Jens Chr. Grøndahl: Un très grand merci

Det er vemodigt at sige farvel til Prins Henrik.

Måske opdager vi først nu, hvor meget han var blevet en del af nationens liv og atmosfære. Det gælder hans lattermilde spontanitet, men også egensindigheden grænsende til anarki. Prinsen har sat sig sine spor, både med sin sans for fest og farver og med sin kunstneriske følsomhed og sansende tilgang til sin omverden, som vi kun lidt efter lidt fik øjnene op for.

Blev han påskønnet efter fortjeneste? Det bliver store personligheder sjældent, hvad enten det gælder deres menneskelige egenskaber eller deres talent. Man morede sig over hans måde at tale dansk på. Man kunne i stedet have rost ham for, at han faktisk lærte at udtrykke sig med både fyndighed og præcision på vores sære, svære modersmål.

Man stillede sig også uforstående over for hans kritik af forfatningsretten, og man undrede sig over den vægt, han lagde på det titulære. Kun få bemærkede det moderne ved, at en mand i hans generation og med hans kulturelle baggrund ofrede alt inklusive karrieren for at følge sit hjerte.

Der kom rødvin på bordet i stedet for Hof eller Tuborg, og vi lærte, at foie gras kan noget, hvor selv den mest hjemmelavede leverpostej må give fortabt.

Jens Chr. Grøndahl
Forfatter

Det med påskønnelsen får mig til at tænke på Babettes Gæstebud. Prins Henriks gastronomiske evner var med til at gøre ham populær: en kongelig, der selv gik i køkkenet, endda med bravour og lyst til at eksperimentere, men pointen i Karen Blixens novelle er ikke kulinarisk.

Den handler om det højt begavede menneskes ensomhed. Ved gæstebuddet hos præstedøtrene er det kun generalen, der til fulde formår at værdsætte Babettes ”cailles en sarcophage”. De andre er bare salige.

Ved at forblive tro mod sin oprindelse og samtidig favne sit nye land så helhjertet har Prins Henrik inspireret danskerne til at se sig selv i et større, mere rummeligt spejl.

Jens Chr. Grøndahl
Forfatter

Det var et kulturmøde, Karen Blixen beskrev, og det samme kan man kalde danskernes møde med den brudgom, vores daværende kronprinsesse hentede hjem til sit lille kongerige. Danmark var dengang et mere provinsielt land, mere forskrækket over for alt fremmed. Vores mindreværdskomplekser var også mere udtalte.

Havde det ikke været for kærligheden, kunne man have troet, at den unge Margrethe valgte en fransk diplomat og skønånd for at lære os at blive mere kosmopolitiske. Det blev vi jo med tiden, sådan da.

Det ville nok være noget hårtrukkent at give Prins Henrik æren for, at Danmark åbnede stalddøren mod verden, men fordi hans liv nu er forbi, bliver dets bue alligevel symbolsk for den udvikling, vi har været igennem.

Der kom rødvin på bordet i stedet for Hof og Tuborg, og vi lærte, at foie gras kan noget, hvor selv den mest hjemmelavede leverpostej må give fortabt. Unge i dag uddanner sig overalt i Europa, og trods alle forbehold over for unionen har vi for skams skyld gjort plads til europæeren i os selv.

Vi gør os gældende internationalt inden for politik, erhvervsliv, idræt og kunst, og vi gør det endda med voksende selvtillid, for det er ikke kun vores horisont, som er blevet udvidet.

Franskmanden i Prins Henrik kendte ikke noget til Janteloven. Den dansker, han blev, ligner til gengæld en frontløber for det forandrede Danmark. Fællesskabet er blevet bedre til ikke blot at tåle, men også opmuntre eneren, der kan og vil noget særligt.

Lige så stille har vi indset det meningsløse i at uddybe modsætningen mellem det folkelige og det elitære. Eller ligefrem gøre en dyd af at skramle med træskoene.

Det konstitutionelle ved monarkiet lægger sine begrænsninger på regentparrets betydning. Så meget desto større symbolværdi har det haft, at Dronning Margrethe og Prins Henrik begge har udfoldet sig kunstnerisk på et højt niveau. Prinsen skrev digte og kunne både spille flygel og dirigere et orkester. Han var en stor kunstsamler, og som billedhugger udviste han ofte mere formsans end samtidens teoretiserende akademiprofessorer.

