Jarl Cordua: DF's gidseltagning af skatteaftalen fortsætter

Nytårsraketterne ligger i rendestenen. Champagneflaskerne hober sig op rundt om containerne. Og skåltalerne er holdt for denne gang. I næste uge blænder Christiansborg op for det sidste år, plus/minus nogle måneder inden folketingsvalget. Det betyder, at foråret formentlig bliver sidste chance for større politiske aftaler, før valgkampen går i gang. 

På bordet ligger der som bekendt en ikke-færdig skatteaftale og et modkrav fra DF om et ”paradigmeskifte” mht. stramninger på asylområdet. Set med regeringens briller er skatteaftalen taget som gidsel af DF. Der bliver ingen skattelettelser, medmindre regeringen – og det er især Løkke og Venstre, man her tænker på – leverer stramninger, der gør det klart, at midlertidigt asyl ikke med tiden bliver til reel indvandring.

I forhold til den ganske højtspændte situation, vi så før jul, så er dramaet ikke helt så stort denne gang, idet tidsfaktoren er blevet pillet ud af ligningen. Man har ingen deadline, og Liberal Alliance har nu – langt om længe – renonceret på alle ultimative krav. Det skubber automatisk fokus over på DF som den besværlige part, hvor LA nok kan håbe på, at flere vil gå DF på klingen om hvad partiet vil politisk, og om man i det hele taget er interesseret i en aftale?

Alligevel hviler der især et pres på statsministeren mht. at komme i mål med aftalerne. Endnu et pinligt nederlag i rækken vil alt andet lige udstille blå bloks manglende samarbejdsevne og totale kollaps, og det er næppe et overbevisende salgsargument over for vælgerne, som snart skal tage stilling til, om VLAK-regeringen skal have en periode mere i regeringskontorerne. Efter den turbulente festforestilling op mod jul vil det næppe overraske mange, hvis vælgerne er blevet yderligere skeptiske med hensyn til, hvorvidt blå blok kan stille med et regeringsdueligt flertal.

Liberal Alliance har nu – langt om længe – renonceret på alle ultimative krav. Det skubber automatisk fokus over på DF som den besværlige part.

Jarl Cordua

Muligheden for forhandlingssammenbrud er selvfølgelig Kristian Thulesen Dahls (DF) klemme på regeringen, da han og hans parti – blå bloks største – tydeligvis ikke er interesseret i at påtage sig et regeringsansvar og i øvrigt er dybt uenig med resten af partierne i blokken om værdien af hurtig integration af flygtninge og behovet for at tilføre udenlandsk arbejdskraft til landet for at undgå, at økonomien bliver overophedet.

Måske har DF-formanden allerede helt opgivet blå blok og forfølger nu i stedet en strategi, der handler om at stemmemaksimere og helt overlade det til regeringen at forklare, hvorfor man ikke vil løse problemerne?

En aftale er nemlig kun en aftale lige indtil DF-formanden stiller et nyt krav. Og den erfaring bør Socialdemokraterne i øvrigt nok skrive sig bag øret.

Jarl Cordua

Allerede før jul lå der udkast til aftaler på begge områder på bordet. Men Kristian Thulesen Dahl, som regeringen efterhånden har erfaret, at de aldrig ved, hvorhenne de har, var ikke tilfreds. 

Når det kommer til skatteaftalen, har regeringen bestræbt sig på at give skattelettelserne i bunden, da det er politisk mindst ukontroversielt. Til gengæld er effekten på arbejdsudbuddet, der skulle skaffe flere hænder og dermed nedsætte risikoen for overophedning, yderst begrænset.

Politisk er problemet for DF imidlertid, at LA allerede har været ude og hævde en politisk triumf om ”historiske skattelettelser”. Det er nemlig provenumæssigt ret dyrt at sænke skatten i bunden af indkomstskalaen. Til gengæld havde det været meget billigere provenumæssigt og skabt et langt større arbejdsudbud, hvis man havde sænket topskatterne. Men det er også for politisk kontroversielt til, at DF vil være med.

