Kommentar af 
Anne Sofie Allarp

Jagten på den rygende pistol i minksagen er efterhånden komisk

I rød blok og i dele af pressen ledes der efter den såkaldt rygende pistol i minksagen. En søgen, der er ved at være lidt komisk, ikke mindst fordi den efterhånden må finde sted i fuld røgdykkeruniform.

Minksagen vier et forløb, der slet ikke lever op til den standard, man som borger og skatteyder i et demokrati kan forvente af en regering og en statsadministration, skriver Anne Sofie Allarp.
Minksagen vier et forløb, der slet ikke lever op til den standard, man som borger og skatteyder i et demokrati kan forvente af en regering og en statsadministration, skriver Anne Sofie Allarp. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Anne Sofie Allarp
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mink-kommissionens arbejde er en guldgrube af information om et af Danmarkshistoriens vel nok mest uskønne politiske forløb. For enhver, der har tillid til, at den danske stat er indrettet således, at denne type sager ikke kan ske, er afdækningen af et embedsværk og en regering, hvor alle agerer alt for fleksibelt under det pres, som kommer fra statsministeren og hendes departementschef, absolut rystende for den tillid.

Støttepartierne, der er hårdt prøvede efter to et halvt år med denne regering, afventer kommissionens redegørelse. Og både Enhedslisten og Radikale bruger vendinger som ”hvis det kommer frem, at regeringen med overlæg brød grundloven” for at aflive alle mink, så skal sagen have konsekvenser. Jeg springer SF over, da de længe har været i så gennemført socialdemokratisk camouflage, at de kan være svære at få øje på.

Så spørgsmålet om de konsekvenser, sagen kunne få for regeringen, virker på nuværende tidspunkt bundet op på vurderingen af forsæt vs. uagtsomhed. Sådan må man fortolke støttepartiernes udmeldinger. Jagten på ’den rygende pistol’ i sagen er herpå gået i gang.

Skåret ind til benet, vil regeringen have os til at tro, at den var uvidende om, at den manglede lovhjemmel, da den beordrede aflivning af alle mink tilbage i efteråret 2020.

Den vil have os til at tro, at ingen embedsmænd advarede dem mundtligt, og at relevante ministre ikke læste deres dokumenter, og at ingen af de involverede ministre selv tænkte på at sikre sig, at der var hjemmel til at aflive alle mink. Det vil sige, at embedsmænd, hvoraf flere er uddannet jurister, ikke råbte vagt i gevær, og at de involverede ministre, der ikke har lavet meget andet end at lovgive i deres voksenliv, og som alle har skrevet under på at ville overholde grundloven, simpelthen glemte den afgørende forudsætning, for at staten kan handle, nemlig loven.

Samlet står man tilbage med et kraftigt og kulilte-holdigt indtryk af en regering, der søger at slette sine spor, og et forløb, der slet ikke lever op til den standard, man som borger og skatteyder i et demokrati kan forvente af en regering og en statsadministration.

Anne Sofie Allarp

Det er den umiddelbart ikke særligt plausible påstand, der skal tages stilling til. Og det skal der med ministeransvarsloven i baghovedet. I den står, at en minister ifalder ansvar, hvis denne med forsæt eller ved grov uagtsomhed tilsidesætter sine forpligtelser. 

Det, der taler for regeringens forklaring, er følgende:

  • Mink-sagen sker i kølvandet på en længere periode med en forfatnings- og lovgivningsmæssig ikke formaliseret undtagelsestilstand. En periode, hvor man de facto havde suspenderet grundlovens beskyttelse af ejendomsretten herunder formuerettigheder, hvor man havde suspenderet kravet på fuld erstatning, når staten lukkede en forretning i en periode. §27 i epidemiloven af marts 2020 var i sin ordlyd (der gav staten adgang til umiddelbar ekspropriation) uforenelig med grundlovens beskyttelse af ejendomsretten og burde have været prøvet ved domstolene. Dette skete ikke, og det kan have givet regeringen den tro, at den ikke behøvede at tage hensyn til ejendomsretten.
  • Det var samtidig en periode, hvor Folketinget havde tilladt regeringen at lovgive per bekendtgørelse. Det betød en enorm magt koncentreret i regeringen, som dermed ikke per automatik tænkte på at skulle have et folketingsflertal for tiltag.
  • Allerede før pandemien tegnede der sig et billede af en særdeles magtfuld statsminister, der gav Statsministeriet nyskabelser, som en stabschef med særlige quasi-politiske beføjelser, og som ikke havde noget imod at udfordre vanetænkningen i staten.
  • Mink-kommissionens arbejde har afsløret graden af politisering af embedsværket. Særligt Justitsministeriet og Statsministeriets øverste embedsmænd virker headhuntet og fremmest på baggrund af deres evne til at agere politisk. Det taler for at agere mindre som lovens vogtere og mere som regeringens vandbærere i denne sag.
  • Endelig er man som iagttager efterladt med indtrykket af et trigger-happy og ikke så epidemi-fagligt tungt statsministerium, der havde opnået enorm succes ved at handle per instinkt i den første fase af epidemien. Dette kunne tale for det modsatte af omhu i denne situation. 

