Lisbeth Knudsen: Arbejdsmarkedsstof er en svag mediedisciplin

KOMMENTAR: OK18-forhandlingerne har været en stejl læringskurve for mange af de udvalgte journalister, der dækker sagen, og endnu mere for skiftende studieværter på tv og i radio, som har skullet fortælle om tingenes tilstand uden at være fageksperter.

Det er efterhånden en del år siden, titlen ”arbejdsmarkedsjournalist” gik af mode på de danske medieredaktioner.

Det var folk, der indgående fulgte overenskomstforhandlingerne, kendte til forligsmandslovens finesser, havde hængt ud i timevis foran Forligsinstitutionen og kunne afkode alt det spin, der fyres af til ære for baglandet og som verbalt våben mod modparten for at skabe sympati i offentligheden under sådan et forhandlingsforløb.

Det psykologiske krigsspil foran porten på Sankt Annæ Plads i København er om ikke lige så vigtigt som det, der foregår inden for dørene, så betyder det rigtigt meget for offentlighedens forståelse eller det modsatte for konsekvenserne af en potentiel storkonflikt.

Tidligere var arbejdsmarkedsjournalisterne folk, der fulgte de faglige organisationer og arbejdsgiverne tæt i det daglige, som havde et stort kildenet og kendte overenskomster, arbejdstidsreglerne, styrkeforholdene internt i organisationerne og forskellen på normallønsområdet og minimallønsområdet.

Så forsvandt interessen for arbejdsmarkedsjournalistikken hen over årene, hvor også de store arbejdskampe og konflikter forsvandt, og dækningen af forholdene på arbejdsmarkedet blev mere til noget om arbejdsmiljø, stress på arbejdspladsen, løndumping, kompetenceudvikling, integration og jobskabelse. Interessen for de store organisationer og deres politiske magt svandt ind i takt med andre forandringer af samfundet. Selv en storfusion mellem LO og FTF vil næppe ændre på de forhold.

Forhandlingerne om nye aftaler om løn og arbejdsvilkår for 750.000 offentligt ansatte har stået på i månedsvis. Der er varslet strejker og lockout for omkring en halv million offentligt ansatte, hvis forligsmanden ikke lykkes med at få parterne bragt sammen om en mæglingsskitse, som alle kan se sig selv i.

De igangværende overenskomstforhandlinger på det offentlige arbejdsmarked har været en stejl læringskurve for en betydelig del af de heldige udvalgte reportere i medierne på dækningen af sagen og endnu mere for skiftende studieværter på tv og i radioen, som har skullet håndtere dag efter dag at fortælle om tingenes tilstand uden at være fageksperter. Helt uden for enhver statistisk opgørelse har vi hørt gentaget og gentaget, at det handler om løn, reguleringsmekanisme, lærernes arbejdstid og den betalte frokostpause.

Vi har møde efter møde hørt forhandlerne bliver interviewet på vej ud og ind med de samme fraser: Ja, vi ønsker en aftale. Ja, det bliver svært, hvis modparten ikke giver sig. Ja, vi ønsker ikke en konflikt. Ja, vi håber da, at vi kan nå et resultat. Herefter bliver alle de intetsigende udtalelser efterfulgt af en reporter, der skal analysere, hvad forhandlerne egentlig siger, når de ikke siger noget, og reporterne bliver af studieværterne bedt om at gætte på, om der nu endelig kommer et resultat, hvor langt parterne er fra hinanden, og hvem der lige nu er under størst pres. Kigger man på resultaterne af denne daglige gættekonkurrence, så er der blevet skudt en del ved siden af.

Utallige er de gange, hvor vi har været fremme ved den berømte målstreg. Og så alligevel har forligsmand Mette Christensen sit helt eget målebånd og forstår at overraske. Utallige er de gange, hvor parterne har sagt, at de bringer sig selv i konflikt med loven, hvis de kommenterer på forhandlingselementer, og så gør de det alligevel en smule, når de presses af journalisterne. Det giver håbløse, intetsigende samtaler.

