Kommentar af 
Pia Søltoft

Sognepræst: Regeringen banker os 260 år tilbage i tiden og stækker vores frihed

Regeringens lovforslag mod koranafbrændinger genindfører tanken om, at trosgenstande har en særlig status. Det sender dansk frihedsforståelse 260 år tilbage i tiden, skriver sognepræst Pia Søltoft.

Regeringen viser ganske enkelt sin villighed til at give køb på en grundlovsfæstet menneskelig rettighed blot for at skabe ro i lejren – og sikre handelsforholdene, skriver sognepræst Pia Søltoft.
Regeringen viser ganske enkelt sin villighed til at give køb på en grundlovsfæstet menneskelig rettighed blot for at skabe ro i lejren – og sikre handelsforholdene, skriver sognepræst Pia Søltoft.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Pia Søltoft
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringen har fremsat et lovforslag, der grundlæggende sætter spørgsmålstegn ved den frihed, vi i oplysningstiden kæmpede os frem til.

Det er ikke blot Grundlovens § 77, der sikrer ytringsfriheden ved at stadfæste, at enhver på tryk samt i skrift og i tale må offentliggøre sine tanker under ansvar, der er under angreb.

Det er en langt mere fundamental forståelse af, hvad det vil sige at være borger i et oplyst, senmoderne verdenssamfund, der er til debat.

Med lovforslaget viser regeringen ganske enkelt sin villighed til at give køb på en grundlovsfæstet menneskelig rettighed blot for at skabe ro i lejren – og sikre handelsforholdene. Det er ikke bare dumt. Det er en total mangel på idealitet.

I regeringens lovforslag lyder det, "at den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds gør sig skyldig i utilbørlig behandling af en genstand med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund eller en genstand, der fremstår som en sådan, straffes med bøde eller fængsel indtil to år".

Forslaget er rettet mod handlinger, der foregår på et offentligt sted eller på nettet, og det gælder ikke blot afbrænding. Man må heller ikke tilsøle, trampe på, klippe eller rive i en sådan religiøs betydningsfuld genstand.

Formentlig må man heller ikke spytte eller tisse på den, køre den over eller nedsænke den i vand, men vedtages forlaget skal det nok i fremtiden føre til flere fjollede forsøg, som domstolene bliver nødt til at forholde sig gravalvorligt til.

Ja, undskyld udtrykket, der ved sin brug i denne sammenhæng måske krænker den blasfemiparagraf, der ellers blev afskaffet i 2017, men her ad bagvejen indføres på ny.

Blasfemiparagraffen forbød at kritisere eller håne grundlæggende trossætninger, men vedtages lovforslaget, der ifølge regeringen udelukkende har til hensigt at sikre statens og borgernes sikkerhed, genindfører man netop tanken om at trosretningers væsentlige trosgenstande har en særstatus, der hæver dem over hån.

Dog ikke, hvis man tegner dem! For her er regeringen for en gangs skyld hel klar i mælet.

Læs også

Direkte adspurgt på det pressemøde, der blev afholdt i fredags i anledning af lovforslaget, replicerede justitsminister Peter Hummelgaard (S) prompte, "at forbuddet selvfølgelig ikke omfatter religiøs satire". Puha, det var godt.

Så kommer det nok ikke til en lige så stor diplomatisk krise som den efter Muhammed-tegningernes offentliggørelse i Jyllands-Posten i 2005... Ja, og så levede tegneren Kurt Westergaard ikke i fare forgæves, de ti ofre for angrebet på satirebladet Charlie Hebdo i 2015 døde ikke forgæves, og Salman Rushdie mistede ikke et øje forgæves i 2022.

Forslaget omfatter altså ikke satiretegninger og heller ikke religiøse beklædningsgenstande. Dem må man godt skænde og brænde, fordi… Ja, det har jeg ikke fantasi til at forestille mig. En præstekjole, en burka eller en kalot er vel også en genstand med væsentlig religiøs betydning?

Om skribenten

Pia Søltoft er sognepræst og tidligere leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret ved Det Teologiske Institut på Københavns Universitet.

Hun er en del af det faste skribenthold på Altinget Etik og Tro, hvor hun løbende skriver kommentarer i krydsfeltet mellem politik, tro og etik.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Denne inkongruens viser med al tydelighed, at forslaget ikke er gennemtænkt. Det er en lappeløsning, og loven vil, hvis den bliver vedtaget, blive knyttet som "stk. 2" til den eksisterende paragraf 110 i straffeloven, der forbyder forhånelse af andre nationers flag.

Men det her er ikke en sag, der handler om handel og nationernes sameksistens. Det er en sag, der handler om frihed. Både for den enkelte borger og for den enkelte nation.

Det er 260 år siden, at Immanuel Kant (1724-1804) skrev sin legendariske lille tekst 'Hvad er oplysning?' Han besvarede selv spørgsmålet på følgende måde: "Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed".

Hermed indvarslede han, at frihed er og skal være det væsentligste kendetegn ved det at være menneske i verden.

Friheden er afgørende. For uden friheden og fornuften, ingen oplysning. Men uden friheden og fornuften var et menneske heller ikke et menneske. Den frihed, der er tale om, er naturligvis ikke den rene valgfrihed. Den findes ikke.

Der er to betingelser, der må være opfyldt, for at oplysning kan finde sted. De har begge at gøre med frihed

Pia Søltoft
Sognepræst

Der er aldrig frit valg på alle hylder i noget menneskeliv eller i noget samfund. Den frihed, Kant taler om, er åndsfriheden; friheden til selv at bestemme over sine tanker.

Det er den frihed, der gør, at vi som mennesker ikke blot er en biologisk reproduktion, et produkt af samfundet eller en social konstruktion. Det er den frihed, Liva Weel synger om med ordene: "Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd" i Poul Henningsens og Kai Normann Andersens vise, der blev en signatursang i Danmark under besættelsestiden.

Det er den frihed, både vores egen Søren Kierkegaard og Kant taler om. Vi fødes med en bestemt biologi, og vi kastes ind i allerede givne rammer sat af vores forældre, kulturen, vores nationalitet og andet.

Og når vi vokser op, bevæger vi os indenfor de rammer, et givet samfund altid sætter. Men midt i al denne nødvendighed er det særlige ved os mennesker, at vi altid har friheden til selv at forholde os og kritisere rammerne. Vi er ikke blot forud-programmerede robotter eller kastebolde i tilfældighedernes spil.

Vi har friheden til selvbestemmelse og dermed til selvoverensstemmelse, altså friheden til at reflektere over, hvad vi finder er rigtigt og hensigtsmæssigt, og hvad vi finder er forkert og forkasteligt – og så handle efter det.

Læs også

Gør vi det, handler vi som oplyste mennesker. Kants lille tekst handler i al sin enkelthed om, at det er magthavernes opgave at sikre denne frihed i ethvert samfund.

Der er altså to betingelser, der må være opfyldt, for at oplysning kan finde sted. De har begge at gøre med frihed.

For det første er det afgørende at det enkelte menneske personligt har modet til at stå ved og op for sine egne synspunkter og i frihed indtage sit eget standpunkt. Og for det andet må samfundet netop tillade friheden til enhver given kritik, der udspringer af dette mod.

Regeringens lovforslag vil omvendt banke os 260 år tilbage i mørket før oplysningstiden og stække vores frihed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pia Søltoft

Sognepræst, Christians Kirke og Esajas Kirke, stifter af Coaching-Kierkegaard
cand.theol. (Københavns Uni. 1992), ph.d. (1999)

Kurt Westergaard

Tegner, debattør
lærer (Ranum Seminarium 1958)

Peter Hummelgaard

Justitsminister, MF (S)
cand.jur. (Københavns Uni. 2012)









Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024