Københavns Kommune nedprioriterer det kreative erhverv

BUDGET 2019: Københavns Kommune har trukket støtten til kreative erhvervsinitiativer som blandt andet Copenhagen Film Fund. ”Vi har denne gang valgt at have lidt bredere erhvervspolitiske prioriteringer,” siger Socialdemokratiet.

Foto: Agatha A. Nitecka/Ritzau Scanpix
Peter Pagh-Schlegel

Siden 2013 har Copenhagen Film Fund ydet støtte til internationale tv- og filmproduktioner, der ønsker at bruge dansk arbejdskraft eller optage og producere i Danmark.

Ved helt at trække støtten sender man nogle signaler, som vi har måttet sende videre til udenlandske filmproducenter. Vi kapper en masse bånd ved at fortælle dem, at vi er inaktive i 2019

Thomas Gammeltoft
Direktør i Copenhagen Film Fund

Men tidligere på måneden trak hovedbidragsyderen, Københavns Kommune, sin støtte på årligt cirka ni millioner kroner til erhvervsfonden i forbindelse med kommunens budgetaftale.

Direktør Thomas Gammeltoft frygter for de fremtidige muligheder for at tiltrække internationale produktioner til landet.

”Fonden har i den grad skabt vækst og beskæftigelseseffekter gennem sine investeringer i internationale film og tv-serier som 'The Danish Girl' og 'The House That Jack Built', som ellers ville have henlagt deres optagelser til udlandet uden dansk arbejdskraft,” siger Thomas Gammeltoft.

Konsulenthuset Copenhagen Economics lavede sidste år en undersøgelse af effekterne af fondens arbejde, som viste, at investeringerne fra kommunen kommer tre til seks gange igen.

Derfor ærgrer det også den tidligere kulturborgmester Carl Christian Ebbesen (DF), der var med til at uddele det første kommunale bidrag i 2014.

”Det handler om at sørge for, at kommunen har indtægter. Det at investere i en filmfond er jo medvirkende til, at der kommer flere penge i kommunekassen,” siger han.

S følger anbefalinger fra taskforce
Ifølge Socialdemokratiet er der to forklaringer på, at man i denne omgang har valgt at se forbi vækstinitiativerne i det kreative erhverv.

”Vi har i første omgang prioriteret velfærdsområdet og særligt socialområdet. Dernæst har vi i denne omgang valgt at løfte andre dele af erhvervsområdet. Hvor vi i de forrige år har givet mere snævert til en række kreative erhverv, så har vi denne gang valgt at have lidt bredere erhvervspolitiske prioriteringer,” siger Jonas Bjørn Jensen (S).

0:000:00