Nikolaj Saadat: Det her bliver min sidste klumme. Radikales underlødige metoder er ikke besværet værd

Det giver mig så desværre anledning til at droppe disse klummer fremover. For en stund om ikke andet. Ikke fordi jeg ikke må for mit parti eller min chef. Ikke fordi jeg ikke har lyst. Men når enhver lille kritik af det Radikale Venstre åbenbart tages så ilde op, at man føler sig kaldet til indirekte at knægte min ytringsfrihed ved direkte at blande sig i – apropos interne anliggender – mine personaleforhold, så er det ikke energien værd. Det kommer til at fylde for meget for mig personligt, når jeg en almindelig lørdag, hvor jeg måske bare gerne vil holde weekend, skal forholde mig til en flok skallesmækkende radikale mimoser.

Jeg føler, at jeg stopper mens legen er god, da jeg for mig at se har haft to muligheder. Jeg kunne fortsætte som hidtil og finde balancen mellem at dele mine holdninger og kritik til hvem end, jeg følte for at gøre det - og så bare ignorere de metoder, som jeg føler mig stækket med. Det ville helt sikkert være sjovt, men også en svær balancegang.

Men jeg har også haft muligheden for at give tilbage en sidste gang på noget, jeg oprigtigt ikke føler er i orden. Jeg plejer ikke som person bare at holde min kæft, så jeg føler heller ikke for at gøre det den her gang. Og hvem end, der læser med lige nu, skal vide, at jeg skriver disse ord med et smil på læben. For jeg synes det her forløb er morsomt, fordi det bekræfter en af mine evige kæpheste.

Sjovt også, fordi jeg egentlig ikke rigtig kender nogen fra Socialdemokratiet udover de lokalaktive i Odense, og derfor – sagt lidt direkte – ikke skylder at spare Socialdemokratiet som regeringsbærende parti for min kritik af dem og andre fra tid til anden. Jeg har da heller aldrig hørt noget fra partiet i forhold til mine klummer i Altinget. Heldigvis for det. Det anser jeg som et sundhedstegn.

Rigtig sjovt, fordi Radikale Venstre, som bekendt er det parti, der ifølge dem selv er de bedste for alt og alle – for klimaet, for integrationen, for de studerende, for erhvervslivet, for ligestillingen, for tonen, for Danmark – paradoksalt nok også er dem, der tåler mindst kritik. 

Og så er det jo også sjovt, fordi det jo som bekendt kun er i Socialdemokratiet og i Nordkorea, at der ikke er plads til anderledestænkende.

Men når man så åbenbart er anderledestænkende, ja, så er det sjovt nok også et problem.

Så ved jeg godt, at det nu ligner, jeg stikker halen mellem benene, efter at have kritiseret den politiske leder i det Radikale Venstre for hendes sexismehåndtering, nu hvor mit eget parti står med sin egen sag og sin egen håndtering. Den forventede misforståelse vil jeg selvfølgelig gerne honorere og derfor kort bidrage om mit syn på den sag. Men før jeg gør det, så har jeg et par sidste pointer, jeg gerne vil ud med først. Særligt til de Radikale aktører, som jeg har været i interaktion med de seneste uger: 

Det fryder mig helt enormt, at det lige præcis er aktive i Radikale Venstre, der opfører sig som små børn over for mig. For nu kan jeg endelig bevise, dét jeg altid har sagt til min omgangskreds, som primært består af universitetsstuderende, og som derfor let er blevet forført af den Radikale feel-good fortælling: Radikale Venstre – eller dele af det - er mindst lige så hykleriske, perfide og ikke mindst populistiske, som de altid påstår, deres modstandere er. Tusind tak for så tydeligt at bevise for mig, at det i sandhed er hårdt at være en hellig-Frans. 

Hvis man skal mene noget om dansk politik, skal man – ifølge mig – først og fremmest være kritisk over for de aktører, der har magt.

Jeg vil gerne kommentere på Socialdemokratiets håndtering, ligesom jeg kommenterede Sofie Carsten Nielsens håndtering. Det synes jeg kun vil være fair, når nu jeg trækker mig kvart i krise hos Socialdemokratiet. Derfor vil jeg blot som afsluttende ord skrive det, jeg havde planlagt at skrive, før Frank Jensen mandag trak sig ved frokosttid:

Jeg glæder mig til at se mit partis evne til at håndtere sexismesager det næste stykke tid. Jeg glæder mig til at se, hvordan Mette Frederiksen håndterer det, såfremt konklusionen er, at hendes næstformand har krænket en lang række kvinder over flere år. Især når Mette Frederiksen, lige som Sofie Carsten Nielsen, har erklæret kamp mod sexisme fra Folketingets talerstol.

Jeg respekterer naturligvis, at beslutninger skal træffes på baggrund af en proces, hvor det tager tid at få alt belyst, men de her sager kræver også, at nogen på et tidspunkt træder i karakter og begynder at beslutte. Også selvom man på den ene eller anden måde måske har haft kendskab til visse sager. For lur mig, om der ikke snart ruller flere sager ud. Og at stort set ingen helt kan se sig fri. Jeg gætter på, at vi kun ser toppen af isbjerget lige nu. 

Jeg forestiller mig også, at det er hårdt at sidde som anklaget part. Jeg har faktisk ikke lyst til at nedtone, hvor ondt jeg reelt set også har af både Frank Jensen og Morten Østergaard. Jeg synes bestemt ikke, at de modtager en uretfærdig konsekvens, men jeg forestiller mig blot, hvordan det også må være som ægtemand, far og menneske i disse dage.

Jeg forestiller mig også, at man skal være lavet af noget helt specielt, når man får brudt sin anonymitet i bedste sendetid af sin påståede krænker, derefter står iskoldt på TV 2 News før og efter mødet og holder fast, og derudover også lige ufrivilligt bliver ansigt på en modbevægelse, selvom man egentlig havde frabedt sig det. Endda i en alder af 23. Hold da op. Det er langt mere modigt, end hvad jeg nogensinde kan prale af at være.

Jeg forventer også, at statsministeren er lige så modig. At hun er lavet af samme stof.

Tak for at have læst med på mine skriverier. Specielt tak til dem, som nåede til dette punktum. 

* Altinget har set korrespondancen mellem Nikolaj Saadat og det pågældende medlem af Radikale

-----

Nikolaj Saadat (født 1995) er kampagnechef for Socialdemokratiet i Odense og stud.scient.pol.. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.