Minksagen kan koste Frederiksen dyrt – men den ender næppe i Rigsretten

Alt nyt er gammelt, som er blevet glemt.

Den gamle talemåde har fået ny relevans, efter at det på imponerende vis er lykkedes regeringen at fjerne opmærksomheden fra den første rigsretssag i 28 år. Nu er minksagen det eneste, der tales om i dansk politik.

På Christiansborg svirrer det med rygter og krav om politisager mod centrale embedsfolk og rigsretssag mod en eller flere af regeringens ministre, måske ligefrem mod statsminister Mette Frederiksen. Sagen – ikke mindst de slettede SMS’er – omtales, som om den slags fiks-fakserier aldrig var set før.

Men uanset sagens alvor, kan der være grund til at slå koldt vand i blodet. En rigsretssag er – nøjagtig lige som straffesager mod de involverede embedsfolk – temmelig usandsynligt, hvis man ser på de historiske erfaringer med politiske skandaler.

Derimod kan sagen få alvorlige politiske konsekvenser – og i yderste konsekvens ende med Mette Frederiksens afgang.

Sagens store paradoks

Allerede nu har sagen den meget alvorlige konsekvens, at Mette Frederiksens strategi om at erobre det politiske rum tilbage fra embedsværket, er sat alvorligt tilbage. Det er faktisk sagens store, politiske paradoks: det erklærede ønske om at samle mere beslutningskraft i Statsministeriet har efterladt ministeriet og dets to topchefer et ekstremt sårbart sted.

Det står nemlig meget klart, at beslutningen om at koncentrere magten og beslutningskraften i Statsministeriet har givet eftertrykkeligt bagslag. For uanset de juridiske konklusioner, er det åbenlyst, at Mette Frederiksen og Statsministeriet sidder tilbage med et betragteligt politisk ansvar for miseren.

Desuden tyder meget på, at netop den hektiske detailstyring fra Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, har været en medvirkende årsag til, at beslutningen om at slå alle danske mink ihjel endte med at blive sat i værk uden lovhjemmel.

Makulerede dokumenter

I den aktuelle dækning af minksagen er stort set al fokus rettet mod Statsministeriets beslutning om systematisk at slette SMS-beskeder fra flere telefoner, herunder Mette Frederiksens egen.

Men ud fra en nøgtern betragtning er det næppe dette hjørne af sagen, der ender med at få juridiske konsekvenser.

Den gængse straf for at blæse på lov om offentlighed i forvaltningen er hverken bøde eller fængsel, men derimod en næse fra Ombudsmanden. Hvis det overhovedet kommer så vidt.

Og så vidt vides, er ingen politiker eller embedsmand i Danmark nogensinde blevet retsforfulgt efter straffelovens paragraf 178, der forbyder at bortskaffe bevismateriale. Der er ellers mange eksempler på dokumenter, mails og andre former for dokumentation, der ved meget beklagelige fejl pludselig er forsvundet, når politiske sager begyndte at spidse til. Lækagen af Helle Thorning-Schmidts skatteoplysninger og Tibet-sagen er bare to eksempler fra de seneste år.

Tamilsagen er et tredje eksempel. Her makulerede den daværende departementschef i Justitsministeriet, Poul Lundbæk Andersen, en stribe centrale dokumenter på et tidspunkt, hvor det med hans egne ord ”svirrede i luften med kommissionsdomstole og lignende”*.

Forløbet fik aldrig nogen direkte konsekvenser, da departementschefen allerede var gået af.

Schlüter betalte prisen ved at gå af

Tamilsagen er også et godt sted at lede, hvis man vil blive klogere på, om det trækker op til en rigsretssag mod Mette Frederiksen.

Det er jo suverænt Folketingets flertal, der beslutter, om der skal rejses rigsretssag mod en minister. Men der er alligevel nogle rettesnore.

Typisk begynder en sag med, at den konkrete skandale undersøges i en kommission. Tamilsagen blev undersøgt af en såkaldt undersøgelsesret med højesteretsdommer Mogens Hornslet i spidsen, og Støjberg-sagen blev undersøgt af Instrukskommissionen med landsdommer Peter Thomsen i spidsen. Derfor vil det selvfølgelig været helt afgørende, hvad der står i rapporten fra den såkaldte Minkkommission med landsdommer Michael Kistrup i spidsen.

Men selv hvis den skulle fremsætte alvorlig kritik af Mette Frederiksen eller andre ministre, er der fortsat langt til en rigsretssag.

For hvis et flertal i Folketinget skulle miste tilliden til Mette Frederiksen efter rapporten, vil den logiske konsekvens være, at hun går af. Og så vil traditionen være, at man ikke rejser en rigsretssag. Her er Poul Schlüter det relevante eksempel: trods meget hård kritik i Tamilrapporten blev der ikke rejst nogen rigsretssag mod ham. Han havde betalt prisen ved at gå af.

Hvis der skal rejses en rigsretssag mod Mette Frederiksen, vil det derfor formentlig forudsætte, at det aktuelle Folketing vælger at overhøre en alvorlig kritik – men at et flertal efter et folketingsvalg beslutter at rejse en sag. Og det skal ske, inden forældelsesfristen træder i kraft efter fem år.

Har fulgt det klassiske skandale-skema

Langt mere sandsynligt er det, at sagen kan få konsekvenser for de berørte embedsfolk.

Hvis de bliver udsat for alvorlig kritik af Minkkommissionen, vil der med stor sikkerhed blive iværksat en tjenstlig undersøgelse, typisk med en ny dommer i spidsen, som vil vurdere, om der er grundlag for disciplinære sanktioner som fyring eller degradering.

Ser man på, hvordan den slags sager er blevet vurderet i praksis, så skal der en del til, før embedsmænd bliver straffet med fyring eller degradering. For eksempel vil der – ved vurderingen af, om der skal gøres et ansvar gældende mod de centrale embedsfolk – indgå hensyn til ”det arbejdspres, embedsmanden var udsat for, de organisatoriske betingelser, hvorunder han virkede, den politiske interesse, der måtte knytte sg til den pågældende sag (…) samt karakteren af de hensyn, der motiverede embedsmandens handlinger eller undladelser”**.

Kort sagt: der skal være tale om grove fejl begået nærmest uden formildende omstændigheder, før embedsfolk bliver straffet. I realiteten vil straffen snarere bestå i, at deres karriere drejer ud på et sidespor som følge af skandalen – hvilket også meget vel kan blive konsekvensen for flere af de centrale embedsfolk i minksagen.

Indtil nu har minksagen på de fleste måder fulgt det helt klassiske skema for politiske skandaler. Og hvis den fortsætter med at gøre det, er det mest sandsynlige, at sagen ikke får juridiske konsekvenser, men at den sagtens kan få alvorlige politiske konsekvenser. Hvor alvorlige de bliver, er noget, som Folketingets flertal bestemmer, og på den måde er det i sidste ende vælgerne, der har det afgørende ord at skulle have sagt i minksagen.

Kilder:

* Jens Peter Christensen: ’Ministeransvar’, Djøfs Forlag 1997, side 320

** Jens Peter Christensen, Oliver Talevski og Claus Dethlefsen: ’Undersøgelseskommissioner, Embedsmandsansvaret & Folketingets Rolle”, Djøfs Forlag 2002, side 270