slutningen af marts. Det er heller intet under, at endnu flere ønsker at arbejde mindre.

Man kan have mange meninger om det her. Og det er der så også mange, der har.

Statsministeren er en af dem. Hun har ad flere omgange proklameret i forbindelse med den nye SVM-regering, at vi alle sammen godt kan glemme at arbejde mindre. Som i tilfældet med Store Bededags-afskaffelsen er hun også her tilsyneladende ude af sync med borgerne. Vi vil både beholde bededagen, deltidsarbejdet og arbejde mindre.

Statsministeren er en af dem. Hun har ad flere omgange proklameret i forbindelse med den nye SVM-regering, at vi alle sammen godt kan glemme at arbejde mindre. 

Søren Søndergaard

Beskæftigelsesudvalgets meget informative høring om afskaffelsen af Store Bededag, der jo ikke rigtigt ændrede noget ved, at årets Store Bededag bliver den sidste, var både vældig oplysende og underholdende, og dokumenterede grundigt, at danskerne arbejder stadigt mindre. Ikke mindst mindre end de fleste andre i EU og resten af verden.

Der var så ingen grafer over effektiviteten af det udførte arbejde. Det kunne ellers være spændende. For i eksempel USA arbejder de godt nok en del flere timer. Men mit indtryk er, at amerikanerne i mange tilfælde er forbløffende ineffektive. Særligt interessant, når man betænker, hvad den ret unge nation har formået at udrette af eksempelvis månelandinger og videnskabelige gennembrud i øvrigt.

Her kan man så lidt patriotisk, navlebeskuende, om man vil, indsnige en bemærkning om, at det var en amerikaner af dansk herkomst, William S. Knudsen, der særdeles effektivt sikrede USA's oprustning og dermed en afgørende del af de allieredes valgsejr i Anden Verdenskrig, glimrende beskrevet i Ole Sønnichsens bog "One Dollar Man".

Og det var den pæredanske Inge Lehmann, der i USA som verdens første kvindelige seismolog på vej på pension dokumenterede jordens inderste kerne, lige så fremragende beskrevet i Lotte Kaa Andersen roman "Den inderste kerne".

Hvor er samtalen om hverdagen?

Familier med arbejde har travlt og der er meget, der skal gå op. Endnu mere, hvis de har børn, det siger sig selv. Derfor er det forbløffende, så lidt politisk kommunikation, der tager afsæt i, eller i det hele taget beskæftiger sig med den situation.

SF's formand Pia Olsen Dyhr tog det kortvarigt op på partiets landsmøde for få weekender siden, at hverdagen er vigtig. Men ellers hører vi ikke meget om den der hverdag i den politiske snak.

Dan Turréll og Halfdan E.'s musikalske "Hyldest til hverdagen" fra 1993 siger det hele. "Mest af alt holder jeg af hverdagen", lyder en af linjerne. Turélls digt er faktisk fra 1984 og næsten 40 år gammelt, så alle har haft en del år til at fundere over det i, også politikerne.

Hvor er samtalen om hverdagen? Det er forbløffende, så lidt politisk kommunikation, der tager afsæt i, eller i det hele taget beskæftiger sig med den situation.

Søren Søndergaard

Derfra, hvor vores verden går, dér har vi vores afsæt. Det forstår de fleste godt, når de synger med på H.C. Andersens fabelagtige "I Danmark er jeg født".

Men det gælder jo sjovt nok også i den daglige, trivielle trummerum, der består af alt fra manglende nattesøvn og bleskift over madpakker til "henter-du-i-dag-jeg-har-en-opgave/et møde/noget jeg bare skal-trakasserierne".

Lægger man dertil, at hækken også skal klippes, helst før Sankt Hans, at energiregningerne og smør- og mælkepriserne virker som noget, vi har lært om i historieundervisningen, og bilkøerne ind og ud af de store byer tager mere tid end nogensinde, så er der skam stadig meget at holde af i hverdagen. Men også meget, der skal gå op. Den slags har det med at fylde i netop hverdagen.

Politikere kan godt lide at lægge ind i taler, at de har mødt den og den ude i virkeligheden, og nu tænker de sådan og sådan.

Nogle vil huske daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt bringe en elev ved navn Emil på bane, da hun i Folketingssalen talte om Pythagoras og de retvinklede trekanter. Emil var vist opfundet til lejligheden, men han bragte dog noget hverdagsagtigt ind i åbningstalen. Selv om omtalen af indslaget mere kom til at handle om, hvorvidt statsministeren helt havde forstået Pythagoras.

På samme vis italesatte Anker Jørgensen hverdagen, da han i en af sin nytårstale 1. januar for 50 år siden fortalte, at han på en flyver hjem fra Vestinden "bestilte to øl".