Jarl Cordua: 2. akt af Jul på den gamle borg – "Oprøret mod Tavshedens Lov"

Vi er nu nået til 2. akt af familiedramaet ”Jul i den gamle borg”, hvor 1. akt jo endte med en cliffhanger: Var der nu lavet en håndfast politisk aftale mellem regeringen og dets støtteparti, og var alle nu taget i ed?

Det viste sig så – heldigvis for dramaet – at det var alle ikke. Regeringens uregerlige medlem, Liberal Alliance, havde nemlig meget travlt med at fejre deres politiske sejre blandt andet med en ikke helt sandfærdig udtalelse fra LA's leder, udenrigsminister Anders Samuelsen, om, at han havde kigget DF-formanden Kristian Thulesen Dahl i øjnene, hvilket vel kun kunne opfattes af offentligheden som, at nu var en politisk aftale om skattelettelser stik- og nagelfast.

Det var den så ikke, viste det sig. For Kristian Thulesen Dahl havde slet ikke været til stede samtidig med Samuelsen i Statsministeriet under krisemødet i fredags. Statsministeren havde forhandlet med parterne hver for sig, og hvad der kom ud af de drøftelser, det blev så udlagt meget forskelligt.

At der slet ikke lå en større forkromet aftale om skat blev helt tydeligt, da LA, samtidig med at man omfavnede den netop offentliggjorte finanslov, truede med at stemme den ned ved 3. behandlingen, hvis ikke der forinden også blev indgået en skatteaftale.

I sandhed en helt ny og hidtil uset foreteelse i dansk politik: Et regeringsparti truer en forhandlingspartner med at stemme sin egen finanslov ned.

Jarl Cordua

I sandhed en helt ny og hidtil uset foreteelse i dansk politik: Et regeringsparti truer en forhandlingspartner med at stemme sin egen finanslov ned.

Det lignede ellers umiddelbart en situation, hvor DF havde taget første stik hjem, når finansministeren kunne præsentere en finanslovsaftale, mens de resterende og besværlige dele på skat og udlændinge blev udskudt til nye forhandlinger.

Set fra LA's synsvinkel, så er man træt af, at dansk politik efterhånden kun handler om at blødgøre den livstræt-udseende Thulesen Dahls kronisk dårlige humør.

Jarl Cordua

DF har nemlig hele tiden insisteret på at forhandle finansloven og de øvrige ting hver for sig. Regeringen derimod har insisteret på at forhandle alt på én gang. Det gør man så ikke længere, må man forstå efter fredagens præsentation af finansloven. LA's reaktion er dermed en reaktion på, at man ikke er enig med VK om, at man nu endelig skiller tingene ad, og at de nægter at anerkende, at Kristian Thulesen Dahl kan kræve sine politiske sejre i finansloven, før en skatteaftale er i hus.

Så gik weekenden, og så kunne parterne læse Børsen mandag, hvor LA's finansordfører, Joachim B. Olsen, kom til at svare på et spørgsmål fra en journalist, hvor han lovede historisk høje skattelettelser på mindst otte milliarder kroner. Dermed var fanden atter løs i Laksegade.

I substansen var det ikke jordens mest kontroversielle udtalelse. For de fire milliarder handler om et løst samspilsproblem, som i øvrigt også skulle være en indrømmelse af et DF-krav, og dertil kommer jobfradrag til de lavestlønnede på andre fire milliarder kroner. Dertil kommer en forhøjelse af beskæftigelsesfradraget til 3,5 milliarder kroner, som kommer oveni og vel stadig er under forhandling.

Strengt taget gjorde Joachim B. Olsen ikke meget andet end at pointere nogle faktuelle forhandlingsresultater, som man bredt har været enige om. Imidlertid blev det opfattet som en provokation ikke bare af DF, som rigtigt nok påpegede, at der jo ikke er en færdig aftale, men også af VK, medierne m.fl. Men nu var kimen lagt til yderligere ballade.

Lars Løkke slog så mandag fast, at ”selvfølgelig stemmer alle regeringspartier for finansloven”, men blev straks undsagt af folk i LA-toppen.

Efter mødet i Statsministeriet mandag så man en en irriteret Thulesen Dahl, der entydigt placerede skylden for, at forhandlingerne nu ser svære ud, på LA's skuldre. Ikke overraskende slog han på det indlysende absurde i, at LA truer med at stemme imod finansloven, og kaldte regeringens noget splittede position i sagen for ”en børnehave”. I sidste uge var der ifølge Thulesen tale om ”et cirkus”.

Som om der ikke var ballade nok, følte Anders Samuelsen sig så tirsdag kaldet til at understrege, at LA ikke ville garantere, at partiet stemmer for finansloven. Det var der ikke mange andre i blå blok, som syntes, var en særligt hjælpsom melding. De fleste synes nok, at det var temmelig dumt, og en stemning af håbløshed var efterhånden ved at indfinde sig i al fald i dele af regeringen.

Set fra LA's synsvinkel, så er man træt af, at dansk politik efterhånden kun handler om at blødgøre den livstræt-udseende Thulesen Dahls kronisk dårlige humør, hvilket især indebærer, at man underkaster sig ”Christiansborgs tavshedslov”, hvor det gælder om at sige så lidt om sin egen politik før, under og efter de politiske forhandlinger.

