Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Ellemann er kommet styrket ud af det seneste sammenstød med S

Venstres partiformand, Jakob Ellemann-Jensen, er kommet styrket ud af frontalangrebet fra den socialdemokratiske beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, skriver Jarl Cordua.

De fleste meningsmålinger viser pæn fremgang fra tidligere katastrofeniveauer, hvor Venstre også ligger foran rivalerne i De Konservative, skriver Jarl Cordua.
De fleste meningsmålinger viser pæn fremgang fra tidligere katastrofeniveauer, hvor Venstre også ligger foran rivalerne i De Konservative, skriver Jarl Cordua. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen er på flere måder denne uges mest centrale politiker. Søndag gik han i Politiken til frontalangreb på Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og tirsdag landede han et længe ventet smalt forlig, der afskaffer kontanthjælpsloftet, med rød bloks partier.

De to initiativer siger en del om Hummelgaards mange og alsidige evner udi den politiske metier. Beskæftigelsesministeren formår både at give den som regeringens angrebshund, men evner samtidigt at snedkerere et politisk forlig, som alene henset til den lange tid, som det har været undervejs, understreger en ikke helt ubetydelig bedrift udi det politiske håndværks kunst.

Man kan indvende, at en fremtidig toppolitiker og i snart lang tid anset mulig efterfølger til Mette Frederiksen som partiformand, også skal evne begge dele. Hummelgaards eneste sandsynlige rival i arvefølgen er finansminister Nicolai Wammen, der også er en ferm politisk forligsmager.

Men han gør sig ikke helt på samme måde i de frådende angreb på oppositionen. Det er så ikke nødvendigvis skidt. For så risikerer man da ikke selv at komme i skudlinjen, når der kommer kritik den anden vej.

For ramte Hummelgaard skiven rent, da han søndag gik til angreb på Venstres formand og anklagede Ellemann for at benytte trumpistiske kampagnemetoder og i sin iver for at ramme regeringen bevidst undlader at forsvare institutionerne undervejs? Efter at krudtrøgen er ved at lægge sig, er ikke alle overbeviste.

For ramte Hummelgaard skiven rent, da han søndag gik til angreb på Venstres formand og anklagede Ellemann for at benytte trumpistiske kampagnemetoder?

Jarl Cordua

Især fordi Hummelgaards egen regering ikke ligefrem har understøttet kongeeksemplet i beskæftigelsesministerens anklage om, at Venstre har solgt ud til trumpismen. Beskæftigelsesministeren fremhæver i sin bandbulle mod Ellemann, at V ikke ville stemme for at fjerne Claus Hjort Frederiksens immunitet i FE-sagen.

Men den anklage falder hurtigt til jorden, når det efterfølgende kommer frem, at justitsminister Mattias Tesfaye efter afstemningen i et samråd i folketinget den 19. maj udtalte sin ”dybeste respekt” for synspunktet og kaldte positionen for ”legitim”.

Der er næppe tvivl om, at Hummelgaards bekymring over særligt Venstres position deles af andre end socialdemokraterne. Det har ministeren helt rigtigt fornemmet.

Hans vurdering har lydhørhed et stykke ind i den blå lejr. Det har bundklang i Venstre, at partiet i den indeværende valgperiode, har haft positioner, hvor partiets respekt for retsstaten med rette kan drages i tvivl. Eksempelvis den åbenlyst idiotiske idé, at Venstre stemte for det borgerforslag, der i strid med selv de simpleste retsprincipper, ville stille statsministeren for en rigsret før, at minkkommissionen havde afhørt et eneste vidne.

Det er faktisk en skandale, at et flertal i folketingsgruppen og navnlig V-ledelsen har så lidt føling med retsstaten, at man ikke resolut fejede forslaget af banen. Det gælder i øvrigt også den konservative folketingsgruppe, som i samme sag udviste lige så ringe dømmekraft. Ellemann kan eventuelt lytte til sin fars gamle taler, hvor han udtalte forpligtende ord om, at Venstre skal måles med andre - finere - alen end andre partier.

