Jens Chr. Grøndahl: Sådan bliver ondskaben herreløs

Det vakte berettiget opsigt, da Rigspolitiet rejste sigtelse mod 1004 unge over hele landet for at have spredt børneporno på de sociale medier. Man bliver allerede forvirret over ordet ”børneporno”, fordi det normalt forbindes med pædofile, der i ly bag den hjemlige skærm bestiller voldtægter af små børn i Thailand.

Nu var både offeret og de sigtede mindreårige, men også i dette tilfælde var krænkelsen dobbelt. Videoen var grov nok i sig selv, hvis man skal tro pressens referater, men spot blev føjet til skade, da den blev delt og delt og delt.

I medieflowet af reaktioner omtalte B.T. den 18. januar en far, der i artiklen optrådte under navnet Jan. Hans 15-årige datter var under en fest sidste sommer blevet voldtaget af tre drenge, hvorpå en video med overgrebet blev sendt ud i netværket.

”Jan fik et chok,” beretter artiklen, da han i Radio24Syv hørte en far til en af de 1004 sigtede. Niels, som faren hed, udtalte, at det var ”kedeligt”, at hans 19-årige søn og mange andre med ham nu blev ”klasket op ad væggen”. Ifølge Niels havde de unge slet ikke vidst, at de gjorde noget ulovligt, da de delte den video, som sagen handler om.

Jan indvendte i Radio24Syv, at ”når man har en viden om, at der sker noget forfærdeligt, så har man pligt til at kontakte myndighederne, så det kan blive stoppet … Hvis man ser det på en video, så burde normalt tænkende børn vide, at det ikke er noget, hun har haft lyst til. ’Det er nok noget, jeg skal kontakte nogle instanser om’, burde de tænke.”

Når man selv er far til døtre, har man ikke svært ved at leve sig ind i, hvorfor Jan blev chokeret. Bag følelsen ligger der andre følelser. Der er vreden på vegne af hans datter og den ukendte pige, der har været ude for noget lignende. Der er fortvivlelsen over, at han ikke kunne beskytte sin pige mod et groft, traumatiserende overgreb. Der er skammen over hans egen magtesløshed, og der er håbet om at råbe alle os andre forældre op.

Burde hver af de sigtede, før videoen blev videresendt, ikke have kunnet sige sig selv, at det her var helt, helt forkert?

Jens Christian Grøndahl
Forfatter

Appellere til vores indlevelse, solidaritet og ansvarlighed.

To fædre, to reaktioner. Skal vi bare konkludere, at de har hver sit syn på tingene?

I B.T.s artikel kan Jan godt forstå, ”at forældrene til de 1004 børn og unge, der nu bliver sigtet for at have distribueret børneporno, forsvarer deres børn.” Samtidig får han sagt, at forældrene ”må gøre det soleklart for deres børn, at de skal stå til ansvar for deres gerninger.”

Så enkelt skulle man tro, det var, men er man far til en af de sigtede, kan skyldsspørgsmålet åbenbart relativeres. De unge vidste ikke, at de gjorde noget galt, og se, nu bliver de klasket op ad væggen.

De to fædre udtrykker to forskellige former for afmagt. I det ene tilfælde er afmagten reel og smertefuld. I det andet tilfælde er den fejhedens moralske flugtvej: Niels’ dreng er en god dreng, og derfor kan han ikke gøre noget ondt. Gør han det alligevel, kan det ikke være rigtig ondt.

Sådan bliver ondskaben herreløs og ansvaret dens første offer.

Måske har Niels ret. Måske vidste de 1004 unge ikke, at de gjorde noget ulovligt. Hvem går rundt med Karnov på rygmarven i en alder af femten?

Desværre er uvidenhed ingen undskyldning for at overtræde loven, men i Jans optik handler det om andet og mere end paragraffer: Burde hver af de sigtede, før videoen blev videresendt, ikke have kunnet sige sig selv, at det her var helt, helt forkert? Burde de ikke have tænkt, at det nok var noget, de skulle kontakte ”nogle instanser” om?

Hvis vi som forældre skal prøve at forstå, hvad der er sket, må vi nok stille spørgsmålene anderledes. Hvordan kan det være, at ingen af de 1004 standsede op og mærkede efter? Hvorfor gik ingen af dem til politiet? Hvad ligger der bag deres medløberi og den tavshedskultur, som forløbet vidner om?

Tavsheden skyldes vel frygt for repressalier og eksklusion, men hvad med følgagtigheden? Den konspiratoriske lyst til at dele noget slibrigt? Den virale voyeurismes ansvarsfri pirring? Den lille sadistiske impuls, som er forbundet med at nyde en andens ydmygelse på sikker afstand?

Det skræmmende er, at så mange tog imod og sendte videre uden at føle sig medansvarlige. Uden at indlevelsen og det moralske beredskab trådte i vejen for det frydefulde ved at kigge med og være leveringsdygtig over for trådens næste nyfigne modtager.

Vi har aldrig vidst mere om hinanden, og mængden af billeder har aldrig været større. Fjernsynsdækningen bidrog til at gøre en ende på Vietnamkrigen, og vores beredskab ved naturkatastrofer synes at vokse, ”når der kommer ansigter på”.

Samtidig er det, som om billedernes eksploderende mængde har ført til en form for visuel inflation. Kun de stærkeste, mest frapperende fotos kan efterhånden få det til at gibbe i vores forhærdede nethinder og trænge om bag ironiens og distancens forsvarsværker.

Det har alle dage nok snarere været i sproget, at vi identificerede os med hinanden, så sandt som vi skiftes til at bruge ord som ”jeg” og ”du” uden at misforstå hinanden.

Det er i den sproglige udveksling og det direkte møde, at vi som små børn lærer gensidighedens grundlæggende tankeeksperiment: Hvis jeg var dig, hvis du var mig …

Men hvad sker der, når børn og unge bruger mere og mere af deres tid foran digitale skærme i stedet for at interagere? Hvad sker der med sproget og den indlevelse, der er forudsætningen for, at vi bliver mennesker og ikke monstre?

Hvad sker der, hvis den anden stadig oftere er en anden på en skærm, adskilt fra mit eget fysiske oplevelsesrum? Bliver hun eller han ikke i højere grad en genstand end et levende væsen med sin egen bevidsthed, sårbarhed og vilje? 

Når det gælder unges seksualitet, er det efterhånden ikke til at overse, hvordan de lever i en stadig mere splittet og selvmodsigende kultur. På den ene side er de børnebørn af ligestillingen, kvindefrigørelsen og et samfund, hvor vi er enige om, at ingen skal være ofre for sexisme eller overgreb.

På den anden side lader de unge mænd til at rave rundt i en pornoficeret fantasiverden præget af urealistiske, afstumpede forestillinger om krop, lyst og tilfredsstillelse. Skulle det mon være et forkvaklet ungdomsprør imod den kønspolitiske korrekthed? Selv pigerne synes åbenbart for nogles vedkommende, at det er sådan, det skal være.

Ud over krænkelserne og det selvfornedrende ved at kolportere dem, giver den aktuelle sag også anledning til en dybere kulturel selvransagelse. At være teenager og opdage sin seksualitet burde i et emanciperet samfund være en lykkelig proces, hvor kroppens ubændighed og selvets myndiggørelse gik hånd i hånd.

I stedet tegnes billedet af en trist og træt, egocentrisk og moralsk bedøvet kultur, hvor sex fra at være en personlighedsudvidende livsytring reduceres til en grotesk, pornografisk maskerade.

-------

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag fast klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.