Ørsted er et guldæg til klimafinansiering, men politisk skræmmer det på Christiansborg

Forfædelsen var til at tage og føle på, da FN for et par uger siden lancerede de seneste (urovækkende) opdateringer i en storstilet rapport om klodens sande klimatilstand fra FN's Klimapanel (IPCC). Den endelige rapport ventes i 2022.

Politikere verden over, også i Danmark, stod i kø for at bekræfte de gode viljer til nu at gøre noget. Dog uden for alvor at forholde sig til, hvordan denne verdens største energiomstilling kan eller skal finansieres. Og efter nogle dage klingede klimaforskrækkelsen for en stund af igen. Andre dagsordener overtog nyhedsfronten.

Der er dog ingen tvivl om, at den globale udfordring med en drastisk omstilling af  energiforbruget næste gang kommer tilbage med fornyet og forstærket kraft. 

Spørgsmålet er ikke, om vi skal gøre noget ved vores udledning af CO2. Spørgsmålet er alene, hvor hurtigt det skal ske, hvad det koster, og hvad klimaindsatsen får af konsekvenser andre steder i samfundet. Det spørgsmål viger politikere udenom.

I den forbindelse kan det med danske briller være interessant at se på, hvor vi i grunden står sådan rent pengemæssigt. Dansk økonomi og statens balancer er lige nu i topform, og covid-19 pandemien har afsløret, at finansminister Nicolai Wammen (S) er klar til at åbne statens pengekasse på vid gab, hvis det for alvor brænder på. Det siges endda, at det er gratis for staten at låne i disse år.

Selvsamme Nicolai Wammen har derudover en slags hemmelig reserve, der lige nu beløber sig til 210 milliarder kroner. Nemlig statens ejerandel i det børsnoterede energiselskab Ørsted. Helt hemmelig er den ikke, eftersom Ørsted-aktien noteres på fondsbørsen hver eneste dag.

Underligt nok er denne enorme, statslige finansielle buffer på over 200 milliarder kroner aldrig med i politikernes finansiering af klimaomstillingen. Ørsted er et guldæg, men politisk skræmmer det på Christiansborg.

Ørsted - det tidligere Dansk Olie & Naturgas - er en af de største kommercielle succeser i erhvervslivet det seneste halve århundrede. Og endda med staten som ejer. For blot ti år siden en "sort” virksomhed, der gjorde det i gas og olie, i dag en grøn virksomhed og verdens førende inden for havvind (offshore).

Det helt særlige ved denne virksomhed er, at hvor Ørsted for blot ti år siden var en integreret del af den danske infrastruktur på energiområdet, er Ørsted i dag stort set alene opererende langt fra Danmark. Også Ørsteds tidligere distributionsnet, Radius, er solgt fra.

Under 10 procent af Ørsteds aktiviteter (målt på EBITDA-indtjening) kommer fra Danmark. Ørsted har fortsat kraftvarmeværker i Avedøre, HC Ørsted, Svanemøllen, Kyndby, Skærbæk, Aarhus, Herning og Esbjerg. Esbjergværket er det eneste, der stadig fyrer med kul. Det lukker i marts 2023. Hvad der skal ske med de andre værker, er der endnu ikke taget konkret beslutning om.

Faktisk er det ikke så svært at finde et par milliarder til klimaet.

Jens Chr. Hansen
Erhvervskommentator

Ørsteds aktiviteter i Danmark er således fortsat faldende. Af de 6.500 medarbejdere, arbejder de 3.900 i Danmark, i høj grad i hovedkontoret, som er delt i Gentofte og Skærbæk ved Fredericia.

Langt, langt den overvejende del af Ørsteds aktiviteter - og indtjening - ligger i dag på havvind langt fra Danmark. Det årlige investeringsbudget er i omegnen af 40 milliarder kroner, primært i havvindmølleparker. Men fremover vil det i høj grad også være investeringer i solenergi (den første solpark i USA er indviet) og PtX (Power-to-X), hvor grøn energi, eksempelvis fra vindmøller, omdannes til brint.

Det store spørgsmål er således, om og hvorfor den danske stat skal have bundet over 200 milliarder kroner i en virksomhed, som brandingmæssigt har stor betydning for Danmark som grøn energination, men energimæssigt har mindre og mindre betydning for Danmark.

