Partier vil lave ny sommerpulje til foreningslivet: Medlemstab er problematisk for fællesskabet

S, SF, K og V er klar til at forhandle om en sommerpulje til det hårdttrængende foreningsliv, som har mistet både medlemmer og frivillige under nedlukningerne. Men det kræver også en indsats fra foreningslivet selv, siger socialdemokratiets kulturordfører.

Ifølge kulturordfører Kasper Sand Kjær (S) kigger regeringen mod sommerpuljen fra sidste år for at se, om man i år skal gøre noget lignende. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Ifølge kulturordfører Kasper Sand Kjær (S) kigger regeringen mod sommerpuljen fra sidste år for at se, om man i år skal gøre noget lignende. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Maria Neergaard Lorentsen

To ud af tre frivillige foreninger har mistet frivillige. Over halvdelen har mistet medlemmer.

Det viser en ny medlemsundersøgelse fra Dansk Ungdoms Fællesråd.

“Den (undersøgelsen, red.) bekræfter jo det, man både kunne forvente og havde frygtet - at corona ville betyde både tab af medlemmer og frivillige ude i det frivillige foreningsliv. Det er jo hamrende ærgerligt,” lyder det fra socialdemokratiets kulturordfører Kasper Sand Kjær, som er tidligere formand for DUF. 

“Der ligger en stor opgave i at understøtte alle vores foreningsfællesskaber i at blomstre op og vinde de tabte medlemmer og frivillige tilbage. Vi kommer til at gøre alt, hvad vi kan, for at bakke op om det og for at det kan lykkes,” siger Kasper Sand Kjær. 

Det kræver politisk handling at få foreningslivets genstartet, mener DUF og appellerer til, at politikerne laver flere puljer rettet mod foreningslivet.

“De økonomiske støtteordninger, der er kommet fra politikerne, har været uvurderlige for foreningslivet. Vi ønsker at give foreningerne mulighed for at lave en genstart af foreningslivet for at få så mange børn og unge tilbage i foreningsfællesskabet. Og det kommer til at kræve nogle ekstra ressourcer,” siger formand for DUF Chris Borup Preuss.

SF, K, V: Klar til at forhandle om pulje
“Det er problematisk, både for foreningerne og for fællesskabet,” siger SFs kulturordfører Charlotte Broman Mølbæk om DUFs medlemsundersøgelse.

“Det er vigtigt, vi hurtigst muligt får understøttet de aktiviteter, der giver børn og unge mulighed for at komme tilbage til foreningslivet. Det har mit særlige fokus i den kommende sommerpakke, hvor vi vil arbejde for flere penge til sommeraktiviteter og lejre ligesom sidste år,” siger Charlotte Broman Mølbæk.

“Det her kan godt gå hen og blive langtidseffekten af coronanedlukningen. Man risikerer jo, at medlemmerne aldrig kommer igen,” siger Venstre-politiker Jan E. Jørgensen. Også han mener, det er en god idé med en slags sommerpulje til foreningslivet.

Altinget logoCivilsamfund
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget civilsamfund kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00