Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Her er det nye DF-formandskabs styrker og svagheder

KOMMENTAR: Det nye DF-formandskab har stærke og svage sider. Hvis formændene accepterer hinandens roller, kan det styrke partiet og levetidsforlænge Kristian Thulesen Dahls formandskab, skriver Jarl Cordua.

Messerschmidt har mange talenter og har erfaring som forhandler, men han er intet match overfor Thulesen Dahl i forhandlingsdisciplinen, skriver Jarl Cordua.
Messerschmidt har mange talenter og har erfaring som forhandler, men han er intet match overfor Thulesen Dahl i forhandlingsdisciplinen, skriver Jarl Cordua.Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Dansk Folkepartis Søren Espersen gjorde mandag sit parti en stor tjeneste, da han trak sig som næstformand for dermed at give sin trængte formand et kort i hånden, der kunne tage af for det tiltagende pres, som Kristian Thulesen Dahl oplever i DF-baglandet om at vige pladsen for yngre kræfter.

Det vil i praksis sige Morten Messerschmidt. Som situationen er nu, er Messerschmidt nu i realiteten kronprins i partiet, og tiden – og den kan blive kort – vil så vise, hvornår det er tid til et egentligt magtskifte på formandsposten.

Men hvilke kvaliteter har DF-formanden og hans nu pludseligt udpegede næstformand? Og hvem er egentlig bedst i de forskellige kategorier?

Messerschmidt er bedst i talekunst. Det er normalt en kongedisciplin i politik, og umiddelbart ligner Messerschmidt en vinder i den disciplin. Der er meget floromvunden tung patos, arkaiske ord og bedagede taleformer, når den tidligere EU-parlamentariker ruller sig ud på en talerstol.

Fakta
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det er tydeligt, at den nye næstformand læner sig op af en britisk parlamentarisk tradition, hvor det retoriske element spiller en stor rolle, og hvor man kan score point på at brillere med frække ord, hvis betydning de fleste skal hen og slå efter i ordbogen.

Spørgsmålet er, om denne faible for ordekvilibrisme er noget, der betager nye vælgere eller i stedet irriterer og frastøder dem? Personligt finder jeg det berigende, men spørgsmålet er, om Messerschmidt i formandsrollen falder igennem i sin kommunikation med alle disse retoriske herresving?

Der er vist næppe nogen tvivl om, at Thulesen Dahls dignitas er i en helt anden klasse end Messerschmidts i forhold til samarbejdspartnere på Christiansborg.

Jarl Cordua

Thulesen Dahl er omvendt mere neddæmpet og optræder gerne sådan lidt jysk og "sindig". Udtrykket skal helst ikke være for følelsesladet, men mere designet til at efterlade et indtryk hos modtageren af, at han bare vil den "sunde fornuft".

Thulesen Dahl er i sine angreb på politiske modstandere til trods for sin neddæmpede facon meget direkte og præcis. Han ved efter mange år i slagdueller i folketingssalen, hvor man skal sætte kniven ind, så det gør ondt.

Messerschmidt ser jeg som en kneben vinder i den disciplin, og det hjælper ham i en situation, hvor retorik – også gerne i skinger og højtstemt form – er i højere kurs end nogensinde på den yderste højrefløj.

Thulesen Dahl er uovertruffen som forhandler.

Messerschmidt evner at sætte sig ind i det politiske stof, også når det er svært. Spørgsmålet er dog, om han har helt det samme overblik over for eksempel finanslovstoffet som Thulesen Dahl, der har forhandlet med skiftende regeringer i 20 år og er arkitekten bag stort set alle de markante politiske sejre, der er hjemtaget ved forhandlingsbordene.

På nuværende tidspunkt er der vel ingen på Christiansborg med hans erfaring bortset fra enkelte tidligere V-ministre. Spørgsmålet er dog, om det er de evner, der er efterspørgsel på i baglandet, der hellere vil høre markante meninger end håbe på egentlige politiske resultater i en situation, hvor Dansk Folkeparti er blevet kraftigt decimeret af vælgerne og ikke længe har overhånden overfor en blå regerings ministre.

Messerschmidt har mange talenter og har også erfaring som forhandler, men han er intet match overfor Thulesen Dahl i denne disciplin.

Messerschmidt er ideologisk markant. Ideologisk er han efterhånden nemmere at placere end Thulesen Dahl, hvilket formentlig giver ham en ikke ubetydelig fordel i forhold til baglandet.

Den nye næstformand definerer sig selv som kristen, og som mange andre erklærede national-konservative abonnerer han på tidehvervsbevægelsens teologi ligesom de tidligere folketingsmedlemmer for Dansk Folkeparti, "præstefætrene" Søren Krarup og afdøde Jesper Langballe.

Det handler gerne her om nationalisme, folket og danskhed, at flygtninge, uanset hvilken håbløs situation de måtte være i, ikke er ens næste, og uforsonlige angreb på "kulturradikalismen" og i de senere år især den kompromisløs kamp mod islamismen, som man tilsyneladende ser vinde indpas overalt i det danske samfund.