Der er ikke noget i det ovennævnte, der nødvendigvis udelukker, at regeringen kunne ifalde ansvar for grov uagtsomhed, det understøtter imidlertid regeringens forklaring om, at der eksisterede en vis panik, og at de glemte spillereglerne i kampens hede.

Hvad der taler imod regeringens forklaring, er følgende: 

  • At regeringen ikke har sikret sig, at al kommunikation mellem aktører i forløbet blev samlet og bevaret, således at regeringen kunne bevise sin uagtsomhed.
  • At regeringen ikke kan forklare, hvornår automatisk sletning af fire nøglepersoners sms’er blev foranstaltet.
  • At det var en af de fire nøglepersoner i Statsministeriet, nemlig departementschefen, der rådgav statsminister Mette Frederiksen til at slette sin sms-korrespondance. Hunden bider således egen hale. 
  • At forklaringen lyder, at sletningen skete af sikkerhedshensyn, men at statsministeren ikke præcis ved hvilken telefon, der har afsendt hendes sms’er i den pågældende periode, fordi hun har skiftet telefon flere gange undervejs, og at hendes tidligere telefoner er genbrugt og cirkulerer mellem medarbejderne i ministeriet, som det fremgik af regeringens pressemøde om sms'er i starten af november. Som minimum, en absolut laissez faire tilgang til sikkerhed. Eller værre: man kunne mistænke, at regeringen havde en interesse i, at information ikke skal kunne spores af en eventuel undersøgelseskommission. Således det klassiske rockerforsvar.  
  • At sletningerne af sms’er tidsmæssigt formodes at flugte med, at Grønnegaard-undersøgelsen af den første fase i epidemihåndteringen blev vedtaget af Folketinget.
  • At der gik 132 dage før Statsministeriet svarede Mink-kommissionen, som 29. april bad Statsministeriet om at få udleveret sms’er. Kommissionen bad eksplicit om at sms’er ikke slettes, uden at sletningen ophørte.
  • B.T. søgte aktindsigt i sms’erne omkring minkbeslutningen, og fik en kvittering af Statsministeriet, men sletningen fortsatte alligevel. 
  • At planerne om at aflive alle mink fandtes allerede i september taler imod forklaringen om kaos i kampens hede.
  • At der er sået tvivl om nødvendigheden af aflivning af alle mink, taler for en manglende grundighed i forvaltningen. 
  • At ordren om at slå alle mink ned blev opretholdt, da der opstod bred erkendelse af manglende lovhjemmel, taler for som minimum efterfølgende forsæt. 
  • At referat ikke blev taget under det afgørende, historisk og besluttende møde i K-udvalget, er helt bemærkelsesværdigt. 
  • At regeringen ikke gav en fyldestgørende redegørelse til Folketinget om forløbet, og at regeringen efterfølgende har undladt at oplyse sagen i sådan en grad, at en kommission er nødvendiggjort, baner vej for en antagelse om, at regeringen har noget at skjule.
  • Statsministeriet har været inde over denne beslutning i en sådan grad, at det kan diskuteres om ansvaret også er overgået til statsministeriet. Som minimum understreger det statsministerens tilsynspligt med sin regering.
  • At ministre er blevet tilvejebragt den manglende lovhjemmel på skrift, og endda godkendt skriftligt indhold inkluderende information om manglende hjemmel, taler for en alvorlig grad af skødesløshed.

Samlet står man tilbage med et kraftigt og kulilte-holdigt indtryk af en regering, der søger at slette sine spor, og et forløb, der slet ikke lever op til den standard, man som borger og skatteyder i et demokrati kan forvente af en regering og en statsadministration.

Derfor er støttepartierne og medieaktørers søgen efter en såkaldt rygende pistol, der vil kunne afgøre spørgsmålet om forsæt, efterhånden lidt komisk. Ikke mindst fordi den søgen efterhånden må finde sted i fuld røgdykkeruniform.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Sofie Allarp

Kronikredaktør, Berlingske, forfatter
cand.jur. (Københavns Uni. 1999)