Paula Larrain: Vrede smitter, og Facebook er den perfekte smittebærer

KOMMENTAR: Forskning i Tyskland peger på, at brug af Facebook fører til racistiske overfald. Det gælder ikke for brug af alle sociale medier generelt eller internettet som sådan, bare Facebook.

Forskerne Karsten Müller og Carlo Schwarz fra Warwick universitetet har påvist, at de steder, hvor Facebook anvendes mere end landsgennemsnittet i Tyskland, er angreb på flygtninge steget med 50 procent.

Forskerne siger, at denne effekt på landsplan står bag 10 procent af al vold mod flygtninge, skriver New York Times.

Hvad er det, der gør, at lige netop brugen af Facebook opildner til vold? Det diskuteres af kloge hoveder, og svarene er relativt ligetil.

Som skrevet tidligere på denne plads, forlod jeg Facebook for cirka et år siden. En af årsagerne var, at jeg simpelthen blev i dårligt humør af at være der. Antallet af vrede dage i mit liv er klart gået ned, siden jeg holdt op med at poste på Facebook, og jeg har naturligvis filosoferet over hvorfor.

Min personlige konklusion er, at jeg nu igen har bedre styr på, hvad jeg lukker ind og ud af mit sind. Facebook er en sammenblanding af privatliv, holdninger, nyheder og arbejde. Det er enheder, der før havde en klar adskillelse i de flestes liv.

I begyndelsen var sammenblandingen sjov, fordi man kunne finde gamle klassekammerater og more sig over, hvordan årene havde sat sig spor i os alle. Men de gamle venner – og kolleger for den sags skyld – var ikke nødvendigvis nogen, man diskuterede politik med. De fleste kan vel genkende, at man tager nogle emner op med visse venner og bekendte, ligesom man lader andre ligge. I min egen familie er der adskillige emner, som vi absolut undgår, fordi vi udmærket ved, at det kan ende i ballade. Og hvorfor trykke på familiens eller vennekredsens balladeknap, når der er så meget andet at tale om?

Facebook giver plads til det hele, men de færreste kan overskue, hvem det lige er, de kommunikerer til, når man f.eks. har omkring 1.000 ”venner” som modtagere. Således bliver alle relativt vilkårligt udsat for lejlighedsvise følelsesudbrud, man ikke lige gik rundt og regnede med. Og de modtages naturligt nok i følelsesregistret hos hinanden.

Er der en følelse, som alle trods normalt, velafbalanceret temperament ved kan smitte, så er det vreden.

Vreden smitter lige som smil. Men smil kræver netop, at man har personen foran sig. Vrede kan lettere end kærlighed udtrykkes med ord og kommer derfor bredere omkring i et medie som Facebook.

Nu er det ikke for at blive helt hellig katolsk, men der er en grund til, at vrede er opregnet blandt de syv dødssynder. Ikke fordi følelsen af vrede er forkert eller forbudt. Den er naturlig, energigivende og ofte retfærdig. Det er handlingen forbundet med vrede, der leder til dødssynd, om man vil. Det, at man handler på sin vrede, altså det, at man har følelsen af vrede og herefter giver den videre, er forbundet med synd.

Det er vanskeligt at se på verdenshistorien og så kræve menneskers vrede fratrukket med tilbagevirkende kraft for at sikre freden. Eller sagt på en anden måde: Vreden har både bragt godt og skidt med sig.

Uden Martin Luther Kings vrede i sine legendariske taler havde borgerrettighedskæmperne måske ikke haft den tilstrækkelige energi til at ændre forholdene for de sorte i USA. Og det samme gælder for de vrede suffragetter, der sikrede os kvinder stemmeret. Vrede er en god motor i retfærdighedens tjeneste. Men desværre også i uretfærdighedens.

New York Times tog på baggrund af den tyske forskning til en af de byer, som forskerne havde kigget på, nemlig Altena. Her fandt de eksemplet på de lokale ”venligboere”, som havde gjort en masse rørende ting for at hjælpe de nyankomne flygtninge. For at organisere sig bedre gik gruppen af hjælpere på Facebook, men blev her oversvømmet af vrede posts fra anti-flygtninge.

Da algoritmerne i Facebook er sat til at forstærke udbuddet af posts, som genererer flest interaktioner, steg antallet af vredesudbrud hurtigt. Unaturligt hurtigt. Således blev et medmenneskeligt initiativ IRL (in real life) kørt over af vredestoget på Facebook. Det er mange gange blevet påvist, at følelser som vrede og frygt giver flest interaktioner, og det er derfor, at disse følelser fylder mere end begejstringen over f.eks. en flot solnedgang. Facebook er med andre ord vredens og frygtens smittebærer. Og virksomheden gør det med fuldt overlæg af kommercielle årsager.

Nu er det tilmed bevist, at dette kommercielle mål for virksomheden Facebook også fører til flere voldelige overfald.

Mit råd er stadig det samme: Drop Facebook – brug andre sociale medier, hvor der ikke lægges op til en sammenblanding af alle følelser, hvor vreden i sidste ende bevidst og gennem overskudsgenererende robotter får lov at overskygge kærligheden.

-------------

Paula Larrain er uddannet journalist og er blandt andet tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig ordstyrer, foredragsholder, klummeskribent og radiovært på P1. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Forrige artikel Flemming Chr. Nielsen: Giv ikke Dansk Folkeparti hånden, men fingeren Flemming Chr. Nielsen: Giv ikke Dansk Folkeparti hånden, men fingeren Næste artikel Lisbeth Knudsen: Lad os nu tale politik – ikke bogstavleg Lisbeth Knudsen: Lad os nu tale politik – ikke bogstavleg
Agnete Gersing stopper som departementschef

Agnete Gersing stopper som departementschef

ROKADE: Den nu tidligere departementschef i Uddannelses- og Forskningsministeriet Agnete Gersing skal fremover arbejde med "organisation, ledelse og kompetencer" i Finansministeriet.