Jarl Cordua: Rød blok har mistillid til sin leder

Vi er nu ved at nærme os den tid, hvor Socialdemokratiets strategi om at tage de røde partiers støtte for givet, skal stresstestes for alvor. Will it make or break?

Svaret får vi faktisk kun den dag, hvor der måtte vise sig et rødt flertal bag Mette Frederiksen som ny statsminister. Hun skal nok få lov at blive kongelig undersøger. Det vil ingen næppe stille sig i vejen for.

Spørgsmålet er, om hun får opbakning til at danne en S-mindretalsregering uden de store betingelser. Det er kernen. Om det så alligevel sker i femte dronningerunde, efter at presset stiger på alle, hvis Lars Løkke trods et valgnederlag til blå blok, alligevel forsøger at bide sig fast, ja, det er ikke til at sige.

Socialdemokraterne skal levere regeringsmagten næsten uanset omkostningerne. De får den ikke forærende, til trods for at man bestemt ikke kan udelukke endnu en omgang ”ballade i den borgerlige” frem mod næste valg. Derfor kan S ikke tillade sig at lænke sig fast til positioner, hvor de bliver udsat for angreb fra blå bloks partier.

I snart fire år har bølgerne gået højt, og en presset Løkke har gang på gang lignet en hund i et spil kegler. Nu er rollerne åbenbart byttet om.

Jarl Cordua

Det gælder især i udlændingepolitikken, hvor flere målinger har vist, at S stadig har problemer med at overbevise vælgerne om, at Mette Frederiksen vil eller kan føre minimum den samme stramme udlændingepolitik som under Lars Løkke.

Samtidig viser vælgeranalyser, at S igen har mistet de DF-vælgere, som man tidligere erobrede i kølvandet på Meld/Feld-skandalerne.

Man har mest indtryk af, at Radikale og Alternativet læser situationen, som at man ikke har så meget at miste ved at køre en ren vælger-maksimeringsstrategi helt frem til valget, fremfor i stedet at satse på rød bloks chancer for at vinde valget.

Jarl Cordua

Min kolde analyse er, at S får lov at danne regering, hvis der et flertal af røde partier. Alene af den grund, at ingen af dem til syvende og sidst kan holde til, at Lars Løkke Rasmussen bliver statsminister.

Det betyder dog ikke, at man i mellemtiden frem mod valget kan have stor ståhej, hvor stort set alle røde politiske partier puster sig op på forskellig vis og gør, hvad de kan for at fremstå relevante overfor vælgerne.

Der findes et ord for den proces. Man kalder fænomenet for ”valgkamp”, og den fase går oppositionens partier ind i noget tid før regeringspartier. Man skal derfor nok ikke tage alle meldinger for pålydende, medmindre de bliver tilsat ord som ”ultimativt” eller ”garanti”.

Det har i øvrigt vist sig ved flere lejligheder, at selv disse betonstøbte bastioner som ”ultimativt” er blevet forladt, lige så snart det viste sig opportunt. Mands minde i politik er som bekendt otte dage.

Socialdemokraternes største problem i den forbindelse er ikke, at EL, Alternativet og Radikale stiller betingelser til deres kommende regeringschef. Det manglede da egentlig bare. Det største problem er, at det skaber et billede af rød blok i oprør, og det hæmmer især troværdigheden i det, som egentlig skulle have været Mette Frederiksens effektive våben i et knusende angreb på blå blok og dets statsministerkandidat.

I snart fire år har bølgerne gået højt, og en presset Løkke har gang på gang lignet en hund i et spil kegler. Nu er rollerne åbenbart byttet om: Alle kan se, at Mette Frederiksen og hendes såkaldte støttepartier lever som hund og kat og ikke kan blive enige om noget som helst. Hvis Mette Frederiksen forsøger at angribe de blå, som lige nu ligner nogle, der er på vej ind i smult vande, så risikerer hun at blive til grin ved at påpege det.

Mette Frederiksen og Lars Løkke er dog også blevet ofre for, at loyalitet og langsigtet tænkning ikke har den samme plads som i fordums tid. I gamle dage indgik Christiansborgs partier på begge sider af hegnet en slags borgfred, når man nærmede sig valget.