Og man må slet ikke sige noget kritisk om DF, eller bare noget, der – som i eksemplet fra Børsen i mandags – bare kan udlægges som kritik af DF. For så falder hammeren.

Det, LA har gang i, er et decideret oprør mod det regime, hvor alle politiske forhandlinger ses gennem den prisme, at hvis ikke Thulesen Dahl ligefrem er velfornøjet, så er det nok fordi alle andre partner er enten uduelige, amatører eller er så politisk ubegavede, at de ikke forstår at respektere, hvem der sidder med de afgørende og dermed dyreste mandater.

Og den opfattelse af det politiske spil er store dele af medierne og iagttagerne enige i – og det vrimler ikke ligefrem med alternative udlægninger af sagen.

Det er meget betegnende, at medier og iagttagere efterspørger folk med originale idéer og ”politik i klartekst”, men når det så sker, ja så fremstilles de som politiske fjolser. Og det er lige præcis sådan, at LA fremstår som i disse dage i stort set alle medier. I øvrigt til DF's store tilfredshed.

I Venstre – og formentlig også i K – ser man på LA som nogle, der skaber unødige problemer for sig selv, og som med provokationer gør forhandlingerne vanskeligere, fordi de oplever, at DF stiller sig mere på bagbenene og hæver den politiske pris alene for at sætte sig i respekt.

Og respekt er vel nøgleordet for at forstå DF's ageren. Man vil simpelthen ikke finde sig i at tabe ansigt over for opkomlingene i LA, der sidder på de taburetter, som Thulesen Dahl og hans hird rettelig burde sidde på.

Det er også åbenbart, at DF siden V-regeringens første finanslov, hvor LA fejrede opgøret med bilafgifternes himmelflugt med cava, har betragtet enhver politisk indrømmelse til LA som et nulsumsspil.

Hvis Samuelsen får indrømmet selv den mindste skattelettelse, så skal det kompenseres mere end rigeligt for at DF kan holdes skadesløst. Og selv det er ikke engang nok. LA skal slet ikke have indrømmelser, der kan udlægges som en sejr, og enhver ydmygelse af LA, for eksempel af partiets transportminister, er i virkeligheden en triumf for DF.

Målt på indhold og substans er der ikke uoverstigelige knaster, der skulle forhindre, at parterne når i mål, både hvad angår skat og udlændinge.

I dag skriver Jyllands-Posten, at DF har spillet et nyt krav ind om flere velfærdsmilliarder frem mod 2025. Det er nok en nyhed for JP, der så kan spille med på melodien om, at DF nu stiller hårdere krav til regeringen som en slags straffeaktion over for dens uregerlige parter. I forhandlingslokalet i Finansministeriet kender man dog godt kravet. Her er det ikke nyt, og man opfatter det i øvrigt ikke som et uoverstigeligt krav. Men det er nok klogest at tie, så noget kommer til at overstråle DF's magtdemonstration.

For regeringen – altså minus LA – handler det om at bide det i sig: Al den oplevede manglende respekt, manglende selvdisciplin, enestående upålidelighed med hensyn til indgående aftaler, som DF undervejs er rendt fra, for at nå en aftale inden jul. Det kan ikke nytte, at man i regeringen ømmer sig i pressen, for det giver bare endnu mere ballade og gør det endnu sværere at nå en aftale.

I substansen udestår en stor knast, der er nøglen til, at julefreden alligevel kan sænke sig over Slotsholmens gamle borg. Det handler om en ny politik over for de mange midlertidige asylsøgere fra Syrien, der kom i 2015, og det krav, DF har om et ”paradigmeskifte” i udlændingepolitikken, hvor man opgiver integrationspolitikken for disse midlertidige asylsøgere.

Her arbejder juristerne i Justitsministeriet på højtryk for at sikre sig, at en sådan politik ikke vil kollidere med diverse konventioner, som Danmark har underskrevet og som derfor – af alle andre end DF – betragtes som gældende dansk lov.

Hvis DF kan få den fjer i hatten, og det må gerne tage den tid, det tager for at sikre, at den nye politik ikke bliver underkendt af domstolene i fremtiden, så er muligheden for en aftale absolut inden for rækkevidde. Det er det, man håber på i regeringen, og så vil det sikkert hjælpe på det hele, hvis Samuelsen indtil da pakker alle sine trusler om at stemme imod finanslovsaftalen bort – eller i al fald ikke gentager dem i nærheden af journalister.

Spørgsmålet er, om det i det hele taget er muligt at udvise så tilstrækkeligt med diplomatisk snilde for den – i egne øjne – fagligt mest kompetente udenrigsminister nogensinde.

Indtil videre venter Christiansborg på ham, som lige nu går for at være den største diplomat, nemlig statsminister Lars Løkke Rasmussen, som i morgen sætter sig for bordenden for endnu et statusmøde.

For mere end en uge siden gav Thulesen Dahl udtryk for, da han stod uden for glasdørene til finansministeriet, hvor lidt imponeret han var af statsministeren, som også dengang var på udlandsrejse. Løkke er med tiden tilsyneladende hos DF ophøjet til at være nær den eneste, nu hvor alle andre ikke duer, der kan redde det hele fra at falde på gulvet. Tjah. Det går som bekendt op og ned i dansk politik.

Nu har Løkke frem til 21. december til at komme helt i mål og lægge yderligere alen til sit ry som den store deal-maker i dansk politik.

-------------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig, politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.