Kasper Støvring om borgerlig krise: Liberalismens svar er ødelæggende

DEBAT: Liberale hylder individualismen, imens konservative besinder sig på fællesskabet. Hvis fællesskaberne eroderer, får vi i sidste ende flere rodløse, forvirrede, flade, egoistiske og ængstelige mennesker, skriver Kasper Støvring.

Af Kasper Støvring
Forfatter og kommentator

For at finde den låge, der kan lede ud af den borgerlige krise, må vi først skaffe os et egnet landkort – vi må definere, hvad borgerlighed er. Til det formål må vi besvare et af de mest elementære spørgsmål, man kan stille sig: Hvad er et menneske?

Allerede i svaret på det spørgsmål opdager vi, at borgerligheden er (mindst) to ting: liberal og konservativ. Og det siger jo noget om, hvor svært det kan være at samle borgerlige om et fælles projekt.

På spørgsmålet vil liberale svare, at mennesket primært er et autonomt individ, imens konservative vil svare, at det er et socialt væsen. Liberale hylder individualismen, imens konservative besinder sig på fællesskabet.

Det er efter min mening konservatismens livskræfter, der bør strømme ind i rekonvalescentens krop. Hvorfor?

Lad mig besvare det spørgsmål ved at begynde med en anden basal antagelse om mennesket, nemlig at det er gjort af kød og blod og stedt i en timelig, jordisk verden. Det er med andre ord begrænset af natur: Det har afgrænsede loyaliteter. Når det kommer til stykket – og det gør det altid på et tidspunkt – føler mennesker sig forpligtede over for partikulære fællesskaber: familien, lokalsamfundet, den religiøse menighed, venskaber, nationen og civilisationen i det store, som for os er den vestlige kulturkreds.

Liberalismens ødelæggende svar
Hvor kommer denne forpligtelse fra? Her er liberalismens svar både utilstrækkelige og ødelæggende. For liberale er mennesket dybest set ubundet, og skønt det i et vist omfang kan indgå i fællesskaber og være forpligtede på dem, er individet altid selvisk motiveret: Det tænker først og fremmest på egeninteressen.

Det er derfor, kontraktteorien fylder så meget i liberal tænkning. De eneste forpligtelser, der er legitime, er dem, individet selv har givet samtykke til efter at have konsulteret sin fornuft. Fællesskaber er en slags vilkårlige aftaler, man frit indgår og frit kan forlade igen. På samme måde betragtes staten som en neutral forening, en slags kooperativt fællesskab, der tjener individets interesser.

Liberale er ikke blot individualister, men også universalister. De anskuer individer uafhængigt af deres kulturelle og sociale tilknytninger som ligeværdige; i sidste instans er hele verden mit hjem, og hele menneskeheden er min næste. Derfor må man ikke diskriminere: Der er ingen, man i princippet skylder mere end andre, for vi er jo alle mennesker.

Den liberale teori – som ingen i praksis selvfølgelig kan opfylde – betragtes som progressiv, tidssvarende, tolerant og humanistisk. Sammenlignet må konservatismen fremstå som de glødende tungers røst, som både indskrænket og reaktionær.

Konservatismens fællesskaber 
Konservative forstår mennesket som situeret: Det er altid allerede indlejret i fællesskaber, det ikke altid selv har valgt, og som det er forpligtet af på en dybere måde, end liberale – i hvert fald retorisk – vil anerkende. Det gælder for eksempel forholdet til vores forældre, landsmænd, børn, ægtefælle, trosfæller og venner. Disse forpligtelser kan vi ikke bare melde os ud af, sådan som vi kan melde os ud af en fodboldklub.

Det har alt sammen at gøre med det, der giver livet mening og sammenhæng: identitet. Mennesket kan grundlæggende ikke forstå sig selv som moralsk person uden at forstå sig selv som medlem af de partikulære fællesskaber – som far eller mor til dette barn, søn eller datter af disse forældre, indbygger i dette lokalsamfund, troende i denne menighed, ven med disse personer eller borger i denne nation. Kulturelle fællesskaber er, som det hedder, konstitutive for vores selvforståelse og selvværd.

Hvilke politiske konsekvenser bør denne form for borgerlig konservatisme have? Her er en håndfuld forslag:

Borgerlige bør styrke civilsamfundet, især familien; styrke de kulturbærende fag i skolen som dansk, historie og kristendomskundskab; bevare folkekirkeordningen, så kristendommen nyder forrang; bevare nationalstatens suverænitet imod EU og internationale konventioner; standse indvandringen, især fra Afrika og Mellemøsten og muslimske lande generelt; ophøre med at føre aktivistisk udenrigspolitik for i stedet at bruge kræfterne på at forsvare Vesten og hjælpe kristne mindretal rundt om i verden.

De to liberale typer
Jeg har i artikler og bøger anskueliggjort den liberale type i form af to billeder. Til billedet af universalisten svarer turisten, der uhindret af rødder driver hjemløst rundt på den grænseløse klode, og til billedet af individualisten svarer forbrugeren, der frit vælger mellem varerne på hylderne og smider dem væk igen efter brug.

Men turisten og forbrugeren er ikke gode moralske forbilleder. De er tværtimod typer uden fast karakter og moralsk dybde. Dominerer de, får vi en moralsk krise, hvis tegn er blevet tydelige: flere ensomme børn og ældre, flere skilsmisser, mere kriminalitet, mindre national samhørighed og færre troende. Hvis fællesskaberne eroderer, får vi i sidste ende flere rodløse, forvirrede, flade, egoistiske og ængstelige mennesker.

Alt dette klinger måske anakronistisk, og jeg kan da også tvivle på det borgerlige projekts succes på kort sigt. Men tiden arbejder for konservatismen. For under de fine liberale gevandter er mennesket nøgent som urskovens menneske og har derfor brug for kulturens rustning.

-----------

Kasper Støvring, forfatter og kommentator, har skrevet om borgerlighed og konservatisme i bl.a. Blivende værdier (2004), Sammenhængskraft (2010), og senest Gensyn med fremtiden og Danmark under angreb (med Mikael Jalving), begge fra 2018.

Forrige artikel Greenpeace: Danske fødevarekæder skaber klimasammenbrud Greenpeace: Danske fødevarekæder skaber klimasammenbrud Næste artikel Sjælsmark-familier: Michael Høegh kan ikke udtale sig om vores livsvilkår  Sjælsmark-familier: Michael Høegh kan ikke udtale sig om vores livsvilkår
Sagen Martin Rossen: Har vi det embedsværk, vi tror, vi har?

Sagen Martin Rossen: Har vi det embedsværk, vi tror, vi har?

ROSSEN: Altinget har de seneste uger taget debatten om embedsværkets tilstand og fremtid i kølvandet på regeringen Mette Frederiksens ansættelse af Martin Rossen som stabschef. Det store spørgsmål er, om de politiske sekretariater i embedsværket har været så længe undervejs, at vi ikke har taget stilling til dem.