Men ministeren har ikke orden i penalhuset, når hans egen justitsminister i fuld offentlighed tidligere er nået til den stik modsatte konklusion i bedømmelsen af Venstres stillingtagen i FE-sagen. Når Tesfaye melder ét, så er det regeringens position. Så kan en anden minister ikke komme rendende en lille måned efter og melde noget andet.

Hummelgaards politiske håndværkeraftale om kontanthjælp, der fjerner kontanthjælpsloftet, men erstatter den med en indkomstrappe, er også en håndsrækning til Ellemann, skriver Jarl Cordua.
Hummelgaards politiske håndværkeraftale om kontanthjælp, der fjerner kontanthjælpsloftet, men erstatter den med en indkomstrappe, er også en håndsrækning til Ellemann, skriver Jarl Cordua. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Medmindre Hummelgaards udmelding har til formål at undergrave sin egen troværdighed ved ikke at have gjort sig det klart, hvad Tesfaye havde sagt? I så fald er der tale om en noget sjusket forberedelse.

Man må også spørge sig selv, hvor Statsministeren har været henne i den sag? Man kan vel formode, at Mette Frederiksen, og det hegemoni hun udviser overfor sine ministre, stadigvæk er i funktion? Hun har derfor formodentlig givet starttilladelse til Hummelgaards angreb på Ellemann og følgelig indkalkuleret den risiko, der er for regeringens og i hvert fald Tesfayes troværdighed, som følger med.

Den anden mulighed er, at udfaldet er udtryk for en slags kalkuleret desperation fra regeringens side. Minkkommissionens rapport står foran offentliggørelse. Rygterne er tykke på Christiansborg om, at kritikken bliver stenhård overfor regeringen, regeringschefen og hendes magtapparat i Statsministeriet.

Kan man tage brodden ud af oppositionens forventede kritik ved at pakke det hele ind i en fortælling om ryggesløs trumpisme fra blå bloks side? Man kan sammenligne det lidt med Anders Foghs vellykkede forudgående forsøg på tæmning af Socialdemokraternes forventede kampagne mod ham inden folketingsvalget i efteråret 2001, da den daværende oppositionsleder hele sommeren inden talte om den kommende skræmmekampagne mod Venstre. Da valget endelig kom, da bed Nyrups kritik ikke på helt samme forventede måde.

Selve timingen af angrebet på Ellemann er også problematisk. For den følger efter nogle uger, hvor offentligheden har skulle forholde sig til Mette Frederiksens grundlovstale, hvor hun ville diskutere en flertalsregering hen over midten. Hvorfor dog gøre det, hvis Ellemann og co. er en flok trumpister, og Venstre-formanden af Indenrigsminister Christian Rabjerg Madsen tillige forsøges stemplet med øgenavnet ”Slagteren fra Nordsjælland”, fordi Venstre fører kampagne imod fordelingen af gymnasieelever?

Hvis regeringen vil give den som moralsk overhund, så stiller det nogle krav til den selv, om selv at indtage den rolle med en vis troværdighed. Det kniber det ganske gevaldigt med, og derfor er det svært at se andet, end at det egentlig er Venstre – og ikke regeringen – der er kommet styrket ud af den seneste verbale batalje.

Derfor er det svært at se andet, end at det egentlig er Venstre – og ikke regeringen – der er kommet styrket ud af den seneste verbale batalje

Jarl Cordua

For Ellemann, der, blandt andet af sin tidligere næstformand Inger Støjberg, er under vedvarende beskydning for slet ikke at være rigtig borgerlig og i virkeligheden en rød radikal, så virker den slags verbale bataljer med en af regeringens retorisk mest farverige ministre som ren galvanisering af hans troværdighed blandt mere højreorienterede vælgere.