Det folkekære følger med rollen, og Dronning Margrethe og Prins Henrik har udfyldt hver deres med stor situationsfornemmelse, men gløden i deres engagement er altid blevet næret af det, de selv brændte for. Jeg kan ikke komme i tanke om andre eksempler på, at førsteparret i et rige lod kunsten gå forrest.

Med deres begejstring og indsigt har Dronningen og Prinsen fået generationer af skabende og udøvende kunstnere til at føle sig værdsat og forstået. Ved at dyrke musikken, kunsten og poesien så åbenlyst har de demonstreret for et jordbundent, snusfornuftigt folk, at der er andet og mere i livet end det, der kan gøres op på en bundlinje eller aflæses på en pulsmåler.

Sammen har de gennem alle årene mindet os om, at der er dybde og mening i det ”unyttige”, som dronningen talte så enkelt, men præcist om i sin sidste nytårstale. Det vil jeg som kunstner gerne sige tak for.

Vi kunstnere gør os i forhold til samfundets autoriteter mest bemærket ved at hakke på den til enhver tid siddende kulturminister eller ved at kræve flere penge. Nu, hvor vi tager afsked med Prins Henrik, er der grund til at dvæle ved det enestående i, at vi gennem så mange år har haft et regentpar, der selv var besjælet af den skabende fantasis troldsplint.

Åndfuldheden har givet liv og mening til en institution, der ellers ville have været rent formel. Som Dronningen og Prinsen har forvaltet deres opgave, er den kommet til at handle om kunsten og historien som et fælles mellemværende.

De skelsættende begivenheder i kongehuset falder som taktslag i samfundets liv. En tungere, drøjere puls end Christiansborg-døgnets fluer i en flaske. Det er en rytme, der samler os uanset alder eller temperament i modsætning til folkestyret, der deler os efter anskuelser.

Man kan sige meget godt om den republikanske model, men der vil altid være nogen, der ikke stemte på præsidenten. Det problem har vi ikke. Med den rette balance mellem værdighed og nærvær kan de kongelige personificere landet og synliggøre fællesskabet.

De kan også tilbyde en anden og længere historie end den, der sædvanligvis forbindes med det lidt klistrede ord ”sammenhængskraft”.

Når der tales om dansk identitet, bliver det ofte fremhævet, hvor homogent et folk vi er, men sådan blev det jo først, efter at Danmark var skrumpet ind til sin nuværende størrelse. Først da grønlænderne og færingerne var blevet de eneste til at forstyrre den etniske ensformighed, blev det danske til ”danskhed”.

Man skulle somme tider tro, at det var Grundtvig, der havde opfundet os. Romantiseringen af landbrugslandet Danmark har for eksempel tilsløret, at vi alle dage var en søfartsnation – og fået os til næsten helt at holde op med at spise fisk. Men folkeoplysningen ville have været den rene åndsformørkelse, hvis man glemte Kingos og Brorsons bidrag, Ewalds og Holbergs, Ole Rømers og Niels Steensens.

Der er en broget danmarkshistorie mellem vikingetiden og højskolerne, og kun to traditioner er lange nok til at række fra Fyrkat til Askov. Ved siden af kristendommen udgør kongerækken den kontinuitet, der hen over alle brud og skred formår at fastholde fortællingen om Danmark i ét og samme perspektiv.

Sammenlignet med den grundtvigianske danskhed er det en mere rummelig version. I den er man dansker, fordi man er kongens undersåt, ikke fordi man er arving til et mytologisk bånd mellem stamme og jord. Tilhørsforholdet er historisk og personligt, ikke etnisk betinget, og det bedste eksempel er kongehusets egen etniske sammensætning. For indeværende et møde mellem svenske, danske, franske og australske aner.

I en tid, hvor integrationsproblemer får samfundet til at knage i fugerne, så kulturmødet afløses af kulturkamp, symboliserer kongehuset muligheden for et udvidet, inkluderende fællesskab.

Ingen har vist det tydeligere eller smukkere end Prins Henrik. Måske bliver han ikke rollemodel i Vollsmose sådan lige med det første, men mandag aften fik jeg i den lange kø foran Christiansborg Slotskirke øje på en ældre herre med langt skæg og traditionel, pakistansk beklædning. Han ville også vise Prinsen sin respekt.

Ved at forblive tro mod sin oprindelse og samtidig favne sit nye land så helhjertet har Prins Henrik inspireret danskerne til at se sig selv i et større, mere rummeligt spejl. Den folkelige sympati og deltagelse ved hans død siger noget om hans evne til at kalde det bedste frem i os.

-----------

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag fast klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.