I kølvandet på offentliggørelsen af FN’s klimarapport kom Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen med et spagfærdigt forsøg på at finde et mindre beløb til finansiering af klimaomstillingen.

Nemlig ved at beskære dimittendsatsen for nyuddannede med 1,5 milliarder kroner årligt. Disse penge skulle øremærkes til klimaet gennem et såkaldt »permanent grønt råderum«. Det forslag blev hurtigt banket ned andre steder på Christiansborg.

Men faktisk er det ikke så svært at finde et par milliarder til klimaet. Hvis politikere ikke vil sælge ud af Ørsted-aktierne, kan staten såmænd bare øremærke udbyttet fra sine Ørsted-aktier til klimaet. Det beløb sig for året 2020 til 1,9 milliarder kroner, og runder to milliarder kroner hvert at de følgende år. Altså noget mere end Ellemann-Jensens forslag.

I dag lander disse årlige udbytter fra Ørsted-aktien i finansminister Nicolai Wammens store fælleskasse til finansiering af alt andet end klimaomstilling.

Ørsted har haft en særdeles dramatisk historie de seneste ti år. Det var nemlig det delvise salg af Ørsted (dengang Dong) i 2013/14 til den amerikanske kapitalfond Goldman Sachs, der sprængte både SF og regeringen og ved samme lejlighed satte en stopper for daværende finansminister Bjarne Corydons politiske ambitioner.

Et godt gæt er derfor, at ingen på Christiansborg i dag tør åbne en ny debat om Ørsted og i særdeleshed statens planer med sine Ørsted-aktier. Sporene skræmmer.

Det politiske flertal bag Ørsted og hensigtserklæringen med Ørsted er lidt knudret. Det består af Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, SF og De Radikale. Dansk Folkeparti sprang fra under dramaet i 2013/14. Det politiske flertal blev i sin tid enig om at beholde statens aktier til mindst 2020. Herefter kan ejeraftalen kun ændres, hvis alle parter er enige.

Men hidtil har ingen politikere turdet åbne det bal. Derimod har den tidligere konservative erhvervsminister Brian Mikkelsen opfordret til, at staten sælger sine Ørsted-aktier og lægger pengene i en grøn fond. Brian Mikkelsen er i dag direktør i Dansk Erhverv. 

Spørgsmålet er ikke, om vi skal gøre noget ved vores udledning af CO2. Spørgsmålet er alene, hvor hurtigt det skal ske, hvad det koster, og hvad klimaindsatsen får af konsekvenser andre steder i samfundet.

Jens Chr. Hansen
Erhvervskommentator

Fortalere for at fastholde statens ejermajoritet i Ørsted med 50,1 procent vil hævde, at aktien kan stige endnu mere i takt med den stigende efterspørgsel efter mere og mere alternativ energi. Og at vi i Danmark med Ørsted som frontfigur kan brande os som en af verdens førende, grønne nationer.

Fortalere for at sælge statens aktier vil hævde, at risikoen for staten er alt for stor ved på denne måde at lægge mere end 200 milliarder kroner i samme kurv. Ørsted har de seneste år haft et markant forspring på offshore-området, men konkurrencen bliver skarpere og skarpere i takt med, at nogle af verdens allerstørste energiselskaber mere og mere kaster deres kærlighed på grønne investeringer. Det vil reducere profitten for Ørsted og kan komme til at koste på aktiekursen.

Det skal med, at Ørsted hidtil har været en gylden investering på linje med det danske olie- og gas eventyr i Nordsøen årtier tilbage. Ved det delvise salg af statens aktier i 2014 blev Ørsted værdiansat til 31,5 milliarder kroner. I dag er den samlede værdi af Ørsted 420 milliarder kroner, heraf er statens andel 210 milliarder kroner værd.

Ørsted har hidtil kunnet operere glimrende med staten som hovedaktionær. Det hører dog med, at politikerne - i modsætning til flere andre statsselskaber - ikke har blandet sig i driften af Ørsted.

Bestyrelsen består af seks medlemmer plus tre medarbejdervalgte. Formand er den tidligere Mærsk-direktør, Thomas Thune Andersen. Af de seks aktionær valgte bestyrelsesmedlemmer er der tre danskere og tre udlændinge. Staten har ikke direkte sine egne repræsentanter i bestyrelsen.