Nikolaj Saadat: Det her bliver min sidste klumme. Radikales underlødige metoder er ikke besværet værd

KOMMENTAR: Når enhver lille kritik af det Radikale Venstre bliver taget så ilde op, at nogle føler sig kaldet til at blande sig i mine personaleforhold, er det ikke energien værd. Responsen på min seneste klumme om Sofie Carsten Nielsen har været rådden, personrettet og underlødig.

Jeg har siden marts 2019 skrevet faste klummer for Altinget.

Det er selvfølgelig stort at få lov til at udbasunere sine politiske holdninger på et politisk tungt medie. Især når man blot er studerende, og man deler spalteplads med tidligere ministre, folketingsmedlemmer og andre dygtige folk. 

Jeg har skrevet om meget og mange. Jeg har været efter Lars Løkke, Pia Kjærsgaard, Nye Borgerlige, Kina, ungdomspartierne, DSU, Anders Samuelsen og Lars Seier, DI, hvor jeg tidligere har arbejdet, og Socialdemokratiet, hvor jeg arbejder nu. 

Nogle har svaret mig igen. Andre har ikke. Eksempelvis var Pernille Vermund så uenig i min udlægning af Nye Borgerliges politiske profil, at hun gav mig et modsvar. Mogens Jensen var engang så uenig med mig, at han sagde, at jeg misforstod Socialdemokratiets historie og nuværende politik. Mikkel Andersson modsvarede mig engang med, at min kritik af Berlingskes skribenters dobbeltmoral i forhold til ytringsfriheden - og dermed ham - var uberettiget. Det samme gjorde Søren Kenner engang, da han var uenig i min udlægning af forholdet mellem Lars Seier og Anders Samuelsen.

Alle svarede mig igen, hvis de var uenige og desuden mente, at det var relevant at svare mig igen. Som man jo helst skal i den offentlige og politiske debat. Godt for det og den. Meget af den kritik, jeg har fået de seneste par år, har jeg da heldigvis også lært af. Andet har jeg været uenig i. 

Men den respons, jeg oplevede, fra dele af det Radikale Venstre i kølvandet på min klumme i weekenden om Sofie Carsten Nielsens håndtering af sexismesagerne i Radikale Venstre var decideret rådden, personrettet og underlødig. Det vender jeg tilbage til.

Da jeg for nogle måneder siden var heldig at få lov til at arbejde med politik, for Socialdemokratiet, i forbindelse med kommunalvalget i Odense, så vidste jeg jo godt, at min afsenderposition – og dermed min vægt i mine indlæg - ville ændre sig, men at jeg forhåbentligt stadig havde lov til at udtrykke mine holdninger i et frit land som det danske.

Men der gik det måske op for mig, at jeg jo trods alt stadig er ung - og dermed også en kende naiv.

I hvert fald virker det ikke til, at jeg må have holdninger til dansk politik som lokalansat i Socialdemokratiet, hvis man spørger visse personer fra det Radikale Venstre. Faktisk er det over min fatteevne, hvor ømskindet et parti, Radikale Venstre på nogle områder er. 

Min første klumme med den nye titel blev bragt i Altinget 26. september og var en kritik af alle klimaktører, der – ifølge mig - i samlet flok har stirret sig blind på 70-procentsmålsætningen. Det var først og fremmest en kritik af regeringen og støttepartierne. Altså alle fire partier. Også Socialdemokratiet. Det var også en navngiven kritik af andre toneangivende aktørers kamp for målsætningen.

Herunder DSU, Mogens Lykketoft og Frederik Sandby, som er formand for Klimabevægelsen. Det indeholdt også en kritik af ’Besserwisserne’ på TV 2 News. Nogle af dem skriver også ting her i Altinget. Sidst men ikke mindst var det også en indirekte kritik af de borgerlige partier, der halser efter klimamålet. Måske med undtagelse af Nye Borgerlige, der med deres helt egen logik jo ikke rigtigt er politikere.

På den måde fik jeg bevidst i min klumme udtrykt, at jeg ikke agter at spare nogen for kritik. Heller ikke mit eget parti. Jeg skød ret beset på en hel række af magtfulde venstreorienterede aktører og partier på klimadagsordenen.