Hummelgaards politiske håndværkeraftale om kontanthjælp, der fjerner kontanthjælpsloftet, men erstatter den med en indkomstrappe, er også en håndsrækning til Ellemann. Selvom at aftalen åbenlyst ikke giver særligt store indrømmelser til venstrefløjen ved at gøre det allerede midlertidige børnetilskud permanent, og indfører diverse tilskud til fritidsaktiviteter og medicin, så kan de borgerlige stadig hævde, at kontanthjælpsmodtagere nu får flere penge.

Både Venstre og De Konservative kan nu gå ud i valgkampen og optegne en lidt tydeligere forskel på en rød og en blå regering under et forventeligt slogan om, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde. Navnlig for de flygtninge og indvandrere, der modtager mange af ydelserne.

Nøgternt set ligner det dog mest en fjer i hatten til Hummelgaard selv, da han relativt billigt har fået passiviseret venstrefløjen og dens tidligere bastante trusler om at vælte regeringen, hvis ikke kontanthjælpsloftet blev afskaffet.

Troværdigheden af disse trusler har længe ligget i en lav kurs og i øvrigt kun faldet, som man nærmede sig et folketingsvalg. Alligevel har det været en vigtig sag for alle parter, at den blev forhandlet på plads, så rød blok fremstår mere samlet inden den sidste del af valgkampen, som mange regner med, kommer i oktober.

De seneste uger har været rigtig gode for Ellemann. Resultatet af folkeafstemningen har skabt fornyet respekt om hans lederskab. Også i hans eget parti.

De fleste meningsmålinger viser pæn fremgang fra tidligere katastrofeniveauer, hvor Venstre også ligger foran rivalerne hos De Konservative. Eneste malurt i bægeret har været Megafons troværdighedsmåling over partiledere, hvor Søren Pape topper listen milevidt fra Venstres formand.

De seneste uger har været rigtig gode for Ellemann. Resultatet af folkeafstemningen har skabt fornyet respekt om hans lederskab. Også i hans eget parti.

Jarl Cordua

Det er et synligt paradoks – for begge partier. I Venstre noterer man sig fremgangen for Ellemann på listen (fra et lavt niveau). Hos De Konservative bemærker man, at folkeafstemningen og krigen i Ukraine, som ellers skulle være hans politiske hjemmebaner, ikke mærkbart har ændret meget på Ellemanns troværdighed.

Hos Venstre forklarer man Papes troværdighed med, at K-formanden føler sig mest tryg i en ”borgmesterrolle”, hvor man helst ikke kommer med for mange politiske udmeldinger. Og hvis det endelig sker, så går det som bekendt galt, som det skete med flygtningeaftalen om Ukraine, og da De Konservative skulle tage stilling til Claus Hjorts immunitet.

Rivaliseringen til trods, så har både Venstre og De Konservative besluttet sig for en samlet blå front med de øvrige blå partier overfor regeringen på vej ind i den allerede igangværende valgkamp. Det indebærer blandt andet, at VK forud for en grøn skattereform har betinget sig, at alle nye grønne skatter skal tilbage til borgerne og erhvervslivet, sådan at skatterne samlet set ikke stiger.

Man må derfor også formode, at Venstre og De Konservative melder samlet, når der skal tages stilling til minkkommissionens konklusioner, når rapporten foreligger om godt 14 dage.

Der er ikke plads til holdningsforskelle partierne imellem i en minksag, der tydeligvis bliver hovedanklagepunktet i den kommende valgkamp, hvor de borgerlige partier, måske lige fraregnet Lars Løkkes Moderaterne, for længst har signaleret, at folketingsvalget bliver en folkeafstemning om Mette Frederiksens politiske ledelse og troværdighed.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator ved Berlingske m.fl.
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

Peter Hummelgaard

Justitsminister, MF (S)
cand.jur. (Københavns Uni. 2012)

Jakob Ellemann-Jensen

Vicestatsminister og forsvarsminister, partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)