Jarl Cordua: Det ender med en hybrid-bilafgift

KLUMME: Når finansloven er forhandlet på plads, vil man se DF bekendtgøre, at de har sikret billigere og mere sikre klimavenlige biler. Mest interessant bliver det dog at følge regeringen – og særligt LA’s – evne til efterfølgende at påtage sig klædelig ydmyghed.

Det første halvandet år efter folketingsvalget i juni 2015 blev en lang, indbyrdes, kaotisk armlægning mellem de fire partier i blå blok.

Konservative væltede en stridbar V-minister, der ikke ville bøje sig for deres krav. Liberal Alliance mente, at de kunne true sig til topskattelettelser, men endte med at gå i regering, og DF havde det svært med den uvante position, hvor de skulle slås om rampelyset med to andre borgerlige oppositionspartier.

Med VLAK-regeringen er det kulørte alle-mod-alle-slagsmål reduceret til et gentaget magtspil mellem DF og VLAK-regeringen under rolige former, der giver mindelser om VKO-æraen 2001-2011. Forskellen er bare endnu et parti, LA, som var noget sene i optrækket med hensyn til at forstå jernloven om, at man ikke kan true sig til indrømmelser hos DF. Forsøger man alligevel, så betaler man en pris i form af offentlig ydmygelse, hvor ens politik lider strådøden.

Det var det, som Konservative erfarede allerede i 00’erne. Desuagtet, at det nok ville være imod LA's natur, så kunne man jo lave det tankeeksperiment, hvorvidt regeringen måske kunne have været tættere på målet om topskattelettelser i dag, hvis LA tidligere havde disket op med en noget anden retorik og tilgang til samarbejdet med DF?

Vi ved det ikke. Alligevel ved vi, at DF faktisk i tidligere tider har givet indrømmelser på skatteområdet, hvis prisen i form af modydelser var rigtig og hvis VK udviste den nødvendige respekt for DF.

Netop respekten har det knebet med for LA's vedkommende. Det sås især, da LA efter finanslovsforhandlingerne i 2015 skålede i triumf over den første rene bilafgiftslettelse i mands minde. Det skete i den billige, søde, mousserende italienske vin Asti på Simon Emil Ammitzbølls kontor foran TV 2's rullende kameraer. Aldrig har så billige dråber været så politisk dyre, kunne man sige. For siden dengang har DF haft for øje at få udstillet LA's manglende politiske indflydelse.

Det ser ud som DF-toppen betragter politiske aftaler med regeringen som et politisk nulsumsspil, hvor en politisk sejr for LA kun kan udlægges i offentligheden som et politisk nederlag for DF. Eventuelle indrømmelser til LA skal derfor dølges i en grad, at de slet ikke sår tvivl om DF's skinnende politiske sejre. Det vil dette efterår formentlig vise.

For tiden er dansk politiks ”movers and shakers” mest optagede af de indledende forhandlinger om bilafgifterne, der har fået sat bilsalget på pause. I en anden tid, dengang alle top-DF'erne var regel- og bureaukratihadende fremskridtsfolk, havde der næppe været megen tvivl om, at man kunne slå en hurtig politisk handel af om lavere bilafgifter med mindst mulige indviklede bureaukratiske regler.

Sådan er det ikke i 2017. Her er de ellers normalt klimaskeptiske DF’ere pludselig meget optaget af at sikre en afgiftsmodel, der tager hensyn til prisen for mere klimavenlige biler og omfanget af sikkerhedsudstyr. Det sidstnævnte krav lyder lidt mere troværdigt henset til, hvad DF tidligere har stået for.

Man kunne indvende, at i kraft af, at klimavenlige biler med sikkerhedsudstyr er dyrere, så ville en enkel afgiftsmodel dermed medvirke til at imødekomme dette krav.

Normal logik tilsiger, at enklere afgiftsregler på for eksempel 100 procent af bilens pris medfører mindst muligt bureaukrati. Omvendt vil mere indviklede afgiftsregler medføre mere bureaukrati og behov for flere medarbejdere i Skat til at indføre, justere og kontrollere reglerne.

