I fire sager er Støjberg anklaget for at misinformere: Forstå dem på et øjeblik

Torsdag 11. januar er udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) kaldt i samråd om sagen om udsendelse af alvorligt syge udlændinge. Det er nummer fire i rækken af møgsager, hvor ministeren blandt andet mistænkes for at misinformere Folketinget.

Altinget forsøger her at give et overblik over sagerne.

Ulovlige udvisninger?
I april 2017 blev en hjertesyg afghansk mand tvangshjemsendt.

I et fortroligt svar til Folketinget, som Radio24syv har, skriver udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, at hjemsendelsen var i overensstemmelse med de internationale konventioner.

Men oplysningerne til Folketinget kan have været misvisende og urigtige på grund af en principiel dom fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) fra december 2016.

Ifølge dommen har lande pligt til at undersøge, om livsvigtig medicin og behandling reelt er tilgængelig for den udvisningstruede i hjemlandet, før det besluttes, om vedkommende sendes hjem eller får humanitær opholdstilladelse. Alligevel har dansk praksis indtil nu været, at medicinen blot principielt skal være tilgængelig.

Således møder ministeren kritik for, at hun i svaret til Folketinget ikke nævner dommen fra Menneskerettighedsdomstolen, og at Udlændinge- og Integrationsministeriet først mere end et år senere undersøger behovet for at ændre praksis.

Ministeriet har suspenderet alle sager om udsendelser af alvorligt syge udlændinge og vil om fire uger aflevere et notat om, hvad Danmarks praksis skal være.

Torsdag skal Støjberg i samråd, hvor hun blandt andet skal svare på, hvad der skal ske med de udlændinge, der blevet udsendt i de 13 måneder, hvor ministeriet måske har haft en praksis i strid med EMD-dommen.

Unge asylpar/barnebrude 
Inger Støjberg (V) har været kaldt i fire samråd, ombudsmanden har blandet sig og kaldt fremgangsmåden “særdeles kritisabel”, og oppositionspartierne har holdt fast i, at Folketinget har fået fremsat upræcise og forkerte oplysninger fra ministeren.

Sagen begyndte, da Støjberg udsendte en pressemeddelelse 10. februar 2017 efter historier om, at unge og mindreårige asylansøgere indkvarteres med ægtefælle på asylcentrene.

Ingen mindreårige under 18 år må fremover indkvarteres på samme asylcenter som ægtefælle eller samlever, også selvom parret har et eller flere børn, stod der i pressemeddelelsen. Hidtil havde Udlændingestyrelsen “i hver enkelt sag” vurderet, om en mindreårig skulle indkvarteres sammen med sin samlever, blandt andet via partshøring.

Pressemeddelelsen blev af Udlændingestyrelsen opfattet som en instruks, og asylparrenes sager blev behandlet ud fra de nye retningslinjer. 

Første samråd kom således til at handle om, hvorvidt pressemeddelelsen lagde op til ulovlig praksis, da det fremstod, som om Udlændingestyrelsen skulle afskaffe den individuelle vurdering. Dette ville være imod dansk lovgivning.

Ifølge ministeren var pressemeddelelsen ikke tænkt som en egentlig instruks, men formålet var at udsende et klart signal. I stedet havde det hele tiden været hendes plan, at der skulle gennemføres individuelle vurderinger af samtlige sager.

Misvisende flygtningeannoncer
Libanesiske aviser bragte i september 2015 annoncekampagnen om V-regeringens udlændingestramninger.

Formålet med kampagnen var ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet at give flygtninge “helt nøgtern” information om vilkårene i Danmark.

Men Ombudsmanden kritiserede annoncen for at være det modsatte af nøgtern. Ifølge Ombudsmanden gav annoncekampagnen flygtninge et misvisende billede af den danske lovgivning, fordi de regler, som annoncen henviste til, ikke gjaldt alle flygtninge.

Selvom ministeren overhovedet ikke var enig med Ombudsmanden i hans kritik, droppede Ombudsmanden 19. december 2015 at forfølge sagen efter en tilfredsstillende udmelding fra Støjbergs ministerium.

For ham var det vigtigste, at der fremadrettet vil blive afklaret, hvilke regler og principper der gælder for denne form for kommunikation.

Vildledende svar om opgørelsesmetode
Traditionel ulandsbistand kan betale for en del af udgifterne til asylansøgere i Danmark.

Men hvor meget bliver der brugt? Og bliver der brugt flere ulandsmidler på flygtningemodtagelse end tidligere?  

Det spørgsmål ville Socialdemokratiet gerne have Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet til at svare på.

Partiet undrede sig i efteråret 2015 over, at regeringen finansierede en større andel af asyludgifterne over ulandsbistanden i 2016, end SR-regeringen gjorde året før. Derfor ville de gerne vide, om ministeriet havde ændret i opgørelsesmetoden.

På spørgsmålet blev der givet to forskellige svar.

I et svar til Folketinget fra 8. december 2015 forklarer Inger Støjberg, at man har “brugt samme metode” i finanslovforslaget for 2016 til at opgøre udgifterne som i 2015.

Men i et andet svar, som embedsmænd fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet har skrevet 21. august 2015 til Udenrigsministeriet, fremgår det, at der i forbindelse med finanslovforslaget for 2016 er udarbejdet en ”mere præcis beregningsmodel” for, hvor stor en del af udgifterne til flygtningemodtagelse, der kan finansieres over ulandsbistanden.

Selvom ministeren ikke mente, at hun havde givet Folketinget vildledende oplysninger, erkendte hun, at hun kunne have formuleret sig tydeligere:  

”Jeg mener, at jeg har svaret korrekt og fyldestgørende. Men burde jeg have uddybet det i mit svar? Det kan jeg ikke afvise. Det kunne man godt have skrevet ind i det her svar. Det vil jeg gerne medgive,” sagde Inger Støjberg i et interview til Altinget.