Selvom jeg nok havde forventet et modsvar fra bare én af de mange personer og organisationer, hvis klimapolitik, jeg kaldte et bluff, så kom der aldrig nogen. Og så alligevel:

På Twitter fandt jeg i hvert fald efter noget tid ud af, at de Radikale Venstres politiske souschef havde brugt min artikel og min ansættelse som anledning til at kritisere Socialdemokratiets klimapolitik. Hun fik i hvert fald retorisk smart spurgt, hvordan det skulle tolkes, når en ansat i partiet kalder målet for bluff. Sådan kan man jo - i stedet for at forholde sig til min kritik og min kommentar - bruge den til egne politiske interesser. 

Da jeg så i weekenden vovede mig ud i at give mine holdninger til kende om Radikale Venstres cirkus af en sexismehåndtering, som vel har været den mest interessante politiske sag i meget lang tid, så klappede den radikale fælde nok en gang.

I den mindre flamboyante afdeling var der – og måske også fair nok – den samme problematisering af min afsenderrolle som ansat, når nu jeg vovede at kritisere De Radikale. 

I den mere farverige afdeling var der en privat besked* fra et radikalt byrådsmedlem, som også sidder i partiets Hovedbestyrelse, som syntes, at min klumme var ”upassende med den rolle, jeg er i”, fordi Radikale Venstres lynformandsskifte ifølge hende er et ”internt anliggende”.

Det var åbenbart så upassende, at hun ville kontakte min lokalformand, og dermed chef, samt Altinget. Jeg ved ikke om hun gjorde det sidste, men hun gjorde i hvert fald det første.

Og det er jo meget interessant, men i virkeligheden også helt igennem trist, at nogle positioner eller ansættelsesforhold indirekte skal diskvalificere en fra at deltage i den politiske debat. Så meget for den frie og åbne samtale, som vi ellers plejer at kende fra det frisindede Radikale Venstre. 

Det giver mig så desværre anledning til at droppe disse klummer fremover. For en stund om ikke andet. Ikke fordi jeg ikke må for mit parti eller min chef. Ikke fordi jeg ikke har lyst. Men når enhver lille kritik af det Radikale Venstre åbenbart tages så ilde op, at man føler sig kaldet til indirekte at knægte min ytringsfrihed ved direkte at blande sig i – apropos interne anliggender – mine personaleforhold, så er det ikke energien værd. Det kommer til at fylde for meget for mig personligt, når jeg en almindelig lørdag, hvor jeg måske bare gerne vil holde weekend, skal forholde mig til en flok skallesmækkende radikale mimoser.

Jeg føler, at jeg stopper mens legen er god, da jeg for mig at se har haft to muligheder. Jeg kunne fortsætte som hidtil og finde balancen mellem at dele mine holdninger og kritik til hvem end, jeg følte for at gøre det - og så bare ignorere de metoder, som jeg føler mig stækket med. Det ville helt sikkert være sjovt, men også en svær balancegang.

Men jeg har også haft muligheden for at give tilbage en sidste gang på noget, jeg oprigtigt ikke føler er i orden. Jeg plejer ikke som person bare at holde min kæft, så jeg føler heller ikke for at gøre det den her gang. Og hvem end, der læser med lige nu, skal vide, at jeg skriver disse ord med et smil på læben. For jeg synes det her forløb er morsomt, fordi det bekræfter en af mine evige kæpheste.

Sjovt også, fordi jeg egentlig ikke rigtig kender nogen fra Socialdemokratiet udover de lokalaktive i Odense, og derfor – sagt lidt direkte – ikke skylder at spare Socialdemokratiet som regeringsbærende parti for min kritik af dem og andre fra tid til anden. Jeg har da heller aldrig hørt noget fra partiet i forhold til mine klummer i Altinget. Heldigvis for det. Det anser jeg som et sundhedstegn.

Rigtig sjovt, fordi Radikale Venstre, som bekendt er det parti, der ifølge dem selv er de bedste for alt og alle – for klimaet, for integrationen, for de studerende, for erhvervslivet, for ligestillingen, for tonen, for Danmark – paradoksalt nok også er dem, der tåler mindst kritik. 

Og så er det jo også sjovt, fordi det jo som bekendt kun er i Socialdemokratiet og i Nordkorea, at der ikke er plads til anderledestænkende.

Men når man så åbenbart er anderledestænkende, ja, så er det sjovt nok også et problem.

