Kommentar af 
Mogens Lykketoft

Lykketoft efterlyser stilskifte i dansk politik: Drop maratondebatterne og de polemiske samråd

Hvis ikke der sker en forandring i arbejdskulturen på Christiansborg, er der en reel risiko for, at partierne i fremtiden vil få problemer med at rekruttere og fastholde de bedste kræfter, skriver Mogens Lykketoft. 

Ansvaret og arbejdsbyrden ved politisk lederskab er voldsom, og begge dele kan give stressbølger, der også belaster samlivet med de nærmeste, skriver Mogens Lykketoft.
Ansvaret og arbejdsbyrden ved politisk lederskab er voldsom, og begge dele kan give stressbølger, der også belaster samlivet med de nærmeste, skriver Mogens Lykketoft.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Mogens Lykketoft
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Stresser dansk toppolitik de folkevalgte, så de træffer uovervejede beslutninger og ender med at nedbryde deres eget helbred?

Senest har Jakob Ellemann-Jensens (V) pause fra politik efter et alvorligt ildebefindende fået debatten til at blusse op. Også fordi det kommer i kølvandet på alt for mange andre nylige eksempler som blandt andre Jacob Mark (SF) og Alex Vanopslagh (LA).

Altinget har i den anledning spurgt, om jeg vil dele mine erfaringer fra min lange politiske fortid og give mit syn på, om fænomenet er blevet værre, og hvad de eventuelle årsager kan være.

Tilbage i 1981 blev jeg taget ind i regeringen som skatteminister, endnu inden jeg havde prøvet at være medlem af Folketinget. I løbet af de følgende 38 år var jeg meget i front som både minister, ordfører, udvalgsformand, partiformand og formand for Folketinget.

De åbne samråd i Folketingets udvalg bruges bevidst eller ubevidst på en måde, der røver ministrene deres arbejdstid

Mogens Lykketoft

Også dengang for mere end 40 år siden var det hæsblæsende hektisk, når man ville udfylde sin rolle som minister ved at sætte sig ordentligt ind i stoffet, lære embedsværket og de politiske modspillere godt at kende, deltage i utallige, langvarige debatter om ministeriets lovforslag i Folketinget og samråd i Folketingets skatteudvalg.

Ministermøderne og de interne udvalg i regeringen var andre nødvendige tidsrøvere, mens statsrådene med Hendes Majestæt Dronningen var et rum for afslapning, fordi intet uforudset og spontant skulle håndteres.

Det var der derimod i de mange forhandlingsmøder med andre partier, der skulle sikre flertal for lovforslagene, og i de talrige møder med repræsentanter fra alle slags særlige interessenter; fra Mærsk McKinney til vinhandlerforeningen. Kontakten til tillidsfolk og borgere i valgkredsen skulle passes samtidig med en del tidskrævende møder i hele landet i en tidsalder uden Storebæltsbro og beskeden adgang til indenrigsfly. 

Endelig skulle man også svare på utallige henvendelser fra journalister uden – som i dag – at have en pressemedarbejder til hjælp som mellemled. Man skulle med andre ord være sin egen pressechef, og jeg brugte en ret stor del af arbejdsdagen på at efteruddanne journalister om sagernes ofte indviklede indhold, inden vi kunne tale meningsfyldt om eventuelt politisk sprængstof. 

Alt skulle passes – også for at være i position til at kunne blive genvalgt og dermed have chancen for at fortsætte sit arbejde udover en enkelt valgperiode. Og uanset inderlige ønsker om at prioritere samvær med børn, partner og venner betød det overvældende og ofte uforudsigelige antal møder i løbet af de ofte meget lange arbejdsdage, at arbejdet stjal fra de nærmeste. De anstrengte relationer på privatfronten blev en ekstra stressfaktor.

Læs også

Udfordringerne er nok ikke grundlæggende anderledes i nutiden. Arbejdsbyrden er vokset. Mangfoldigheden af tv- og radiokanaler samt skrevne medier, der i dag henvender sig døgnet rundt, er en voksende arbejdsopgave for politikere. Samtidig er det blevet en nødvendighed at holde øje med de sociale mediers evindelige og ofte ondskabsfulde rummel.