Så hvad end man gør, så er skattelettelser et problem for DF. Eller rettere: DF er bekymret for, at man bliver udsat for beskydning af de nye ”venner” i Socialdemokratiet, der glad og gerne sammen med resten af venstrefløjen vil udstille DF som klasseforrædere. Derfor gælder det om at slippe ud af den fælde, eller i det mindste tage sig godt betalt med nye og hårde udlændingestramninger, som ligger ud over hvad man tidligere har set.

Der er indtil videre ikke meget, der tyder på, at Venstre vil levere stramninger, der kolliderer med konventionsforpligtelserne, som hidtil har gjort det ud for Lars Løkkes røde linjer. Så hvad kan regeringen mon levere af stramninger på udlændingeområdets efterhånden hårdt udpinte jord, som kan få DF til at stemme for en skatteaftale, man dybest set helst er fri for? Det er det store spørgsmål.

Regeringen har naturligvis ikke opgivet på forhånd, så i næste uge går forhandlingerne i gang i Inger Støjbergs (V) Udlændinge- og Integrationsministerium med DF's to hovedforhandlere Martin Henriksen og Christian Langballe ved bordet.

Kristian Thulesen Dahl har dog tidligere haft møder om sagen i Statsministeriet med regeringschefen selv, men vanen tro ved regeringen hverken, om de er købt eller solgt, når det gælder DF-formanden. For efterårets forhandlinger har bibragt dem den opfattelse, at en aftale ikke længere er en aftale, når det kommer til Kristian Thulesen Dahl. En aftale er nemlig kun en aftale lige indtil DF-formanden stiller et nyt krav. Og den erfaring bør Socialdemokraterne i øvrigt nok skrive sig bag øret, hvis de skulle have formodninger om, at de i regering kan bruge DF til noget politisk, der ligger ud over det ukontroversielle, som for eksempel at lægge stemmer til en ny gavebod.

Togfonden, som ellers står som et lysende monument over DF-S-alliancen, er åbenbart slet ikke så populær i DF som man skulle tro. Problemet er blandt andet, at fonden mangler penge, og DF har længe håbet på, at regeringen vil omfavne togfonden og dermed finde penge til at fylde den slunkne kasse op. Det er regeringen ikke interesseret i, for den vil hellere bygge veje, og der er ikke penge til det hele. Desuden skulle DF ikke være så vilde med, at det politiske fællesskab med de røde i togfonden, indbefatter, at der skal bygges en bro over Vejle Fjord.

Politisk er der sikkert større muligheder for, at regeringen får et samarbejde op at køre med DF, når det gælder Løkkes opgør med 'Ghettodanmark', som der atter blev blæst gang i med hans nytårstale. Det er, som mange har moret sig med, slet ikke første gang, at borgerlige – og andre regeringer – har identificeret ghettoer og de parallelsamfund og den kriminalitet, som følger med, som et problem.

I realiteten har et regeringsudvalg bestående af justitsminister Søren Pape Poulsen (K), indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) og Inger Støjberg (V) igennem hele efteråret arbejdet med en ghettoplan, som dog endnu ikke er helt færdig. Det forlyder, at regeringen overvejer forslag, som vil forekomme ganske drastiske i forhold til, hvad man ellers tidligere har set fra den kant. Ghettoplanerne, der formentlig vil indebære en fortsættelse af en efterhånden langvarig praksis med nedrivning af boliger, kører dog helt uafhængigt af forhandlingerne om udlændingestramninger og skat.

Det skulle være mærkeligt, hvis ikke DF – trods indledningsvis reservation – ikke til sin tid bakker op om planerne. Spørgsmålet er, om et samarbejde her kan bringe blå blok ind på et forhandlingsspor, der også kan bringe regeringen i mål med hensyn til skat og udlændinge?

Hvis det kommer til et endeligt forhandlingssammenbrud på skat, så vil opmærksomheden igen rette sig mod LA og hvilken konsekvens, de vil drage af det? Det bliver i sandhed et spændende forår i dansk politik. 

---------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig, politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han kommentar på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.