Så ved jeg godt, at det nu ligner, jeg stikker halen mellem benene, efter at have kritiseret den politiske leder i det Radikale Venstre for hendes sexismehåndtering, nu hvor mit eget parti står med sin egen sag og sin egen håndtering. Den forventede misforståelse vil jeg selvfølgelig gerne honorere og derfor kort bidrage om mit syn på den sag. Men før jeg gør det, så har jeg et par sidste pointer, jeg gerne vil ud med først. Særligt til de Radikale aktører, som jeg har været i interaktion med de seneste uger: 

Det fryder mig helt enormt, at det lige præcis er aktive i Radikale Venstre, der opfører sig som små børn over for mig. For nu kan jeg endelig bevise, dét jeg altid har sagt til min omgangskreds, som primært består af universitetsstuderende, og som derfor let er blevet forført af den Radikale feel-good fortælling: Radikale Venstre – eller dele af det - er mindst lige så hykleriske, perfide og ikke mindst populistiske, som de altid påstår, deres modstandere er. Tusind tak for så tydeligt at bevise for mig, at det i sandhed er hårdt at være en hellig-Frans. 

Hvis man skal mene noget om dansk politik, skal man – ifølge mig – først og fremmest være kritisk over for de aktører, der har magt.

Jeg vil gerne kommentere på Socialdemokratiets håndtering, ligesom jeg kommenterede Sofie Carsten Nielsens håndtering. Det synes jeg kun vil være fair, når nu jeg trækker mig kvart i krise hos Socialdemokratiet. Derfor vil jeg blot som afsluttende ord skrive det, jeg havde planlagt at skrive, før Frank Jensen mandag trak sig ved frokosttid:

Jeg glæder mig til at se mit partis evne til at håndtere sexismesager det næste stykke tid. Jeg glæder mig til at se, hvordan Mette Frederiksen håndterer det, såfremt konklusionen er, at hendes næstformand har krænket en lang række kvinder over flere år. Især når Mette Frederiksen, lige som Sofie Carsten Nielsen, har erklæret kamp mod sexisme fra Folketingets talerstol.

Jeg respekterer naturligvis, at beslutninger skal træffes på baggrund af en proces, hvor det tager tid at få alt belyst, men de her sager kræver også, at nogen på et tidspunkt træder i karakter og begynder at beslutte. Også selvom man på den ene eller anden måde måske har haft kendskab til visse sager. For lur mig, om der ikke snart ruller flere sager ud. Og at stort set ingen helt kan se sig fri. Jeg gætter på, at vi kun ser toppen af isbjerget lige nu. 

Jeg forestiller mig også, at det er hårdt at sidde som anklaget part. Jeg har faktisk ikke lyst til at nedtone, hvor ondt jeg reelt set også har af både Frank Jensen og Morten Østergaard. Jeg synes bestemt ikke, at de modtager en uretfærdig konsekvens, men jeg forestiller mig blot, hvordan det også må være som ægtemand, far og menneske i disse dage.

Jeg forestiller mig også, at man skal være lavet af noget helt specielt, når man får brudt sin anonymitet i bedste sendetid af sin påståede krænker, derefter står iskoldt på TV 2 News før og efter mødet og holder fast, og derudover også lige ufrivilligt bliver ansigt på en modbevægelse, selvom man egentlig havde frabedt sig det. Endda i en alder af 23. Hold da op. Det er langt mere modigt, end hvad jeg nogensinde kan prale af at være.

Jeg forventer også, at statsministeren er lige så modig. At hun er lavet af samme stof.

Tak for at have læst med på mine skriverier. Specielt tak til dem, som nåede til dette punktum. 

* Altinget har set korrespondancen mellem Nikolaj Saadat og det pågældende medlem af Radikale

-----

Nikolaj Saadat (født 1995) er kampagnechef for Socialdemokratiet i Odense og stud.scient.pol.. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Forrige artikel Michael B. Klitgaard: Republikanerne bruger racisme til at holde fast i magten   Michael B. Klitgaard: Republikanerne bruger racisme til at holde fast i magten   Næste artikel Jarl Cordua: Østergaards og Jensens fald forandrer dansk politik for altid Jarl Cordua: Østergaards og Jensens fald forandrer dansk politik for altid
Ny aftale fordeler 760 millioner kroner til socialt udsatte

Ny aftale fordeler 760 millioner kroner til socialt udsatte

DEAL: Et flertal af partier har besluttet at fordele pengene fra resterne af satspuljen til en ny civilsamfundsstrategi, en udvidelse af hjemløseindsatsen og et videnscenter for anbragte unge. Aktører roser tiltagene, men savner en plan for fremtidig finansiering.