Jens Chr. Grøndahl: Au revoir, François

Når Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, efter statsbesøget i næste uge vender hjem til Paris, bliver han dagen efter fulgt af sin ambassadør i Danmark, François Zimeray. På ambassaden taler man ligefrem om, at præsidenten er blevet nødt til at komme op og hente ham.

Fem år blev det til på posten i København, en usædvanligt lang periode, men François Zimeray har også været en usædvanlig ambassadør. Aldrig har porten til Det Thottske Palæ på Kongens Nytorv stået så åben, og aldrig har så mange og så vidt forskellige danskere været i berøring med Frankrigs repræsentant i Danmark.

Med sin baggrund som advokat, menneskerettighedsambassadør og regionsborgmester er François Zimeray alt andet end en typisk karrierediplomat. Læg dertil et kunstnerisk gemyt og en åben, nysgerrig personlighed. Egenskaber, der har gjort ham til en inspirerende og lydhør samtalepartner for danske erhvervs- og organisationsfolk, politikere, kunstnere, journalister og embedsmænd.

Lydhørhed er ellers ikke, hvad man sædvanligvis forventer sig af en højtstående repræsentant for det officielle Frankrig, men alle negative forventninger om fransk arrogance er i de forløbne år blevet gjort til skamme.

Det begyndte med, at ambassadøren gav sig til at slå over i engelsk, så alle havde en chance for at forstå ham. I sig selv en gestus, når man tænker på franskmændenes følelser for deres sprog.

Den sproglige imødekommenhed virker så meget mere slående, fordi man i det danske uddannelsessystem har valgt at begrave fransk i mølposen for kompetencer, vi mener, vi kan undvære.*

Det franske fokus på individet er essentielt for republikkens verdslighed og ligger til grund for, at man i Frankrig ikke tolererer, at skoleelever bærer iøjenfaldende religiøse symboler som for eksempel det forkætrede tørklæde.

Det er med andre ord ikke de mest frankofile omgivelser, ambassadøren har skullet gebærde sig i. Hans neddæmpede, uhøjtidelige og eftertænksomme facon kunne til gengæld ikke være fjernere fra vores fordomme om opstyltede franskmænd og deres retoriske falbelader.

François Zimeray spøger gerne med, at man derhjemme er begyndt at opfatte ham mere som danskernes ambassadør end som deres. Samme indtryk får man ved at læse Karin Mørchs samtalebog "Med franske øjne", hvori han fortæller om sit møde med vores land.

Tænk, han holder af os. Man bliver helt befippet, og dén reaktion tager ambassadøren også fat i. Han synes, at vi danskere skal give os selv lov til at være stolte både af vores historie og af det samfund, vi har skabt.

Det er et ledemotiv for ham, hvordan den danske model med tillid og forhandlingskultur er et forbillede og en inspiration for hans eget land, hvor nødvendigheden af reformer ustandseligt løber ind i de stedse revolutionære franskmænds hang til at gå på barrikaderne.

Det franske blik på Danmark giver også et billede af forskellen mellem et kongerige baseret på lighed og en republik, hvor alle med François Zimerays ord er Ludvig den 14. for nogen.

Som selvkritisk dansker er man lige ved at synes, han smører for tykt på i sin begejstring for, hvordan vi forhandler, cykler, nyder livet og tegner smukke møbler.

Omdrejningspunktet i Zimerays embedsperiode og et skelsættende øjeblik i hans liv var terroranslagene i København den 14. februar 2015, hvor en ung dansk muslim først myrdede en tilfældig deltager ved et debatarrangement om ytringsfrihed og senere på aftenen en frivillig civil vagt foran synagogen.

Massakren på Charlie Hebdo havde fundet sted måneden forinden, og manifestationerne af solidaritet med Frankrig havde forstærket en følelse af dansk-fransk fællesskab over for den islamistiske terror.

I bogen fortæller François Zimeray åbenhjertigt om overvejelserne bag sin deltagelse i arrangementet på Krudttønden, hvor den svenske tegner Lars Vilks deltog, og hvor man skulle diskutere ytringsfrihed og blasfemi.

Efter nogles mening var det upassende for en diplomat at deltage i et møde af den art. For Zimeray handlede det tværtimod om at kende sin besøgelsestid. Som alle ved, endte han med at ligge på gulvet sammen med de andre deltagere, vis på, at hans sidste time var kommet.

Den traumatiske oplevelse har mærket ham for livet, men også forstærket, hvad han synes, han har lært af sit ophold i Danmark: evnen til at glæde sig over nuet frem for at styrte hovedkulds fremad, drevet af sine ambitioner og andres krav.

Traumet har desuden gjort ham endnu mere stålsat i sit opgør med den evindelige beskyldning for "islamofobi", der stadig møder den, der insisterer på sammenhængen mellem islamisme og terror.

Konfrontationen mellem demokratiske rettigheder og religiøse krav om særlige hensyn er noget helt centralt for Frankrigs afgående ambassadør. Hans indfaldsvinkel er anderledes end den danske, hvor begreberne kultur og demokrati gerne blandes sammen.