I stedet for at rette skytset mod hinanden så skulle man i henholdsvis rød og blå blok hellere bruge krudtet og medie-sendetiden på at kritisere ”hovedfjenden” i valgkampen. Det skabte et billede af cementerede blokke og af et slags præsidentvalg mellem to statsministerkandidater.

Men målinger viser, at ingen af de to statsministerkandidater er synderligt populære, hvilket gør det sværere internt i blokkene at holde sig tilbage med ikke også at bruge lejligheden til at kritisere sin egen bloks statsministerkandidat og score point i et stadigt mere konkurrencepræget politisk klima på Christiansborg. Især når man ved, at netop den slags manøvrer giver maksimal presse, fanger vælgernes opmærksomhed og giver pote internt i partiet, hvor der konstant stilles krav om synlighed.

Hvis man skal kritisere Mette Frederiksen, så må det være, at hun som politisk leder tilsyneladende mangler en evne til at skabe fortrolighed mellem parterne i rød blok. De prioriterer i al fald hellere kortsigtede gevinster frem for at se frem til indflydelse med hende som statsminister.

Måske er man kommet i tvivl om, hvorvidt hun faktisk er i stand til at formidle et samarbejde, som de kan se sig selv i? Vi ved det faktisk ikke, for man er for fin til at lade kritikken gå på Socialdemokraternes kurs mere end Frederiksens ageren personligt.

Man har mest indtryk af, at Radikale og Alternativet læser situationen, som at man ikke har så meget at miste ved at køre en ren vælgermaksimeringsstrategi helt frem til valget frem for at satse på, at rød bloks chancer for at vinde valget ville stige, hvis en samlet og nogenlunde enig rød blok kan møde vælgerne med en varm anbefaling af Mette Frederiksen som deres statsministerkandidat, der nok skal bringe i Danmark i den rigtige retning. Lige nu er indtrykket flere steder i rød blok, at Løkke og Frederiksen er omtrent ét fedt.

Dybest set er Alternativet og Radikales opsigtsvækkende meldinger fra deres sommergruppemøder vel udtryk for det samme: udtalt mistillid til Mette Frederiksen som politisk leder af rød blok.

Og det er egentlig ret mærkværdigt, når man tænker på, at det rødeste parti i blokken, nemlig Enhedslisten, slet ikke er kritisk på samme måde. Liste Ø stiller også med Pernille Skipper som statsministerkandidat, men nærmest kun for ikke at se mærkelig ud i forhold til Uffe Elbæk, og hos EL insisterer man slet ikke på posten som Alternativet, der endnu engang glad og gerne blæser al valgmatematik en hatfuld.

Får denne momentvise splittelse i rød blok så en ende? Det vil være min prognose. Især hvis det står endnu mere klart i meningsmålingerne, end det allerede gør nu, at rød blok samlet set står til at tabe på splittelsen.

Flere august-målinger viser, at vi nærmer os en situation med døbt løb mellem blokkene. Så der er lagt op til en nervekrig i rød blok om, hvem der blinker først.

Vil solomeldingen fra Alternativet og Radikales krav om skriftlige garantier give vælgerfremgang for de to partier eller vil vælgerne flokkes omkring Socialdemokraterne i sympati over al den urimelige kritik? Og hvem kommer først og beder om godt vejr?

Det lægger i al fald et pres på Mette Frederiksen, om hun som toppolitiker formår – også på det personlige plan – at skabe holdbare alliancer og dybere tillid til både hende selv som politisk leder og til hendes politiske projekt.

Politik handler faktisk ikke kun om at holde taler, udtænke strategier og konstruere nye politiske projekter. Man skal også kunne overbevise dem, der er uenige og genskabe tillid der, hvor der ingen tillid er. Mette Frederiksen har derfor travlt, men hun har alt at vinde ved at få alle partier i rød blok med om bord. Helst i god tid inden valget. Tiden er nok kommet til at sætte vand over og indbyde til en kop fairtrade økologisk dialogkaffe!

-------------------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.