Tidligere kulturminister: Det er pinligt, hvordan vi forskelsbehandler vores kulturinstitutioner

Hertil kommer et tredje problem. Nemlig at støtteordningerne er så forskellige.

For eksempel er filmstøtten i høj grad centraliseret og styret via Det danske Filminstitut, der henhører direkte under Kulturministeriet. Museer og teatre er derimod både ejet og finansieret på mange forskellige måder. Nogle er statsejede, andre er kommunale eller private.

Det enkleste er sådan set at centralisere al støtten, men det vil være en katastrofe. Den lokale forankring og ejerskab er helt afgørende for kulturinstitutionernes liv, vækst og mangfoldighed. Af samme grund er der kommet flere små regionale filmfonde de senere år. Tendensen går altså ikke i retning af centralisering, tværtimod.

For det fjerde har vi hovedstadsudfordringen. København er som hovedstad af indlysende grunde hjemby for de fleste store, statsejede kulturinstitutioner. Det har historisk betydet, at Københavns kommune og senere Region Hovedstaden simpelthen ikke leverer på kulturområdet.

Vi hænger pinligt i bremsen, når det drejer sig om at gennemføre reformer omkring statsstøtten

Mette Bock
Tidligere kulturminister

Det er pinagtigt, at man stort set overlader forpligtelsen til at investere i kulturen til staten og fondene.

Uden for hovedstaden er der en langt stærkere tradition for kommunale, regionale og private investeringer. Det kunne man passende lade sig inspirere af.

Vi har i Danmark en enestående tradition for, at kulturinvesteringerne er fordelt mellem stat, kommuner, fonde og private. Det skaber en sund magtbalance, og pluralismen er grobund for kritisk stillingtagen og en udvikling, som mange andre lande misunder os. Den pluralisme skal vi værne om.

Men vi hænger pinligt i bremsen, når det drejer sig om at gennemføre reformer omkring statsstøtten. Der er lavet marginale forbedringer af eksempelvis teatrene. Men kun gennem tilførsel af flere midler.

Min opfordring er, at folketingspolitikere og de politiske partier på Christiansborg finder modet til at støtte kulturministerens bebudede reformforslag, i første omgang på museumsrådet. Det er muligt, at der skal lidt flere ressourcer til.

Men først og fremmest skal der lange overgangsordninger til, så de, der skal have lidt mindre, får tid til at omstille sig. Én ting er sikkert.

Det er ikke værdigt med den eksisterende forskelsbehandling af sammenlignelige kulturinstitutioner.