For et par år siden talte jeg med ham under en privat middag om det nødvendige i, at alle borgere i et multietnisk samfund er enige om at respektere de samme demokratiske værdier. "Der er ikke tale om værdier," svarede han, "der er tale om principper."

Jeg har ofte tænkt på, hvad der lå bag hans korrigering af mit ordvalg. Forskellen mellem værdier og principper svarer jo til forskellen mellem kongeriget og republikken.

I Danmark er kulturen og demokratiet vokset sammen på en måde, så det ene fremstår som en egenskab ved det andet. I Frankrig huggede man hovedet af kongen og begyndte forfra.

Efter revolutionens blodbad og de kaotiske år, der fulgte efter, opbyggede man en republik, hvor fællesskabet ikke længere var kulturelt bestemt, men derimod baseret på de individuelle menneskerettigheder.

Set med franske øjne kan demokratiet kun tælle individer i form af frie borgere med de samme rettigheder og pligter, uanset hvad for en Gud de tilbeder, uanset hvor de har deres kulturelle rødder.

Det franske fokus på individet er essentielt for republikkens verdslighed og ligger til grund for, at man i Frankrig ikke tolererer, at skoleelever bærer iøjenfaldende religiøse symboler som for eksempel det forkætrede tørklæde.

Der er ikke nødvendigvis tale om en religionsfjendtlig holdning, og den udelukker heller ikke, at man som borger er bevidst om sin herkomst og sine rødder, hvad enten man tilhører flertallet eller det ene eller det andet mindretal.

Man skelner bare, og det har trods uroen i Paris' forstæder vist sig at være en frugtbar skelnen. Millioner og atter millioner af indvandrere er gennem tiden kommet til at føle sig franske, og ingen drømmer om at gå deres "franskhed" efter i sømmene. Dén er givet med deres troskab over for fædrelandet og forfatningen.

Derfor går debatten heller ikke ud på at være højre- eller venstreorienteret i sit syn på integration versus assimilation. Den handler om, at elastikken i vores tolerance sprænger, hvis man vil tolerere de intolerante.

Tankegangen divergerer afgørende fra holdningen i den angloamerikanske verden, hvor man tænker "kommunitært" og mener, at også grupper har rettigheder med indbyggede krav på særbehandling.

Diskussionen er ikke teoretisk. Den handler om, hvordan vi betragter hinanden. Er vi repræsentanter for en gruppe, som vi ikke selv har valgt, eller er vi frie individer? Frie til at definere os selv, frie til at udfolde os som de enestående enkeltpersoner, vi er.

Forpligtede til at anerkende hinanden som suveræne og ansvarlige medborgere uanset hudfarve, tro, kultur eller seksualitet.

Da det franske fodboldlandshold i sommer blev verdensmestre, sprang det i øjnene, hvor mange af spillerne, der havde "en anden etnisk baggrund end fransk". Det gjorde kun sejren og den fælles jubel så meget større.

Når Emmanuel Macron i næste uge møder Lars Løkke Rasmussen, vil forskellene mellem Danmark og Frankrig komme i spil. Historisk har vi efter Anden Verdenskrig lænet os op ad Storbritannien og USA, men med Brexit og med Donald Trump på slap line står vi i, hvad der på politikersprog hedder en ny situation.

Præsident Macron synes ikke at være i tvivl om, hvad vi danskere kan byde på. I sine bestræbelser på at reformere det franske samfund vedkender han sig inspirationen fra den danske model såvel konkret som i en bredere betydning.

For vores vedkommende har vi danskere i de forløbne fem år til gengæld fået sans for, hvor vi måske kan lære noget af franskmændene.

Dét kan vi takke Frankrigs lyttende, nærværende og meget synlige repræsentant for. Vi er blevet nogle fordomme fattigere, men vi er også blevet beriget, sådan som den ægte samtale altid efterlader én: med den overraskende følelse af genkendelse på tværs af forskellene.

Undervejs i Karin Mørchs bog bemærker François Zimeray drillende, at vi danskere somme tider synes at opfatte os selv som en slags amerikanere i eksil. Ifølge ham er vi langt mere europæiske, end vi gør os klart.

Jubeleuropæere bliver vi aldrig, og et Europa i flere hastigheder, som Macron taler om, vil passe udmærket til vores nølende ambivalens. Det bør bare ikke forhindre os i at byde ind på de områder, hvor vi er stærke.

Eller tage imod, når kompromisløs, fransk klarhed kan inspirere til et mere inkluderende, men også mere principfast blik for, hvad borgerne i et demokrati kan og skal forvente af hinanden.

* I en tidligere version af indlægget fremgik det, at kongehuset har besluttet, at fransk ikke længere skal tales i officiel sammenhæng. Altinget er efter publicering blevet gjort opmærksom på, at dette ikke er korrekt.

----------------------------------

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.