Analyse af 
Esben Schjørring

Papes vej ud af Venstres skygge kan spærre ham inde i udlændingepolitikkens fængsel

Søren Pape Poulsen vil lade de andre borgerlige partier afgøre, om han skal være borgerlig statsministerkandidat frem mod næste valg. Nu kan han næsten ikke undgå at blive part i en kommende krig mellem DF og NB om de udlændingepolitiske vælgere. Intet tyder dog på, at det vil give en borgerlig sejr ved næste valg. 

Placeholder image
I Venstre betragter man Papes udtalelser med en vis irritation, og man konstaterer, at han reelt har taget beslutningen om melde sig på banen som statsministerkandidat, men bare holder gryden i kog, indtil det er opportunt at gøre det helt officielt. Det kunne være umiddelbart efter et valg bliver udskrevet. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Det borgerlige Danmark har været under opbrud siden folketingsvalget i 2019. Blå politikere har forladt deres oprindelige partier, der på sin side flytter sig politisk og har omlagt deres strategiske kommunikation.

Venstre har været nede at skrabe bunden, og formand Jakob Ellemann-Jensen kæmper fra hus til hus med at forbedre sin popularitet, DF befinder sig i eksistenskrise forklædt som formandskamp, LA har en intens, men upåagtet flirt med spærregrænsen – og Det Konservative Folkeparti rykker på sig.

Sidstnævnte tog mellem jul og nytår et nyt stort skridt i en langsigtet strategi, partiet har arbejdet i hvert fald siden FV19. Det skete, da formand Søren Pape Poulsen annoncerede, at det ikke nødvendigvis skal være det største parti i den borgerlige alliance, læs Venstre, der også per automatik stiller med statsministerkandidaten.

”Det må give sig selv, at hvis jeg skulle vælge at melde mig som kandidat, så er det naturligt, at det er den kandidat, der har flest mandater bag sig, der selvfølgelig bliver forhandlingsleder,” som Pape sagde til Politiken anden juledag.

Læs også

Dermed foregriber Pape Poulsen en situation, hvor han stadig kan gøre sig gældende som statsministerkandidat, selvom Venstre efter næste folketingsvalg skulle være noget større end Det Konservative Folkeparti.

Og han gør det ved at involvere de øvrige borgerlige partier i det, der ligner en offentlig budkrig – selvom Pape helst vil definere det som et spørgsmål om ledelsesstil og det gode samarbejde – hvor han og Jakob Ellemann-Jensen skal konkurrere om de andres gunst.

Det er selvfølgelig et frontalangreb på Venstre og formand Jakob Ellemann-Jensen – tilmed et, Venstre kun svært kan kritisere. Og det handler lige så meget om, at Det Konservative Folkeparti vil ud af Venstres næsten 30 år lange skygge, som det handler om, at Pape skal blive den næste statsminister i Danmark. Måske mere.

Men de to ting hænger sammen – Konservative kan kun gøre sig fri af lillebrorrollen i forhold til Venstre og ændre jernlovene i den borgerlige alliance ved at rane førstefødselsretten til Statsministeriet fra Venstre.

Men det er også et strategisk skridt, der kan sætte de ret pludseligt opståede realitets-forhåbninger om allerede at vende tilbage til regeringskontorerne efter næste valg over styr.

Udlændingepolitisk våbenkapløb 

Fra nu af bliver det et element, når Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance kommer med forslag og udspil, at de kan gøre dem endnu mere interessante og opmærksomhedspådragende ved at gøre dem til krav til en kommende borgerlig statsminister. For dermed vil journalisterne ringe til Pape og Ellemann for at høre, om det er noget, de kan gå med på. Er de ovenikøbet ikke enige, bliver det en selvstændig historie, der yderligere kan forlænge opmærksomheden.

Det handler lige så meget om, at Det Konservative Folkeparti vil ud af Venstres næsten 30 år lange skygge, som det handler om at Pape skal blive næste statsminister i Danmark. Måske mere.

Især hvad angår Nye Borgerlige og DF, kan det blive et væsentligt element. DF finder ny formand 23. januar, og med under halvandet år til næste folketingsvalg vil der være et betydeligt pres på for at se hurtig fremgang i meningsmålingerne.

DF ligger for indeværende to til tre procentpoint under det katastrofale resultat på 8,7 procent fra FV19, og tilsammen betyder det, at vi får en aggressiv og kampivrig DF-formand at se, uanset hvem baglandet vælger.

