Jelved: Foghs slappe finanspolitik gjorde krisen endnu værre

FINANSKRISEN: Anders Fogh Rasmussens (V) regering stod for en slap finanspolitik, en slap regulering af den finansielle sektor og en undervurdering af dansk økonomis sårbarhed. Det gjorde finanskrisen i Danmark betydeligt hårdere end nødvendigt, skriver Marianne Jelved (R).

Af Marianne Jelved (R)
Medlem af Folketinget og tidl. økonomiminister

Min familie har været storkunde i Roskilde Bank siden 1969, da vi flyttede til Jyllinge uden for Roskilde, og til 24. august 2008, hvor vi vågnede op til noget, vi ikke troede kunne ske lige i Roskilde for den tiendestørste bank i Danmark.

”Roskilde Bank er overtaget af Nationalbanken,” stod der på et skilt på døren ind til banken. Hvor ydmygende. Det er ikke sket, siden Landmandsbanken (nu Danske Bank) blev overtaget af staten og Nationalbanken i 1928. Jamen hvordan kan man tro, at det bliver ved med at gå, når udlånene i en bank er betragteligt større end indlånene?

Gennem Roskilde Bank har vi i familien investeret i boliger, båd, biler og børneopsparinger – og ikke at forglemme i Roskilde Bank-aktier. Mange har gjort som vi. Og banken solgte glad Roskilde Bank-aktier til deres kunder, uanset om det var kunder, der kendte til risikoer ved aktier.

Det var jo nærmest en ære at få tilbudt at investere i aktier i sin egen lokale bank, og nogle skulle aldrig have været tilbudt at købe aktier for deres opsparinger til alderdommen. Der var noget helt nonchalant over gebærderne i den nybyggede bank i centrum af Roskilde, så man skulle tro, at det var direktøren selv, der havde finansieret det af sine enorme bonusser i størrelsen af 100 millioner kroner.

Danske Bank viser, at erfaringer ikke er nok
Nu ti år efter er det ikke tilladt at sælge bankaktier eller at få bonusser. Og nu ti år efter den værste krise i mands minde og disciplinering af bankerne gennem bankpakker, der har reddet os gennem krisen og trimmet den finansielle sektor, så er der alligevel en ny finansiel skandale, der er rullet op for os gennem banale og voldsomme eksempler på hvidvaskning gennem Danske Bank.

Den finansielle sektor er stor og i sit væsen grænseoverskridende. Det er desuden en erfaring, at en finansiel krise kan sættes i gang af, at f.eks. USA's fjerdestørste investeringsbank, Lehman Brothers, annoncerer sin konkursbegæring 15. september 2008 og farer hen over verden som en bold, der skubber til dominobrikkerne, der så tager den næste med i faldet osv.

Det bør vi tage bestik af og konstatere, at erfaringer ikke er nok. Der bør være grænseoverskridende regler og normer og samarbejder om bankverdenen som den finansielle sektor, der ikke kan undværes i et moderne samfund.

Den finansielle krise i Danmark ramte os hårdere end så mange andre lande. Nyrup-regeringerne havde gennem 90'erne nået sine ambitioner om overskud på betalingsbalancen og på de offentlige budgetter samt fuld beskæftigelse.

Det kunne vi se allerede i 1996-97. Vi udviklede planen Danmark 2005, der blev opdateret til Danmark 2010 osv. Den overtog Venstres statsminister Anders Fogh Rasmussen, da han tiltrådte i 2001. I sådan en plan er der gjort plads til et råderum, som Nyrup-regeringen havde planer om at reservere til at lette afgifter, hvis Tyskland nedsatte deres afgifter på grænseoverskridende varer. Vi skulle klare sådanne nogle konkurrencer mellem lande med den frie bevægelighed af blandt andet varer.

Foghs slappe finanspolitik 
Den nye borgerlige regering brugte derimod råderummet til at finansiere et omfattende skattestop på ejendomme og supplerede det med flexlån og afdragsfrie lån, hvilket nærmest sprængte boligmarkedets prisudvikling.

Den finansielle letsindighed blev lidt imødegået af cirka 50.000 østarbejdere, der kunne gå ind i boligsektoren og supplere de danske håndværkere og mindske en overophedning af boligmarkedet en smule.

Desuden fik de offentlige udgifter lov til at løbe over, så Venstres statsminister kunne gå til valg med store plakater med budskabet: 14.000 flere i den offentlige sektor. Ledigheden var langt under den strukturelle ledighed.

Der var kort sagt en slap finanspolitik, en slap regulering af den finansielle sektor og en undervurdering af dansk økonomis sårbarhed. Det har samlet set gjort krisen i Danmark betydeligt hårdere end nødvendigt, og vi har mistet et alvorligt stort bidrag til væksten i Danmark.

Et barn født i 2007 i Danmark mister en værdi, der svarer til flere procenter på bruttonationalproduktet, som igen er udtryk for, at barnet skal arbejde tre år mere for den samme livsindkomst, som hun ville få uden den finansielle krise.

Samlet set har den finansielle krises hårdhed i Danmark kostet os alle dyrt. Læren er, at der skal omhu og især rettidig omhu til at skabe en stabil og sund værditilvækst i vores samfund. Letsindigheder er aldrig fremmende for noget sundt perspektiv.

Forrige artikel Økologisk Råd: Folketinget lader luftforurenerne køre på frihjul Økologisk Råd: Folketinget lader luftforurenerne køre på frihjul Næste artikel Danish Crown: Fremtiden er bæredygtig – også for kød Danish Crown: Fremtiden er bæredygtig – også for kød