Man kan mene om dette tankegods, hvad man vil, men nationalkonservatismen i denne aftapning er forholdsvis veldefineret – ikke mindst af Søren Krarup selv – og det gør det nemt for Messerschmidt at overtage den forholdsvis politisk ledige trone som "storayatollah", hvis han vil.

At denne ideologi spiller en rolle som politisk motor indenfor Dansk Folkeparti, har længe stået klart, og det har Messerschmidt udnyttet ved senest at give den i rollen som kristendommens forsvarer i uendelig kamp mod islam på de hjemlige breddegrader. Det sker ikke mindst med henvisning til sit ideologiske ophav.

Især i denne disciplin er Thulesen Dahl omvendt helt på hælene. Han er altid blevet set som en pragmatisk politiksnedker, der ikke helt føler sig hjemme i stemningen af højstemt patos, og hvor hans ideologiske standpunkt har været underligt uklart.

Spørgsmålet er, om Thulesen Dahl ikke er alvorligt handicappet i sammenligning med Messerschmidt i rollen som national-konservativ uforsonlig populist med sin oprindelige baggrund fra et højskoleradikalt hjem, hvor meningerne kan brydes, men hvor man gerne skal nå sammen til et politisk resultat, inden man skal hjem og have flæskesteg med rødkål.

Man ser det især i spørgsmålet om partiets holdning til EU, hvor Thulesen Dahl hele tiden vil holde et vindue på klem til, at han og Dansk Folkeparti kan være med i fremtidens politik omkring det runde bord og derfor ikke vil være for definitiv i sin EU-modstand.

Her har Messerschmidt – måske som led i sin kamp om at blive formand – været på det krarupske hold, der i årevis har set EU som noget nær "Den Store Satan", som man skulle ud af så hurtigt som muligt. Nu har denne position endelig vundet i Dansk Folkeparti, hvorfor man nu har afskåret sig fra egentlig indflydelse i fremtidige forhandlinger om netop EU.

Læs også

Messerschmidt er mere højreorienteret. Mest problematisk for Thulesen Dahls fremtid er, at hans strategi med at lave en alliance med Socialdemokratiet er brudt sammen.

Det gør det ganske nemt for Messerschmidt at udstille ham som for midtsøgende i en tid, hvor Dansk Folkeparti er i hård konkurrence om de tilbageblevne højrefløjsvælgere og naturligvis opbakningen i baglandet, der må være rystet over, at de gode gamle dage, hvor Dansk Folkeparti slog taktstokken i dansk politik, er borte.

Når Thulesen Dahl får at vide af de interne kritikere, at han er "for stueren", handler det formentlig også om, at man ikke anerkender de politiske resultater, som han vitterligt har fået forhandlet hjem, fordi man er mere optaget af de uløste opgaver på flygtningeområdet, som kræver en politik, der ofte er umulig med de nuværende grundlovsbestemmelser.

Det ved Thulesen Dahl formentlig godt, men det anerkender hans bagland ikke, og nu er tiden kommet til, at man vil lade en anden gøre forsøget. Ikke fordi man tror, at det vil ske i morgen, men fordi der er kommet en konkurrent hos Nye Borgerlige, der hævder, at det skulle være muligt. Thulesen Dahls brand er simpelthen slidt i stykker. Han har haft chancen. 

Selv taget i betragtning af, at Messerschmidts eget brand er flosset – ikke mindst på grund af den uafklarede Meld/Feld-sag – tror mange i Dansk Folkeparti åbenbart på, at partiet har en større fremtid med den nye næstformand ved roret. Det er netop den erkendelse, der har tvunget Thulesen Dahl til den overraskende – og sikkert ganske kloge – disposition, der køber ham lidt tid.

På Christiansborg er Thulesen Dahl ganske respekteret som forhandler, og han har da oparbejdet rimeligt gode relationer til sine politiske samarbejdspartnere rundtomkring.

Man skal dog næppe overdrive hjerteligheden hos de øvrige partier, men der er med Thulesen Dahl dog tale om en seriøs samarbejdspartner, der dog har det med at presse citronen, når han kan.

Det korte af det lange er, at Thulesen Dahl ses som en dreven politiker, som man kan have tillid til, er interesseret i at nå et resultat og forsvare det, efter at forhandlingerne er afsluttet. 

Spørgsmålet er, om den samme tillid gør sig gældende i forhold til Morten Messerschmidts person. Tillid til enkeltpersoners habitus har ikke helt det samme at sige i en situation, hvor Dansk Folkepartis fremtid handler om at formulere markant politik i opposition end at skaffe politiske resultater under lange og indviklede forhandlinger med en regering. Men der er vist næppe nogen tvivl om, at Thulesen Dahls dignitas er i en helt anden klasse end Messerschmidts i forhold til samarbejdspartnere på Christiansborg.

Det er tydeligt, at det nye DF-formandskab har forskellige styrker og svagheder. Hvis de finder sammen og accepterer hinandens roller, er det ikke helt udelukket, at det faktisk kan styrke partiet – og levetidsforlænge Thulesen Dahls formandskab.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, fhv. MF (DF og løsgænger)
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

0:000:00