TV 2’s Ole Krohn må have prisen som den mest udholdende reporter på stedet, der også opsnappede indholdet af et udspil fra arbejdsgiverne i forhandlingernes allerseneste runde, inden de tog fat igen fredag. Og så viste det sig alligevel, at han måske ikke havde fået alle siderne med. I særlig grad ikke dem, der krævede nye indrømmelser fra lønmodtagerne. Kun det, der var en positiv imødekommelse af lønmodtagerne.

De lunser, som anonymt smides ud til journalisterne, kommer selvfølgelig ud med et bestemt formål – at fremstille modparten i et dårligt lys eller forberede baglandet på en udvikling i den ene eller den anden retning. FOAs Dennis Kristensen er i en særklasse, hvad angår forhandlerspin og meddelelser til baglandet. Han bevæger sig tæt på grænsen for forligsmandssmæk ved frejdigt at udtale sig om både dette og hint.

Fra det private arbejdsmarked er vi efterhånden blevet vant til, at overenskomstforhandlingerne stort set har to højdepunkter. Et pressemøde, når de starter. Og et pressemøde, når der er fundet et resultat. Ind imellem er der radiotavshed og ingen kommentarer fra parterne. Mediedækningen ligger som regel helt død, fordi man ved, at det er håbløst at jagte sprækker i forhandlergrupperne på begge sider af bordet. Sådan foregår det ikke hos de offentligt ansatte, og det skulle parterne måske evaluere på, når freden igen har sænket sig over landet.

Det er klart, at kampen om sympatien i befolkningen er en afgørende brik i en konflikt, når nogle skal have skylden for, at danskerne ikke kan få passet deres børn, køre i tog, gå til eksamen eller få lavet planlagte operationer på landets sygehuse endsige blive gift, konfirmeret eller begravet. Den, der lykkes med at tegne billedet af modparten som vrangvillig, ubøjelig og uden fornemmelse af virkelighedens forhold, står stærkt i starten af en konflikt, men det holder ikke altid længe. Så kan et eller andet tippe vægtskålen den modsatte vej. Fagbevægelsen har sympatien i udgangspositionen, men 2-3 uger med kaos overalt i samfundet vil få den sympati til at krakelere.

Der går jo år i mellem, at medierne står i kø foran Forligsinstitutionen. Til gengæld må man sige, at det er en ganske nyttig institution, der mange gange tidligere har vist sit værd. Det er stadig sådan, at der står kolossalt stor respekt hos alle parter om de tre forligsmænds arbejde med mægling.

Lige præcis den nuværende forligsmand, Mette Christensen, måtte dog give op i 2013, hvor overenskomstforhandlingerne brød sammen og resulterede i den omfattende lærerlockout i 2013. Dengang smed hun håndklædet i ringen efter 14 dage. Måske har hun noget at hente ind denne gang.

Jeg har prøvet i flere omgange at være med til overenskomstforhandlinger, det havnede i Forligsinstitutionen. 36 timer ud i et stræk var min rekord. Det var under den legendariske forligsmand nu afdøde Mette Koefoed Bjørnsen. Hun tålte ingen slinger i valsen og udmattede bevidst parterne, mens hun selv tog sig en lille lur i baglokalet. Når man går rundt i det hus, så befinder man sig i en boble, hvor man gradvis mister tidsfornemmelsen.

På skift bliver man kaldt ned til forligsmanden til konsultation, så afleverer man måske et udspil eller en tekst på et område, så skal modparten kaldes ned til at få det forelagt, og så venter man på at blive kaldt ned for at få svaret, eller forligskvinden kalder parterne ind samtidig, så hun kan fornemme, hvor store knasterne er.