Omvendt er der dog også kommet flere særlige rådgivere i ministerierne og stabsfolk i partigrupperne til at betjene medlemmerne af Folketinget – især dem, der er mest i vælten.

Jeg tror, at coronapandemien er den mest stressede periode i folkestyrets tid. Nogensinde. Både for ministre og centraladministration.

Ingen kan med rimelighed genoptage polemikken om minksagen, hvis de til bunds forstår de tempokrav, der hvilede cementtungt på de nationale beslutningstagere for at undgå, at pandemien løb løbsk – og hadkampagnerne i kølvandet mindskede selvfølgelig ikke stressfaktoren. Jeg tror også, at ledende oppositionspolitikere i disse hektiske tider fik sagt ting om statsministeren, de ikke efterfølgende kunne eller burde stå inde for.

Det er ikke sikkert, at den nære fremtid bliver mindre stressende. Krig og kriser hærger omkring os. Overgangen fra en mindretalsregering til en flertalsregering gør heller ikke nødvendigvis arbejdet som minister eller partileder mindre anstrengende.

Så hvad kan der gøres for at mindske stress og skabe øget rum til omtanke i dansk politik?

Mit bud er en politisk aftalt nedtrapning af den del af arbejdet, der alene foregår for at positionere sig i medierne, men ikke bidrager til løsning af ét eneste problem.

Kan arbejdspresset afhjælpes med flere medarbejdere? Næppe. Men der er brug for forandring og stilskifte

Mogens Lykketoft

De åbne samråd i Folketingets udvalg er en ekstrem tidsrøver – ikke mindst i ministrenes arbejdsdag. De bruges bevidst eller ubevidst på en måde, der røver deres arbejdstid og forhindrer dem i at fundere. Samråd, der er lukket for medierne kan derimod bidrage til frugtbar tankeudveksling mellem regeringen og Folketinget, og på en god dag kan de forbedre lovgivningen.

De uendelige maratondebatter efter Folketingets åbning, om finansloven og ved folketingsårets afslutning er også en gigantisk tidsrøver. De er mest en tryktest af den polemik, der skal nedgøre modstanderne, og de fleste folketingsmedlemmer tror fejlagtigt, at det øger deres anseelse og stemmetal.

Men det er de færreste borgere, der følger debatterne til ende, og det er nok kun et mindretal af de få, der efterlades med indtryk, der øger politikerstandens anseelse.

Medierne er også – meget forståeligt – sparsomme med at gengive disse debatter. Det er udmattelsesforestillinger, der stjæler både arbejdstid og fritid fra politikerne uden at skaffe nye vælgere.

Kan arbejdspresset afhjælpes med flere medarbejdere? Næppe. Dels fordi flere medarbejdere betyder flere møder, og dels fordi ministre, partiledere og politiske ordførere helst skal være selvhjulpne og situationsbevidste og ikke bare plapre løs af, hvad taleskrivere og spindoktorer kan finde på til dem.

Men der er brug for forandring og stilskifte.

Ansvaret og arbejdsbyrden ved politisk lederskab er voldsom, og begge dele kan give stressbølger, der også belaster samlivet med de nærmeste. Man ligger åben for en ofte rå og ubehagelig medieeksponering, som kan undgås i andre og ofte bedre betalte lederjobs andre steder.

Betyder det, at partierne kan få problemer med at rekruttere og fastholde de bedste kræfter i fremtiden? Ja, det er der risiko for!

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mogens Lykketoft

Formand, Energinet Danmark, fhv. formand for Folketinget, fhv. MF (S), fhv. udenrigs- og finans- og skatteminister, fhv. partiformand, fhv. formand, FN's generalforsamling
cand.polit. (Københavns Uni. 1971)

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Alex Vanopslagh

Partileder, MF (LA)
cand.scient.pol. (København Uni. 2016)

0:000:00