Mette Frederiksen fik præcis det slagsmål om bandepakken, hun kunne ønske sig

Med store interviews i dagene før var der slået maksimalt på tromme for S-regeringens nye bandepakke, der blev lanceret tirsdag på et pressemøde af regeringens ideologiske A-hold: Mette Frederiksen (S), Mattias Tesfaye (S), Kaare Dybvad (S) og Peter Hummelgaard (S).

Forslagene i bandepakken er ikke i sig selv banebrydende, snarere må de ses som en fortsættelse af linjen fra de tre foregående bandepakker.

Bandepakken indeholder hele 30 forslag, herunder:
Det gøres ulovligt at rekruttere børn og unge til kriminalitet, muligheden for at bruge civile politiagenter udvides, der skal være en forstærket efterforskning af bandernes bagmænd samt højere straffe for knivoverfald og ydmygelsesvold.

Samtidig har statsminister Mette Frederiksen lagt op en egentlig retsreform, hvor straffene for personfarlig kriminalitet helt generelt skal ”meget højere” op.

Plads inden for strafferammen
Justitsminister Mattias Tesfaye understregede, at kritikken af de lave straffe for personfarlig kriminalitet ikke skal ses som en kritik af domstolene. Men den konflikt kommer regeringen næppe uden om.

For som det blev illustreret på pressemødet, er strafferammen faktisk ret høj for f.eks. grov vold. Problemet er, at domstolene ikke udnytter strafferammen. Altinget har tidligere beskrevet, hvordan de udmålte straffe for vold og voldtægt næsten altid ligger i den nederste halvdel af strafferammen, og selvom tendensen har været svagt opadgående de senere år, er der stadig masser af plads inden for strafferammen.

Så Tesfaye tager faktisk fejl, når han identificerer lave straffe for vold som et lovgivningsproblem, det er snarere et domstolsproblem. Hvis det skal ændres afgørende, kræver det, at politikerne indfører minimumsstraffe eller såkaldt normalstraffe, og de modeller fører konsekvent til strid med dommerne.

Ingen præventiv effekt
Mens regeringen viger tilbage fra konflikt med domstolene, har den næppe det mindste imod den forargede kritik fra universiteternes retseksperter. 

Kernen i kritikken er sætningen: ”Det hjælper ikke at straffe”.
Ifølge mange eksperter har længere straffe ingen som helst præventiv effekt og for at understrege den pointe, hives USA ofte frem som et eksempel på et land, hvor der gives drakoniske straffe, og hvor der alligevel er massiv kriminalitet. Og det er ubestrideligt, at man kan finde mange lande med selv dødsstraf, hvor kriminaliteten er langt højere end i Danmark.

USA eller Sverige
Men sammenligningen halter, fordi USA er et land med en mere voldelig kultur og helt anderledes sociale afgrunde end i Danmark. En mere meningsfuld sammenligning vil være med et naboland som Sverige, der har en velfærdsmodel i stil med den danske.

I Sverige har man i årtier haft en blød model med lave straffe og en massiv præventiv boligsocial indsats. Her må man køligt konstatere, at den svenske model har spillet fallit over for de hårde kriminelle.

Sverige har europarekord i skuddrab, og politikere fra både borgerlige partier og den socialdemokratiske regering har valfartet til Danmark for at finde inspiration i de danske bandepakker før det svenske valg.

Modellen med en blød retspolitik over for banderne er blevet afprøvet. I Sverige.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Dertil kommer, at den præventive effekt ved højere straffe er meget afhængig af, hvilke forbrydelser der er tale om. En strafskærpelse vil ikke have indvirkning på affektforbrydelser som f.eks. jalousidrab, men anderledes med mere kalkulerede forbrydelser. Eksempelvis er meldingen fra politiet, at der er færre skydevåben i  gaderne efter straffen for at bære en skarpladt pistol er blevet skærpet.   

Udlændingepolitikken ind ad bagdøren
Retspolitikken er dermed blevet katapulteret ind i den kommende danske valgkamp, og emnet fik en kobling til udlændingepolitikken, da såvel Mette Frederiksen, Mattias Tesfaye og integrationsminister Kaare Dybvad pegede på overrepræsentationen i kriminalitetsstatistikkerne af unge mænd med ikke-vestlig baggrund. Dermed får Mette Frederiksen igen adresseret problemerne med integrationen, ganske som hun gjorde op til sidste folketingsvalg. 

På minussiden kan temaet give gnidninger mellem regeringen og nogle af støttepartierne, men på plussiden får Mette Frederiksen en diskussion, hvor hun får brede vælgerskarer bag sig og igen kan appellere til de afgørende svingvælgere. Lige nu er det sidste vigtigere for regeringen end det første.