Overlæge: Industrien kommer før patienten i regeringens nye plan

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg har set frem til den socialdemokratiske regerings nye Life Science-strategi, som blev fremlagt den 16. april. Det tror jeg, at mange havde.

Det var mit håb og min forventning, at en socialdemokratisk regering aktivt ville sætte ind overfor den iøjnefaldende ulighed mellem forskningsområder, fordi den ulighed sætter sit markante aftryk på vores sundhed og samfund.

Fremlæggelsen var stort anlagt, og erhvervsminister Simon Kollerup (S) stod i front foran sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Det viste sig, at det ikke var en tilfældighed.

Forskningsfokus lægges efter økonomisk gevinst
Forskning koster penge, og da penge desværre ikke hænger på træerne, er en stor del af enhver forskers dagligdag at jagte bevillinger, der kan sikre planlagte projekter. Jeg tror, jeg taler på de fleste af mine kollegaers vegne, når jeg siger, at jagten på finansiering på ingen måde er den mest inspirerende del af forskergerningen.

Valget af forskningsprojekt og -fokus bliver ofte lagt med en betydelig skelen til, hvad man lettest kan få finansieret. Hvis man som forsker kan få gjort et firma interesseret i sit projekt, er det helt ideelt, men tit særdeles vanskeligt. En anden strategi er at tilpasse sit forskningsprojekt til de store fondes særlige interesser og indsatsområder, herunder deres specielle fokuserede opslag.

Der er på den måde ingen tvivl om, at både industri og fonde har overordentlig stor indflydelse på, hvilken forskningsprojekter, der sættes i søen. Det har desværre den uheldige konsekvens, at forskningsfokus rettes mod sygdomstilstande eller behandlinger, der kan give økonomisk gevinst, presseomtale eller er målrettet de meget stærke fonde. Ofte er det ikke der, vi – i et samfundsmæssigt perspektiv – får mest sundhed for pengene.

Hvis Mette Frederiksen (S) og hendes regering ønsker at arbejde for en mere social retfærdig udvikling i vores samfund, så er den fremlagte strategi i min optik slet ikke den rette.

Kasper Iversen
Dr.med. og overlæge ved Herlev og Gentofte Hospital

Industrien står før patienten
Og hvad får vi så at arbejde med i regeringens nye life science-strategi? Vi får 38 konkrete initiativer, som bakkes op med et budget på 70 millioner i år og 100 millioner om året i 2022 og 2023.

Det lyder ambitiøst, og det synes jeg i flere henseender også, at det er. Men hvad er regeringens ambition med deres strategi? Langt hovedparten af de konkrete initiativer retter sig ikke bare mod life science, men direkte mod life science-industrien.

Fokus er på at gøre det endnu lettere for industrien at lave forskning både økonomisk og praktisk. Manglen på initiativer, der retter sig mod svage og udsatte patientgrupper, mod de multimorbide, mod de gamle og mod dem, som fejler sygdomme, der ikke kan kapitaliseres på, er til gengæld slående.

Når vores sundhedsminister udtaler, at han “er sikker på, at life science-strategien vil komme både industrien, sundhedsvæsenet og patienterne til gavn”, bekræfter han min læsning af strategien. Industrien står før patienten. 

LÆS OGSÅ: LIF: Offentlige life science-nedskæringer risikerer at ramme dobbelt

Regeringens strategi øger uligheden
Life science-industrien er en vigtig medspiller i forhold til at sikre et godt og stærkt forskningsmiljø i Danmark, men regeringen bør være bevidst om, at initiativer, der støtter life science-industrien, ikke kommer til at udligne ulighed i vores sundhedsvæsen. Tværtimod vil den være med til at øge uligheden.

Hvis Mette Frederiksen (S) og hendes regering ønsker at arbejde for en mere social retfærdig udvikling i vores samfund, så er den fremlagte strategi i min optik slet ikke den rette. Regeringens strategipapir er fyldt med grafer, der viser himmelstræbende kurver over eksport, værdiforøgelse og arbejdspladser. Kun meget lidt omhandler værdiforøgelsen for patienter og betydningen for uligheden i sundhed.

Manglen på initiativer, der retter sig mod svage og udsatte patientgrupper er slående.

Kasper Iversen
Dr.med. og overlæge ved Herlev og Gentofte Hospital

Rapporten synes at fremstille de syge som et element i en businesscase for værdiskabelse, snarere end et mål for behandling. Initiativerne i strategien kommer efter min mening til at fremme den ulighed i sundhed, som vi allerede oplever, yderligere. Selvom vi i Danmark har et sundhedsvæsen, der er åbent for os alle, så er forskningen, som ligger til grund for den behandling, vi kan yde, altafgørende for, hvor dygtige vi bliver til enhver given behandling.

Efter endt læsning af strategien sidder man tilbage med spørgsmålet om, hvem der skal profitere af den enorme værdiforøgelse, som rapporten giver udtryk for, at vi har i vente. Skal gevinsten gå ubeskåret til firmaerne? Eller er det muligt, at noget af det store overskud kan tilbageføres til offentligt støttet forskning med fokus på de svage patienter og helt uden økonomisk vinding for øje?