LA'er: Tak til 182.902 vælgere, der vendte Liberal Alliance ryggen

DEBAT: Vælgerne ville ikke stå model til Liberal Alliances opførsel i seneste valgperiode. Det er befriende. Nu kan det heldigvis kun gå fremad − alternativet er nemlig at lukke partiet efter næste valg, skriver partimedlem Jesper Boman. Læs eller genlæs indlægget her. 

 Denne artikel blev bragt første gang 18. juni 2019. 

Af Jesper Boman
Medlem af LA siden 2013 og indtil maj 2019 bestyrelsesmedlem i LA i Egedal Kredsen

Liberal Alliance tabte ni mandater og dermed valget med et brag. Hvilket paradoksalt både var øv og befriende på én og samme tid. Lad mig forklare.

Inden skal der dog først lyde en tak. I særdeleshed til Anders Samuelsen for det fantastiske parti, du har skabt, og al den tid og energi, du har lagt i LA, inden du satte din egen og partiets troværdighed over styr.

Også tak til de nu ni tidligere medlemmer af folketingsgruppen, de mange LA-opstillede og til alle dem, der har hjulpet organisatorisk på alle niveauer.

LA har et ambitiøst partiprogram med politiske løsninger på alle væsentlige områder. Bakket op af en gennemregnet økonomisk 2030-plan. Strategisk og politisk står LA stærkt.

Derfor var det øv, at så mange valgte LA fra, da vi bad om vælgernes stemme.

Men i den seneste valgperiode dumpede LA på det taktiske og operationelle niveau med karakteren -3. En karakter, der står for den meget ringe præsentation. Partiets seriøsitet og troværdighed var med rette ikke længere eksisterende. 

Derfor var det også befriende, at vælgerne ikke ville stå model til den opførsel, LA optrådte med i sidste valgperiode. Det vidner om, at vælgerne vægter moral og troværdighed højt. Og det skal da ikke kun være Lars Løkke Rasmussen, der føler sig befriet.

Politik er en benhård kampsport, hvor man konstant bliver bedømt. Mindst hvert fjerde år er man til eksamen, og man kan blive stemt hjem. Sådan er gamet, og sådan skal det være. Det er jo ikke noget, vi leger.

Dahls kritik var korrekt
Dagen efter katastrofevalget stod Henrik Dahl − genvalgt LA-folketingskandidat − frem med en sønderlemmende kritik af partiet de sidste fire år. En kritik, der gik på manglende professionalisme, og med et budskab om topstyring og nepotisme.

Men anerkendelsen af Anders Samuelsen − og personerne omkring Anders og deres indsats de seneste ti år − skulle selvfølgelig også have været fremhævet. Udmeldingen var derfor mangelfuld, og Henrik Dahls uforbeholdne undskyldning omkring dette var helt på sin plads.

Men var kritikken ellers korrekt? Desværre ja. Nu tidligere formand Anders Samuelsen udtalte på LA's landsmøde i 2013: ”De Konservative og SF har på hver deres måde bevist, at man kan vinde ministerbiler og tabe sin sjæl.” Det kunne Liberal Alliance så også.

Efterfølgende − i tæt samråd med kun Simon Emil Ammitzbøll-Bille og uden at informere folketingsgruppen − trådte LA ind i en regering. Valgte en lang række ministerposter, som lå langt fra partiets DNA. Og første gang LA skulle vise regeringsansvar, truede man med at stemme imod sin egen finanslov, hvis man ikke fik opfyldt sit ultimative krav om fem procent i topskattelettelse. Et krav, der aldrig var i nærheden af 90 mandaters opbakning til.

Gentagne gange over de seneste år er samme kritik af topledelsen blevet fremført på lukkede LA-møder i lokalorganisationerne og på Christiansborg. Uden oprigtig selverkendelse og refleksion. Så mister man selvfølgelig både vælgernes og folketingsgruppens opbakning. For ikke at glemme medlemmerne, som meldte sig ud i hobetal.

Hvem er LA?
Nu kan det heldigvis kun gå fremad − alternativet er nemlig at lukke partiet efter næste valg.

LA kan og skal videre og ikke kun være for de ”rige”, som vi synes skal betale mindre i topskat, eller for selvstændige i det private erhvervsliv. Men også et parti til gavn for studerende, børnefamilier, de ansatte i det offentlige, lønmodtagere, der ikke betaler topskat, de syge, de nedslidte, kontanthjælpsmodtagere, pensionister, flygtninge, indvandrere, migranter, EU-borgere og den udenlandske arbejdskraft, som bor og arbejder her i landet. 

Lad os direkte henvendt på navn, adresse og udregnet på baggrund af faktiske bolig-, indkomst- og arbejdsforhold fortælle danskerne, hvad vores økonomiske politik betyder for hver enkelt borger og husstand i Danmark. Men også gøre det tydeligt, hvor pengene kommer fra, hvorledes det vil påvirke velfærdssamfundet − og at det kræver opbakning fra 90 mandater.

Samtidig kan vi fortælle, at LA, præcis som flertallet af vælgerne forventer, ønsker en stram flygtninge- og indvandrerpolitik (læs: åbne grænser, lukkede kasser). 

Sidst, men ikke mindst, skal vi fortælle, at LA også har både ambitiøse og realistiske miljø- og klimamål. Og modsat andre også med helt konkrete løsninger på, hvordan vi når disse mål. Ingen − hverken unge eller gamle − behøver derfor at frygte, at jorden går under inden 2030. 

Liberal Alliance 2.0
LA har alle muligheder for − i version 2.0 − at komme stærkt tilbage og igen blive opfattet som et seriøst og troværdigt parti. Og selvfølgelig kan dette ske. Se blot på SF. De nedsmeltede også for fire år siden, men har på fornem vis rejst sig igen.

Mange synes sikkert, at den nye formand for LA har et efternavn, der er svært at udtale − det synes han nemlig selv. Så lad os i daglig blot kalde ham Alex, men give ham chancen og krydse fingre for, at han kan medvirke til at genvinde partiets troværdighed.

Til slut skal lyde endnu en tak. En tak til jer 182.902 vælgere, som vendte LA ryggen 5. juni. I har givet partiet et wakeupcall. Det var befriende. Men det vil være suverænt, hvis I igen vil være en del af LA version 2.0 om fire år.

Forrige artikel SF: Von der Leyens minimumsløn er misforstået omsorg SF: Von der Leyens minimumsløn er misforstået omsorg Næste artikel Akademikerne: Vi kan alle blive nedslidt Akademikerne: Vi kan alle blive nedslidt
Sagen Martin Rossen: Har vi det embedsværk, vi tror, vi har?

Sagen Martin Rossen: Har vi det embedsværk, vi tror, vi har?

ROSSEN: Altinget har de seneste uger taget debatten om embedsværkets tilstand og fremtid i kølvandet på regeringen Mette Frederiksens ansættelse af Martin Rossen som stabschef. Det store spørgsmål er, om de politiske sekretariater i embedsværket har været så længe undervejs, at vi ikke har taget stilling til dem.