Ifølge skatteministeren og flere af dem, der har arbejdet med afgiftsmodeller, vil en ny teknisk model blive besværlig, men den vil ifølge en af Slotsholmens tidligere afgiftseksperter Otto Brøns-Pedersen fra tænketanken Cepos også føre til, at bilkøberne vil gå glip af den rabat hos bilproducenterne, som nye danske biler – på grund af vores høje afgifter – allerede får i dag.

Ved en afgiftsomlægning til en teknisk afgiftsordning vil den rabat blive mindre og avancen øges hos bilproducenterne og forhandlerne. Hvis han har ret i det, så kunne denne kontante fordel forklare, hvorfor perlerækken af organisationer i billobbyen pludselig er blevet så optaget af den grønne dagsorden og har blandet blod med DF forud for forhandlingerne.

Den hjemlige, for tiden meget aktive, billobby fremhæver i øvrigt både Norge og Holland som inspirationslande, hvor en teknisk afgift skulle fungere fint i praksis. I Norge, hvor man foreløbig ikke slås med budgetproblemer, er elbiler i øvrigt helt fritaget for moms frem til 2020, hvilket har boostet salget kolossalt. I januar i år var 37 procent af alle solgte biler enten elbiler eller hybridbiler.

Spørgsmålet er dog, om en afgiftsomlægning er løsningen, hvis problemet er, at bilafgifterne i Danmark er af et omfang, der savner helt sidestykke i Europa og derfor er langt højere end i både Norge og Holland.

DF's næse for, hvordan silden står i folkehavet, virker i øvrigt også i dette tilfælde upåklageligt. En Megafon-måling søndag i Politiken viser, at et massivt flertal på 59 procent netop foretrækker den model. Det er muligt, at DF har droppet den gamle forestilling om at være borgerligt parti, som ønskede lavere skatter og afgifter uden indviklede regler, men de har i al fald befolkningen, billobbyen og de afgørende mandater på deres side.

Nu skal politik som bekendt ikke være let, og DF's meldinger om en teknisk model er så tydelige, at regeringen naturligvis må bøje sig i spørgsmålet og derfor opfinde en model, der både sænker afgiften generelt på biler og gør de klimavenlige og sikrere biler billigere. En slags muldyr eller en hybridafgift på biler, kunne man sige.

Den slags tager tid at konstruere og sætter de kreative embedsmænd i Skatteministeriet på en krævende opgave, men selvfølgelig når de i mål. Det slutresultat, der anes, er åbenbart så interessant, at også Socialdemokratiet nu forsøger at finde en indgang til forhandlingsbordet, så de kan vedligeholde alliancen med DF.

Når en bilafgiftsaftale er forhandlet på plads, vil man se DF bekendtgøre, at de har sikret billigere og mere sikre klimavenlige biler. Mest interessant bliver det dog at følge regeringen – og særligt LA’s – evne til efterfølgende at påtage sig klædelig ydmyghed.

Hvis LA er kloge, så skåler de til den tid bag lukkede døre i kaffe og hvide vand uden en journalist i nærheden. Spørgsmålet er, om ydmygheden – også over resultatet – rækker til at kunne leve op til den selvforståelse, man selv har udbredt til LA-folket om, at Anders Samuelsen i kraft af hans og de øvrige LA'eres enestående forhandlingsteknik reelt dikterer Kristian Thulesen Dahl, hvor skabet skal stå.

Det er i virkeligheden mere spændende end det forudsigelige resultat af forhandlingerne om bilafgifterne.

--------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator, fast klummeskribent på Altinget og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Trads: Kan Frederiksen undgå socialdemokratiernes dødsspiral? Trads: Kan Frederiksen undgå socialdemokratiernes dødsspiral? Næste artikel Lisbeth Knudsen: Statsministre er også bare mennesker Lisbeth Knudsen: Statsministre er også bare mennesker
Sagen Martin Rossen: Har vi det embedsværk, vi tror, vi har?

Sagen Martin Rossen: Har vi det embedsværk, vi tror, vi har?

ROSSEN: Altinget har de seneste uger taget debatten om embedsværkets tilstand og fremtid i kølvandet på regeringen Mette Frederiksens ansættelse af Martin Rossen som stabschef. Det store spørgsmål er, om de politiske sekretariater i embedsværket har været så længe undervejs, at vi ikke har taget stilling til dem.