Paula Larrain: Borgerlighed er lig med menneskelighed

At være borgerlig i Danmark handler ikke om at være egoistisk og lade de fattige og de udstødte sejle i egen sø. Det er en vulgær form for darwinisme, som ville få Edmund Burke, David Hume og Adam Smith til at vende sig i deres grave.

Hvis det borgerlige projekt skal have en fremtid, skal man huske de menneskelige værdier, disse tre herrer byggede deres tanker på. Adam Smith bliver gang på gang citeret for, at enhver er sin egen lykkes smed, men denne nøgterne konstatering om menneskelivet handler ikke om, at alle, der ikke kan selv, skal hægtes af. Tværtom.

Adam Smith var moralfilosof, længe før han kastede sig ud i disciplinen økonomi med ”Wealth of Nations”. Hans tanker byggede på et menneskesyn, der ser sympatien med næsten som en menneskelig, naturlig forudsætning. Det skriver han i allerførste sætning i sit filosofiske hovedværk ”The Theory of Moral Sentiments”. Barmhjertighed er i hans øjne naturligt, da vi alle røres ved at se hinandens ulykke, og omvendt nyder mennesket også at se hinandens succes uden anden belønning end blot glæden herved.

Når socialister og neoliberalister bruger Smith som fortaler for en rå markedskapitalisme uden regulering og hvor alle kæmper for sig selv, går man fejl i byen, og man reducerer samtidig vigtig politisk tænkning til noget merkantilt og pekuniært.

Måske er det derfor, at folk i dag – til både højre og venstre – misforstår, hvad det vil sige at være borgerlig.

Der er først og fremmest ingen modsætning mellem det at være sin egen lykkes smed – som vi alle er – og så det at være et hjælpsomt, kærligt menneske med samfundssind.

Hvis det borgerlige projekt skal have en fremtid, skal man huske de menneskelige værdier.

Paula Larrain
Paula Larrain

I Danmark var det således Højre og Venstre, der lagde grundstenen til vores velfærdsstat i perioden omkring forrige årtusindeskifte. Bag tanken lå et borgerligt samfundssind, et reelt ønske om, at mennesker i dette land skulle have et eksistensgrundlag sikret af fællesskabet. En chance for at komme frem i livet uden at skulle kæmpe mod sulten.

Dette samfundssind er der bred enighed om i Danmark, alligevel er det lykkedes for visse dele af venstrefløjen at dæmonisere det højreorienterede Danmark som nogle, der er ligeglad med de fattige. Og det er i høj grad det borgerlige Danmarks egen skyld.

Der er for mange til højre for midten, som i reaktion på den socialdemokratiske velfærdsmodel er gået for langt i retorikken. Vist har vores nuværende system brug for et korrektiv, der sikrer, at vi ikke går kollektivt rabundus, fordi for mange modtager, og for få arbejder. Men det er ikke kontanthjælpsmodtagerens skyld, at systemet er indbygget, som det er.

Fattigdom i Danmark handler om andet og om mere end blot penge. Man kan altid komme længere med lidt mere økonomisk hjælp, selvfølgelig, der er næppe noget så stressende som ikke at kunne betale til dagen og vejen. Men hvad hjælper det at give flere penge til et menneske, hvis grundlæggende problem er et helt andet? Hvis man har svære psykiske problemer, bakser med alkoholisme, ensomhed eller sjælesorg?

Penge er ikke svaret på alt i et menneskes liv. Man kan ikke bare sparkes i gang, hvis man ligger ned og har ondt i selve livet, og 1.000 kr. mere om måneden kan måske give håb på den korte bane, men hvad med den lange bane?

Ser man ikke kærligt på det enkelte menneskes kamp i livet, er det ikke underligt, at man bliver opfattet som kold og kynisk. Fokuserer man på billigere biler og forbrugsræs som et gode, har man ikke tilstrækkelig, borgerlig dannelse at stå imod med.

Her ligger borgerlige politikere i Danmark, som de har redt. Ingen nævnt, ingen glemt. Hån mod syge borgere eller grundlæggende mistillid til mennesker af anden etnicitet har intet med et borgerligt, liberalt frisind at gøre. Det er i sig selv en hån mod det personlige ansvar at dømme mennesker i flok og ud fra deres ophav.

Hvis det borgerlige Danmark skal have en chance for at vokse og gennemføre sit projekt, bliver borgerlige politikere nødt til at huske den menneskelighed, herunder almen dannelse, borgerlige tænkere i fortiden har baseret deres samfundssind på.

Det er måske, hvad folk på sociale medier gang på gang har efterlyst om ”borgerlig anstændighed”. Det er ikke hattedamekonservatisme at drage omsorg for en lidende medborger. Det er bare noget, man gør, fordi man er menneske og har overskud. Eller som sagt af Pippi: Den, som er meget stærk, skal også være meget sød.

Jeg tror, at Schlüter havde ret, når han hævdede, at en stor del af danskerne er konservative i bred forstand. Socialkonservative, skulle man måske tilføje. Forandringsvillige, men med ønsket om at bevare det, der er godt.

Det gælder i Danmark for både rød og blå, at vi skal tage os af hinanden, være nøjsomme og undgå laster som grådighed, kynisme og skørlevned. Uenigheden handler i disse år mest om, HVEM der skal have fællesskabets hjælp. Når hele den store middelklasse sætter sig tungt på velfærdsudgifterne, er det naturligvis de fattigste, det går ud over, når pengene slipper op. Måske skal middelklassen til at tage et personligt ansvar og frigøre fællesskabet for alt for mange udgifter?

Et borgerligt projekt fremover kunne handle om at kommunikere denne opgave til det velbjergede folk og dermed fremtidssikre den velfærdsstat, vi alle ønsker.

---------------

Paula Larrain (f. 1970) er uddannet journalist i 1994. Har været udenrigsjournalist på Radioavisen og Berlingske Tidende, ledende redaktionssekretær på Berlingske Søndag og herefter nyhedsvært på TVAvisen. Hun er i dag vært på P1, selvstændig ordstyrer og foredragsholder. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.