Selvom DF’erne gerne vil undgå den direkte konfrontation med NB og Pernille Vermund, er det åbenlyst derfra, at de ekstra stemmer først og fremmest skal komme. Dermed kan vi se frem til et udlændingepolitisk våbenkapløb på højrefløjen i dansk politik mellem de to partier. 

Og vi kan se frem til, at Pape bliver impliceret i det kapløb, hver gang Vermund eller den ny DF-formand vil lægge et ekstra lag af alvor på deres forslag.

Netop fordi Pape selv har åbnet for en offentlig forhandling om sit mandat som borgerlig statsministerkandidat, kan han ikke vifte afværgende – i hvert fald ikke hver gang – uden at komme til at se useriøs ud.

Med andre har Pape åbnet en mindre ladeport, hvorigennem han kan blive suget ind i alle mulige udlændingepolitiske meldinger, og det vil samtidig blive sværere og sværere for Jakob Ellemann-Jensen at holde sig ude af den debat.

Det kan meget hurtigt afspore den borgerlige kamp for at generobre regeringsmagten.

Papes store risiko

Og det kan det af én afgørende grund: udlændingepolitik har ikke længere det dybe bundtræk i vælgerhavet, det havde engang. Udviklingen de seneste seks år er den, at udlændingepolitik er gået fra at være det vigtigste emne i vælgernes øjne til at blive et perifært emne.

Formentlig ikke fordi vælgerne er holdt op med at synes, at indvandring, islam og multikultur er et vigtigt politisk spørgsmål, men fordi de får en stram udlændingepolitik, uanset om statsministeren er borgerlig eller socialdemokrat.

Dermed er det ikke længere del af den politiske konkurrence mellem partierne, og vælgerne orienterer sig efter andre emner i deres holdningsdannelse og overvejelser over, hvilket parti de vil stemme på.

Med andre ord risikerer Pape i første omgang at blive trukket ind i en debat, der kun angår et relativt lille segment, der i forvejen stemmer borgerligt.

Og i næste omgang risikerer han at trække resten af den borgerlige alliance med sig væk fra de emner – sundhed, klima og økonomi – der optager vælgerne og dermed væk fra regeringskontorerne på Slotsholmen.

I Venstre betragter man Papes udtalelser med en vis irritation, og man konstaterer, at han reelt har taget beslutningen om melde sig på banen som statsministerkandidat, men bare holder gryden i kog, indtil det er opportunt at gøre det helt officielt. Det kunne være umiddelbart efter udskrivelsen af valget.

Men for NB og DF er det en gave, der som Kristian Thulesen Dahl – aldrig en mand, der har manglet blik for de strategiske muligheder i dansk politik – sagde til ovennævnte artikel i Politiken, ”ændrer dynamikken”.

Pernille Vermund fulgte op: ”Hvis både Pape og Ellemann ønsker at løse udlændingepolitikken fra bunden, så må det blive den af dem, der kan samle flest mandater bag sig.”

Længe har de to partier befundet sig i en perifer position, fordi V og K som de ledende borgerlige partier har opgivet værdikampen som den samlende borgerlige strategi og i stedet har opsøgt de velfærds- og fordelingspolitiske slagsmål med regeringen. Nu har Pape åbnet døren for dem igen.

Spørgsmålet er bare, om han dermed ikke samtidig har ladet sig tage frivilligt som gidsel.

Schlüters sidste ord

For K er svaret, at det måske ikke betyder det store, om det er lige nu, at de borgerlige generobrer regeringsmagten. Gør de det, er Pape i spil som statsministerkandidat. Gør de ikke, har Det Konservative Folkeparti udbygget sit brand som et borgerligt parti, der lige såvel som Venstre kan gøre krav på at stille med regeringschefen. 

Som en optakt til interviewet i Politiken, sluttede Pepe Poulsen sin tale på sidste års landsråd med at påkalde sig selve Poul Schlüter og hans skue næsten fra det hinsides:

”Måske kan vi endda sammen nå derhen, som Poul Schlüter fortalte om. Han udtrykte det i sit livs sidste interview: Der kommer en konservativ statsminister igen.”

Og den store konklusion er, at selvom den borgerlige alliance ikke længere udgør et åbent havari i dansk politik, så er det stadig opbrud, reorientering og etableringen af nye magtbalancer, der definerer forholdene.

Det er og bliver en væsentlig fordel for S-regeringen.

Omtalte personer

Søren Pape Poulsen

Partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)

Kristian Thulesen Dahl

MF (DF), fhv. partiformand
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

Pernille Vermund

MF, stifter og formand, Nye Borgerlige
cand.arch. (Kunstakademiets Arkitektskole 2001)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser