Ngo-general i en verden, hvor alle bare vil gøre en forskel: "Jeg har været en strammer"

Birgitte Qvist-Sørensen har uventet takket af efter næsten ti år i spidsen for Folkekirkens Nødhjælp. Altinget har mødt hende til en snak om mod og barske prioriteringer i en verden befolket af ildsjæle. Og om en særlig kiks fra Etiopien. 

"Man har en vigtig rolle som leder med at skabe rum til refleksion og inspiration. Ellers brænder en organisation sammen," siger Birgitte Qvist-Sørensen som i ni år stod i spidsen for Folkekirkens Nødhjælp. Her på besøg i Ukraine.
"Man har en vigtig rolle som leder med at skabe rum til refleksion og inspiration. Ellers brænder en organisation sammen," siger Birgitte Qvist-Sørensen som i ni år stod i spidsen for Folkekirkens Nødhjælp. Her på besøg i Ukraine.Foto: Sofia Busk / Folkekirkens Nødhjælp
Mikala Satiya Rørbech

Foyeren var bogstaveligt talt så fyldt med mennesker, at folk trådte hinanden over tæerne, da Birgitte Qvist-Sørensen for et par uger siden takkede af efter ni år som generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Hendes beslutning om at stoppe kom uventet for de fleste, og receptionen var en heftig strøm af kram, gaver og hilsner og store ord fra kolleger og samarbejdspartnere i Danmark og udlandet.

Ord som mod og politisk tæft gik igen i beskrivelserne af Birgitte Qvist-Sørensen. Altinget mødte hende til en snak om, hvad de egenskaber betyder for lederskab i udviklingsbranchen.  

”Jeg skal jo ikke holde op med at arbejde. Det ville også klæde mig dårligt. Men jeg skal lige finde ud af at være i mig selv,” siger Birgitte Qvist-Sørensen både i starten og slutningen af samtalen.

Vi mødes få dage efter afskedsreceptionen. Forklaringen på hendes afgang er, at familien har brug for hende, og hun har brug for at være der for sin mand, som er uhelbredeligt syg. Efter en lang periode med over 100 rejsedage om året, er det blevet tid til anden rytme. Ud af de 36 bøger, hun fik til afskedsreceptionen, har Birgitte Qvist-Sørensen kun læst den ene, så det bliver også godt at smække benene op og læse sig gennem gavebunken.  

Men kommentaren vidner om, at det er lettere sagt end gjort at komme ned i gear efter en periode som topchef med stort engagement, høj medieeksponering og mere arbejdstid i kalenderen end de fleste. Bare det at ændre sit profilbillede på Linked-in fra professionel til privat-Birgitte, viste sig at være en stor og uventet lettelse.   

Birgitte Qvist-Sørensen har stået i spidsen for Folkekirkens Nødhjælp i en periode med ekstrem vækst. Fra omkring 300 millioner til næsten en milliard kroner i årlig omsætning. Et resultat, hun også selv er glad for at fremhæve, når man spørger ind til hendes succeser.

For selvom den ene oplagte årsag til væksten er, at verden har forandret sig og er blevet et vildere sted, med flere konflikter og mennesker på flugt end tidligere, og mere behov for nødhjælp og klimatilpasning, er der også den anden del af forklaringen.

Den over 100 år gamle hjælpeorganisation er drejet ind på nye veje med Birgitte Qvist-Sørensen ved roret. Det er blandt andet den forandring, der får nogle kolleger at kalde hende ”modig”.

100 års jubilæet for Folkekirkens Nødhjælp i 2022 blev markeret i Vor Frue Kirke med deltagelse af blandt andre prinsesse Marie og daværende udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S). 
100 års jubilæet for Folkekirkens Nødhjælp i 2022 blev markeret i Vor Frue Kirke med deltagelse af blandt andre prinsesse Marie og daværende udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S).  Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Altinget logoUdvikling
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget udvikling kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00