Den gradvise afhøvling af knaster med lange ventepauser i forløbet undervejs skal så gøre parterne tilstrækkelig møre til at flytte på positionerne og til sidst finde en løsning. Og imens drikker man spandevis af kaffe for at holde sig vågen og forsøger at ignorere trætheden.

Det er den udmattelseskrig, der går i gang igen i dag, fredag. Risikoen for en storkonflikt og hangen til timedrama i en breaking news-tid vil holde spotlight på Forligsinstitutionen, så længe der er tændt lys i vinduerne på Sankt Annæ Plads. Og medierne har fået genopfrisket lidt viden om arbejdsmarkedsforhold, mens organisationsfolket har solet sig i opmærksomheden.

-------------------

Lisbeth Knudsen er ansvarshavende chefredaktør og direktør for Mandag Morgen samt formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun blandt andet nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en klumme i Altinget, som alene er udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Paula Larrain: Ord skaber sygdom og splid Paula Larrain: Ord skaber sygdom og splid Næste artikel Tommy Petersen: Jeg kunne ikke drømme om at forsvare burkaen Tommy Petersen: Jeg kunne ikke drømme om at forsvare burkaen
  • Anmeld

    Tommy Jensen, Vollerup

    Det er ganske enkelt for ringe.....

    Jeg er helt på linje med fr. Lisbeth Knudsen!

    Det er noget forfærdeligt, udokumenteret, unuanceret og unødvendigt vrøvl diverse journalister, kommentatorer og debat-redaktører forsøger at markedsføre for hvem og hvad? Folket? Medløberne? Mammon?

    Det er ligesom krigsjournalistik! - Det første der går fløjten er sandheden!

  • Anmeld

    Poul Juul · Rådgiver

    Øvelse forbedrer formen

    En af de bedste ting ved den aktuelle forhandlingssituation - uanset hvordan den ender -. er at journalister, medlemmer og organisationer får trænet deres færdigheder på området. De første journalistiske kommentarer var jo som reportage fra en fodboldkamp.

    Når vi har et system med aftalefrihed, må det respekteres, at situationen kan ende uenighed - og en interessekonflikt. Vi harover 100 års erfaring med gode konfliktløsningsinstrumenter. Men skal de virke, skal de af og til frem fra skabet og bruges. Og testes, om de stadig virker. Det er det, der sker øjeblikket i full scale. Så kan journalister og andre deltagere formentlig huske det de kommende 10 år.

    I 1956 havde jeg som 13 årig den oplevelse, at deltage i demonstrationer på Christiansborg Slotsplads med 60-70.000 deltagere og trussel om generalstrejke. Det havde en virkning. Med dertil er vi jo slet ikke kommet endnu.

  • Anmeld

    Peter Hansen · pensionist

    Mediekritik der vil noget

    Hvor er det rigtigt set, at medierne i disse dage udstiller at man ikke længere råder over journalister der har synderlig viden om arbejdsmarkedsforhold.

    Og fantastisk at der stilles ind på at TV2 News ikke holder sig tilbage med at bringe Fake News i jagten efter at vise at man er særlig tæt på forhandlingerne og derfor er fuldstændig ligeglad med at have dokumentation for sine påstand.

    En SMS fra en eller anden fra arbejdsgiverne er helt tilstrækkeligt til at blive topnyhed.

    Men desværre er det jo ikke det eneste område hvor der ikke længere er journalister der kender stofområdet.

    Det er jo nærmest umuligt at finde en journalist der kender til reglerne for almene boliger. Hvilket sandelig også kan ses på mediernes dækning af den nuværende regerings angreb på de almene boliger.

    Sjovt nok er denne udvikling af mere og mere uvidende journalister som ved lidt om meget - i stedet for meget om lidt - sket samtidig med at man har set en akademisering af faget med tilsvarende lønstigning som har medført en "effektivisering" og dermed nedskæring af antallet af ansatte.

    Men det er måske at gå for vidt i kritik af medierne?