Dårligt nyt for DF og NB: I 2021 blev udlændinge endnu mindre vigtigt

Selv de borgerlige vælgere vender sig nu væk fra udlændingepolitikken. Forklaringerne drejer sig både om Socialdemokratiets kursændring på udlændingepolitikken under Mette Frederiksens ledelse – og om Venstre og Konservatives reaktion på den.

Placeholder image
Risikoen for DF og NB ved en intern krig om, hvem der har den hårdeste udlændingepolitik, er, at man ved gensidig 'hjælp' får talt sig langt væk fra de øvrige borgerlige partier og ind i et udlændingepolitisk parallelunivers, der ikke har meget at gøre med den afgørende politisk debat i det hele taget. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Udlændingepolitik var engang en politiske bombe. I 2021 er den forvandlet til en fuser.

Det er måske den vigtigste konklusion, mens året går på hæld, og vi samtidig markerer, at det er 20 år siden, VKO-alliancen netop med udlændningepolitik som sit vigtigste slagnummer erobrede den politiske magt i 2001.

I lang tid har de borgerlige vælgere fastholdt udlændingepolitik i vælgernes samlede top-fem over de vigtigste politiske spørgsmål, men i år er man også i den blå vælgergruppe begyndt at orientere sig mod andre emner.

Dermed er vi der, hvor vi efterhånden kan konstatere, at værdipolitikkens epoke endegyldigt er slut. Og det udpeger nogle strukturelle skift, der ikke alene forklarer, hvorfor Dansk Folkeparti er i krise, men hvorfor det bliver svært for DF og Nye Borgerlige at vinde ny fremgang i årene, der kommer – ikke mindst når de to partier skal konkurrere om den samme vælgergruppe.

Borgerlige vælgere er blevet ligeglade

Det er tal fra Epinion, der viser tendenserne. Tilbage i 2016 var det hele 21 procent af vælgerne – samlet set – der mente, at udlændinge var det vigtigste spørgsmål for politikerne. Og ser man alene på de vælgere, der dengang angav, at de ville stemme på en borgerlig regering, var det i december 2015 23 procent af dem, der mente, at udlændinge var vigtigst.

I dag er det blot 7 % af vælgerne alt i alt, der mener at udlændinge er dansk politisk vigtigste emne, og det er kun 10 procent af de borgerlige vælgere, der deler den holdning.
 

Går man endnu dybere ned i tallene, kan man se, at netop 2021 blev året, hvor luften langsomt men sikkert også er gået ud af den udlændingepolitiske ballon for de borgerlige vælgere.

I januar 2021 var det stadig 18 procent af de borgerlige vælgere, der angav udlændinge som vigtigste politiske spørgsmål – i april var det endda 21 procent – men derfra faldt det antal til 15-16 procent henover sommeren og efteråret, for så her i december at blive målt til 10 procent. En halvering henover året med andre ord.

Fremgang til DF vil dermed først og fremmest kunne ske på bekostning af – og i en kamp mod – NB om de 10-12 procent af vælgerne for hvem, strammere udlændingepolitik er alfa og omega.

Forklaringerne på den udvikling drejer sig både om Socialdemokratiets kursændring på udlændingepolitikken under Mette Frederiksens ledelse og om især Venstre og Konservatives reaktion på den kursændring.

Mette, du har mit nummer

Som man kan se på den første graf, begynder udlændingeemnet sit langsomme - og med relativt store udsving – fald i 2016, altså godt et halvt år inde i Mette Frederiksens epoke som formand for Socialdemokratiet. Som vi har fortalt dybdegående om her i Altinget, reformerede hun partiets organisation og grundlæggende samfundsanalyse. Parallelt med det tog hun taktfast og jævnligt en række  selvopgør på partiets vegne i medierne om netop udlændingepolitik. Og fra 2017 og frem indgik hun et mere og mere intenst samarbejde med Dansk Folkepartis – snart forhenværende – formand Kristian Thulesen Dahl, hvor de to partiledere blåstemplede hinanden. Mette Frederiksen gav Thulesen Dahl velfærdspolitisk kredit, mens han gav Frederiksen udlændingepolitisk troværdighed.

Det sidste kulminerende med Thulesen Dahls taler først ved Grundlovsdag i 2018 og sidenhen partiets årsmøde samme år. I Grundlovstalen bød han Mette Frederiksens kursændring og den medfølgende offentlige undsigelse af de Radikale velkommen og sagde hende tak:

"Så herfra også en hilsen til Mette Frederiksen. Med en tak for at hun nu har gjort det klart, at de Radikale ikke igen skal kunne true sig ind i en regering og dermed sikre sig afgørende indflydelse på blandt andet udlændingepolitikken igen i fremtiden. Det er velgørende!"

Og tre måneder senere gentog han sine taksigelser på DFs årsmøde, denne gang med lovning på samarbejde henover midten, hvis hun kom i udlændingepolitiske problemer med netop de Radikale:

”Hvis den situation opstår, så kender du – Mette – mit telefonnummer!”

Dermed stod vælgerne ikke længere som i nullerne i en situation, hvor de skulle vælge en borgerlig regering for at få en stram udlændingepolitik. Den fik de uanset hvad, og dermed var al den eksplosivitet, der havde ligget i udlændingepolitikken op gennem nullerne og tierne fordampet.

Seks måneder senere – i januar 2019 – foreslog Socialdemokratiet retten til tidlig pension, og tilsammen udløste Arne-pensionen og den af Thulesen Dahl tilkendte troværdighed om stram udlændingepolitik DFs bratte fald, der fem måneder senere igen resulterede i et historisk stort valgnederlag og et regeringsskifte.

