Kulturchef: Kulturens egne folk legitimerer nedskæringer

Af Keld Grinder-Hansen
Historiker og chef i kultursektoren i over 20 år  

Danskerne vil gerne have kultur og vil også betale for den. Det er den glædelige konklusion i en ny undersøgelse af danskernes foretrukne kulturtilbud, som er udført af Tænketanken Mandag Morgen.

I spidsen af listen ligger museerne, hvor 79 procent mener, at museerne skal støttes.

Denne topplacering afspejler, at museerne i disse år for markant øget folkelige opbakning, ikke mindst fordi museerne har været dygtige til at få børstet det støvede image af, og med nye spændende udstillingsbygninger og moderne formidlingsformer har fået det moderne publikum i tale.

At denne proces har kunnet ske, skyldes ikke offentlige kroner, men først og fremmest private fonde. Statens kulturbudgetter er kun gået nedad igennem mange år, og i kommunerne, hvor budgetterne som oftest er stramme, er kulturområdet en kan-opgave, som hyppigt må holde for i nedskæringstider, selvom der bestemt er kommuner, som gør en stor indsats for at prioritere kulturen.

Der er ikke stemmer i kultur
Men hvordan ser det ud med det overordnede kulturpolitiske projekt her på tærsklen til et folketingsvalg? Det korte og kontante svar er, at der ikke eksisterer en sådan overordnet masterplan. På det landspolitiske plan er det kulturpolitiske område nærmest ikke-eksisterende. De danske politikere synes ikke at interesse sig for kulturpolitik og ytrer sig – med visse undtagelser – ikke i den offentlige debat om emnet.

Den overordnede statslige tilskudsramme til kulturen er vigende, og der er ingen udsigt til, at kulturen får flere penge tilført.

Keld Grinder-Hansen
Historiker og chef i kultursektoren i over 20 år

Når det sker, er det i forbindelse med enkeltsager. Selvfølgelig i forbindelse med så vidtrækkende politiske beslutninger som det nye medieforlig, der barberer DR’s public service eftertrykkeligt, skaber det naturligvis stor politisk debat, men ellers er der langt mellem de politiske udmeldinger om kultur.

Området er øjensynligt ikke sexet for politikerne, og der er ikke stemmer i kultur. Samtidig er der måske en politisk utryghed i forhold til at italesætte begrebet kultur, fordi der – fortsat – eksisterer en vrangforestilling om, at man med kulturbegrebet primært tænker på den borgerlige finkultur og ikke på de brede, folkelige kulturstrømme, og så er politikerne nok også bekymret for at tale om de mere bløde værdier, som kulturen tilfører det danske samfund, for de er svære at måle.

At det kan være tilfældet, fik vi for nyligt et bevis for, da socialdemokraten Henrik Sass Larsen i radioprogrammet ”Slotsholmen” luftede et gammeldags kultursyn ved at hævde, at kulturpengene bliver brugt til at tilfredsstille de kulturradikales behov for klassisk musik, opera og teatre, samtidig med at de nedgør folkelige aktiviteter som popmusik, bingo og revyer.  

Private initiativer
Landspolitikerne kommer først i et vist omfang ud af det kulturpolitiske flyverskjul, når der er tale om større enkeltbegivenheder.

Kulturby Aarhus 2017 blev naturligvis en stor kulturbegivenhed, som der blev smidt mange offentlige kroner efter, men ellers er det især events inden for sportsområdet, der kan få landspolitikerne til lommen – VM i håndbold 2019 og Tour de France 2021.

Men det er værd at bemærke, at initiativet til sådanne arrangementer i allerhøjeste grad kommer fra private, og at det økonomiske initiativ til at realisere ideerne meget ofte tager afsæt i kommunerne.

Landspolitikerne følger med i slipstrømmen, måske med Tour de France som undtagelse.

Landspolitikerne synes tilfredse med at holde lav profil og (måske) glæde sig over alle de landsdækkende og lokale kulturaktiviteter – musik, madfestivals, performanceevents, udstillinger og en i øvrigt imponerende bred palet af kulturelle tilbud landet over, der i høj grad er baseret på ildsjæle, frivillig arbejdskraft og stærke lokale fællesskaber.      

Partiernes kulturpolitik
Dansk Folkeparti er uden tvivl det politiske parti, der fører den mest aktivistiske kulturpolitik med Alex Ahrendtsen som bannerfører.

Partiet sørger for særbevillinger til det kernedanske: tre millioner til at fejre Dannebrogs 800-års jubilæum og to millioner til restaureringen af Dybbøl Mølle.

Og så fremturer Alex Ahrendtsen gang på gang med politisk smagsdommeri i enkeltsager: Det nye vikingeskibsmuseum i Roskilde skal udformes som en vikingetidskongehal, og ved udbuddet til FM4-radiokanalen skal 70 procent af medarbejderne på radiostationen arbejde mindst ti kilometer væk fra København.

Socialdemokratiets kulturordfører, Mogens Jensen, er en anden politiker, der markerer sig i den offentlige debat om kulturens samfundsrolle.

Han optræder imidlertid som lidt af en enmandshær i Socialdemokratiet, selvom man, hvis man kigger godt efter, kan finde et kulturpolitisk manifest, ”noget at leve for”, i Socialdemokratiets partiprogram.

Hårdt ramte kulturinstitutioner
Den overordnede statslige tilskudsramme til kulturen er vigende, og der er ingen udsigt til, at kulturen får flere penge tilført. Det rammer de statsligt støttede kulturinstitutioner hårdt på driften. Kulturinstitutionerne er blevet dygtige til at skaffe private sponsorater og fondsmidler til enkeltprojekter, men den daglige drift kan og vil private virksomheder og fonde kun i meget begrænset omfang involveres i.

Disse penge skal komme fra egen indtjening samt offentlige midler. De store nationale kulturinstitutioner er hårdt ramt i disse år. Den klassiske musik har været udsat for hårde besparelser, Det Kongelige Teater må markant neddrosle ambitionsniveauet, og Nationalmuseet har, på trods af en imponerende stigning i publikumsbesøgsantallet takket være ”Rane-effekten”, måttet gennemføre så voldsomme besparelser på fagpersonale, at der faktisk er fagområder, som næsten ikke kan varetage deres opgaver.

Denne kulturelle nedskæringspolitik gennemfører staten uden at blinke og markant også uden at involvere kulturens egne eksperter i beslutningen, eller de inddrages relativt sent i processen som et politisk alibi. Ligesom det i øvrigt gælder for eksperterne på en lang række offentlige områder.