Og hos V og K har tiden siden FV19 været en erkendelsesproces, hvor man har indset, at udlændingepolitik netop derfor ikke længere er trumf i dansk politik.

Venstre er ikke længere et værdikampsparti

Det er især en erkendelse, der har været hård i Venstre, hvor netop spørgsmålet om hvilken plads udlændingepolitik skulle have i Venstres kampagne og profil lå som en eksplicit del af magtkampen mellem Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg. Da Venstre – minus ni medlemmer af folketingsgruppen – i januar i år valgte at melde sig ind i flertallet, der støttede en rigsretssag mod Støjberg, og hun derefter valgte at melde sig ud af partiet, var det også et udtryk for, at Venstre opgav at basere sin appel til vælgerne på en stram og stadigt strammere udlændingepolitik.

Hvilket Støjberg var den første til at bemærke. Som hun sagde i sin sidste tale til partiet som Venstrekvinde:

”Da jeg blev valgt som næstformand, der lagde jeg ikke skjul på, at jeg er en værdikriger. Jeg har hver eneste dag kæmpet for den politiske linje, som jeg tror, vil gøre Venstre stærkest. Og jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er bekymret. Hvis Venstre skal være et stort parti igen, og det borgerlige Danmark skal vriste magten fra socialdemokraterne igen, og det skal vi, så kræver det, at Venstre leverer en klar, troværdig og stram udlændingepolitik. Ikke kun i ord, men også i handling." 

Efter Støjbergs exit har Venstre genpolitiseret fordelingspolitikken, forsøgt at erobre grøn profil på klimaet og har angrebet regeringen på sundhedspolitikken. Og som noget meget sigende for skiftet væk fra Støjbergs værdipolitiske position har Venstre - endda med Støjbergsstøtten, Mads Fuglede, i front – senest gjort sig til talsmand for en opblødning i reglerne for ægtefællesammenføring.

For Det Konservative Folkepartis vedkommende er det en underfortalt historie, at partiets genopstandelse hænger tæt sammen med udlændingepolitikkens falmen. Selvom K gerne understreger værdier i sin borgerlighed, blev nullernes værdikamp med udlændingepolitikken i centrum en smertens vej for partiet. 

Man kæmpede med lillebrorkomplekser over for V og opfattede de 10 procent af stemmerne, partiet havde dengang, som alt for lidt. Konservative politikere blev ofte udstillet og latterliggjort af V og DF for at holde fast på deres borgerlige økonomiske politik med dagpenge- og efterlønsreform, og udlændingepolitikken brændte man sig på flere gange – særligt da partiet med Naser Khader i front foreslog et burkaforbud uden at klappe det af med V.

Det blev kronet med to katastrofevalg: ved FV11 fik K 4,9 procent og ved FV15 3,4 procent. I dag – alt imens den centrale politikse diskussion handler fordelingspolitik, velfærds, ældre-, sundheds- og klimapolitik – ligger partiet omkring 15 procent af stemmerne i meningsmålingerne, og Søren Pape Poulsen topper popularitetsmålingerne.

Hos både K og V lyder det i dag, at man ikke længere kan vinde et folketingsvalg på stram udlændingepolitik – selvom man godt kan tabe på en slap. Ligesom Liberal Alliances leder Alex Vanopslagh har sagt det på det borgerlige Danmarks vegne:

”Vi kommer ikke til at vinde et valg på udlændingepolitik.”

I 2021 er den erkendelse slået igennem blandt de borgerlige vælgere. I takt med, at V og K, som de dagsordensættende partier i den borgerlige blok, er gået fra at angribe Socialdemokratiet på udlændingepolitikken til at angribe især på den fordelingspolitiske front, er de borgerlige vælgere med andre ord fulgt med. 

DF og NB i intern krig

Det er altså den dobbelte bevægelse – af Socialdemokratiets kursændring og V og K’s reaktion på den – der viser sig i meningsmålingerne af vælgernes holdninger.

Det sætter også dramaet om, hvem der skal være formand i DF i et særligt lys. Intet i tallene tyder på, at den kommende formand – uanset om det bliver Morten Messerschmidt, Inger Støjberg eller en helt tredje – efter den 23. januar, hvor DF-medlemmerne afgør, hver der skal stå i spidsen for partiet, møder ind til en stor efterspørgsel på udlændingepolitik blandt vælgerne. Og der er heller ikke udsigt til den store interesse hos V eller K (eller LA) til at prøve at politisere udlændingepolitikken på ny.

Fremgang til DF vil dermed først og fremmest kunne ske på bekostning af – og i en kamp mod – NB om de 10-12 procent af vælgerne for hvem, strammere udlændingepolitik er alfa og omega.

Risikoen for begge parter ved en intern krig om den vælgergruppe er, at man ved gensidig 'hjælp' får talt sig langt væk fra de øvrige borgerlige partier og ind i et udlændingepolitisk parallelunivers, der ikke har meget at gøre med den afgørende politisk debat i det hele taget.

Det vil samlet set også svække den borgerlige alliances muligheder for at erobre regeringsmagten igen.

Bag artiklens tal

Denne undersøgelse er udarbejdet på baggrund af i alt 1.027 gennemførte interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Interviewene er gennemført i perioden 1. – 8. december 2021.

Den maksimale stikprøveusikkerhed på de samlede resultater er +/-3,1 procentpoint. Når resultaterne opgøres på undergrupper øges den maksimale stikprøveusikkerhed. 

Det bemærkes, at denne undersøgelse alene er udtryk for et statistisk øjebliksbillede af vælgerbefolkningens stillingtagen, som giver et solidt fingerpraj om dennes umiddelbare holdning.

Der ikke tale om en udtømmende afdækning af emnet, og undersøgelsen bør tolkes og anvendes med dette in mente. 

Læs også


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser